Første skridt til Khaders Internationale

Naser Khader vil efter weekendens konference i København stille sig i spidsen for dannelse af en international organisation mod islamisme.
Irshad Manji mestrer en slagkraftig retorik og illustrerede på overbevisende måde potentialet i en international samling af progressive muslimer
Irshad Manji mestrer en slagkraftig retorik og illustrerede på overbevisende måde potentialet i en international samling af progressive muslimerFoto: Ingrid Bang
Erik Holstein

Selvom Naser Khader trækker sig som formand for Demokratiske Muslimer til foråret, betyder det ikke, han neddrosler kampen mod islamisterne. Tværtimod vil han hellige sig arbejdet med at danne et internationalt netværk af reformvillige muslimer - vendt mod islamisterne. Her skal Khader fungere som en slags "ambassadør" for Demokratiske Muslimers internationale bestræbelser.

Den internationale satsning er baggrunden for den umiddelbart overraskende meddelelse om, at Khader til april går af som formand for Demokratiske Muslimer. Det er i samme perspektiv sidste weekends konference med fremtrædende muslimske oplægsholdere skal ses.

Islamisternes stærkeste kritikere
Sammensætningen af Demokratiske Muslimers debatpanel på lørdagens konference kunne fra et islamistisk synspunkt ikke være værre. For det var de mest hardcore kritikere af islamisk fundamentalisme, der lørdag gæstede Christiansborg.

De fire internationale debattører er med stor ildhu gået ind i kampen for en islamisk reformation, og flere af dem har modtaget dødstrusler. De fire stjerner på konferencen var:

Netop som flere og flere reformvillige muslimer er begyndt at blande i debatten – netop i det øjeblik hvor vi allermest behøver støtte - ser det ud til, at mange ikke-muslimer er ved at miste modet.

Irshad Manji
Progressiv muslimsk debattør

Den syrisk-fødte Wafa Sultan, der under Muhammed-krisen jordede en fundamentalistisk, muslimsk teolog i en debat på Al-Jazzeera.

Mona Eltahawy, frisindet muslim og debattør.

Irshad Manji, der som erklæret lesbisk muslim og benhård kritiker af islamismen, er en ildrød klud i hovedet på fundamentalisterne.

Mohamed Sifaoui, en algerisk-født journalist med bopæl i Frankrig. Sifaoui blev for alvor kendt i Danmark, da han med skjult mikrofon afslørede trusler og tvetungethed blandt danske imamer under Muhammed-krisen.

Frihedskæmpere og helte
I sin velkomsttale kritiserede Naser Khader, at de fire i en dansk avis var blevet betegnet som Islam-provokatører:

”Er man provokatør, når man kæmper for kvinders rettigheder og menneskerettigheder i det hele taget? Er man provokatør, når man kæmper for foreningen af islam og demokrati, og når man kæmper for at afsløre islamisternes sande dagsorden?” spurgte Khader retorisk og svarede selv:

”Nej, I er ikke provokatører. I er frihedskæmpere, rollemodeller og helte.” 

Konferencen med de fire var på mange måder et historisk skridt. Som formanden for Demokratiske Muslimers støtteforening, Asger Aamund, udtrykte det før konferencen:

”Islamisterne samarbejder internationalt. Vi er også nødt til at arbejde internationalt, hvis vi skal bekæmpe disse reaktionære kræfter.”

International drejning
Weekendens konference markerer dermed en drejning af Demokratiske Muslimer, der i starten var en bred - national - organisation. Dengang var hensigten ikke mindst at nuancere danskernes opfattelse af muslimer, efter imamernes optræden under Muhammed-krisen havde fået mange danskere til at have en langt mere negativ holdning til muslimer som sådan.

Nu går Khader efter at danne en international alliance af demokratiske og reformvenlige muslimer. Som optakt til denne øvelse var weekendens konference på Christiansborg ideel. For som ventet var der ingen af de fire debattører, der holdt sig tilbage:

Bevæget indlæg
Wafa Sultan var stærkt bevæget, da hun fortalte om, hvordan hun var fyldt 30, før hun ”hørte sin egen stemme” som muslimsk kvinde. Hun bor nu i USA, efter hun i Syrien oplevede, hvordan islamister myrdede hendes lærer på universitetet, mens de råbte ”Gud er stor”.

Ishad Manji beklagede, at selvcensur og angst bredte sig efter Muhammed-tegningerne. Og hun angreb heftigt ”foundamentalism” – de muslimer, der helt statisk holder fast i en tolkning af islam, der går tilbage til islams skabelse:

Ikke-muslimer svigter de progressive
”Vi muslimer er vores egne værste fjender, når vi gør enhver diskussion af Koranen og Profeten til noget urørligt. Men vi kan kun vinde kampen mod ”foundamentalism”, hvis ikke-muslimer giver os mulighed for at blive hørt,” sagde Ishad Manji, der påpegede et klart paradoks:

”Netop som flere og flere reformvillige muslimer er begyndt at blande sig i debatten – netop i det øjeblik, hvor vi allermest behøver støtte - ser det ud til, at mange ikke-muslimer er ved at miste modet.”

Grunden til dette paradoks var Ishad Manji ikke det mindste i tvivl om:

”Jeg ved det: Hvis I støtter muslimer som mig, vil I blive brændemærket som racister. Mange mener, at I ikke har adgang til denne debat, hvis I er hvide, ikke-muslimer. Det er i virkeligheden en racistisk tilgang til debatten.”

Sagde den særdeles slagkraftige Manji, der ved flere lejligheder tilførte debatten nogle humoristiske pointer, der blev fulgt af massive klapsalver:

”Gud virker på mange underfundige måder. Hvem skulle have troet, at København ville blive et Mekka for reformvenlige muslimer?” spurgte Manji således. 

Kvinder vil besejre islamisterne
Hendes energiske udfald blev fulgt til dørs af den algerisk-fødte journalist Mohamed Sifaoui, som blev forsøgt myrdet af islamister i 1995. Mordforsøget har ikke fået ham til at stikke hovedet i busken:

”Jeg taler ikke med islamister, jeg bekæmper dem. Det er nødvendigt, vi ikke drukner i frygt for disse barbarer,” sagde Sifaoui, der havde roser til de tre kvinder i panelet:

”Det er kvinder som jer, der vil besejre fundamentalismen,” som Sifaoui udtrykte det.

Dermed er banen kridtet op til en forstærket – og samlet – indsats fra progressive muslimer vendt mod islamisterne. Senere på efteråret vil følge en konference med en reformvenlig tolkning af sharia samt et møde i København med en international personlighed, hvis navn endnu ikke kan afsløres. Møderækken kulminerer med den stort anlagte konference i februar, hvor en "Internationale" af progressive muslimer skal stiftes.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naser Khader

Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East Forum
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

0:000:00