Forfatter: Reformpolitik er ren ideologi

KRONIK: Et ændringsforslag til reformen af førtidspension og fleksjob påpeger, at ressourceforløb fremover skal være ”realistiske”. Det afslører i virkeligheden, at reformen langt hen ad vejen har været og stadig er mere ideologi end realisme, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Forligspartierne bag reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013 har lovet at præcisere lovgivningen om førtidspension og ressourceforløb. Forligskredsen tæller partierne S, R, SF, V, K og LA. ”Dokumentationskravet for at få tilkendt en førtidspension kan i visse tilfælde være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb,” hedder det nu i et ændringsforslag, som er sendt i høring, og det er ”en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunen kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne”.

Nu skal det være ”realistisk” – det lyder jo flot. Men de nye ”gode intentioner” vil ikke medføre nogen reelle forbedringer i virkelighedens verden, når forligskredsen samtidig afviser at komme med andre indrømmelser, blandt andet af den stramme økonomiske politik.

Når man stadigvæk fastholder det oprindelige krav om at spare knap to milliarder kroner om året i 2020 og 3,6 milliarder kroner om året i 2036, så får man ikke pludselig kommunerne til at tilkende flere borgere førtidspension og færre ressourceforløb.
Det er ikke ret svært at regne ud, når man ved, hvor meget økonomistyringen har præget social- og beskæftigelsespolitikken og den tilhørende forvaltningspraksis i de seneste år.

Jagten på de ”uudnyttede” ressourcer
Nogen vil måske huske, at ressourceforløbet blev indført som et nyt lag i lovgivningen ud fra den politiske betragtning, at der findes uudnyttede ressourcer hos syge borgere, som samfundet skal kunne bringe i spil. Med andre ord betvivlede man politisk, at syge mennesker egentlig er så syge, som læger har attesteret, at de er.

Ressourceforløbet er den mest fremtrædende, men ikke eneste, italesættelse af denne ideologiske betragtning.

Men som jeg har fremlagt i mange indlæg i de forgangne år, så blev ressourceforløbet netop ikke til den ”helhedsorienterede, tidlige og tværfaglige indsats”, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) havde præsenteret det til at være. Det blev derimod til ”en indsats”, der skulle gives, når alle andre muligheder allerede er afprøvet.

Hvad er det så for ressourcer, der kan findes, når alt er forsøgt? Det er jo en absurditet.

Da arbejdsevne og funktionsevne blev skilt ad
Manglen på anerkendelse af de begrænsninger og den forgængelige virkelighed, som syge mennesker er placeret i, kendetegner overhovedet hele begrebsdannelsen omkring reformpolitikken. ”Arbejdsevne” som noget, der kan adskilles fra virkelighedens fundamentale ”funktionsevne”, og ”ressourceforløb” som noget, der kan prøves på et tidspunkt, hvor der ikke er mere at komme efter – dét viser i sig selv, hvor absurd begrebsdannelsen og politikken er blevet.

Selvom mange meget syge borgere med varigt nedsat funktions- og arbejdsevne erfarer ressourceforløb som noget, der nedbryder dem yderligere, så fremstiller politikerne bag forligskredsen det som fremskridt. Fremskridt, som de syge altså, det forstår man, ikke kan gøre, hvis ydelsen for eksempel hed ”revalidering” eller ”førtidspension” og var betydeligt højere; sådan som det har været før reformen.

Ressourcesnak og hokuspokus
Det er ret langt ude og temmelig afslørende for politikken, at det er kommet så vidt, at regeringen overhovedet behøver at pointere, at et lovgivningsforhold skal være ”realistisk”. At de skriver en pressemeddelelse derom, selvom der er tale om bittesmå ændringer i ordlyden i to sætninger i et kæmpestort lovkorpus, er endnu længere ude.

Selvom forligskredsen fremhæver denne lillebitte sproglige præcisering som et stort fremskridt fyldt med gode intentioner, så afslører den også den sandhed, at social- og beskæftigelsespolitik for syge i dag overhovedet ikke er realistisk eller tænkt til at være det.

Den afslører derimod det fundamentale gap, der er mellem syge borgeres virkelighed i dag og så den politisk udtænkte virkelighed; afslører, hvordan lægeattester på alvorlig sygdom rask væk ignoreres af politikere, embedsfolk og forvaltninger. Afslører, hvordan brug af newspeak og ”fokus på ressourcer frem for funktionsnedsættelser” som et hokuspokus tænkes at kunne fjerne medicinske lidelser og funktionsnedsættelser.

Man messer et ord som ”ressourceforløb” over lovgivningen og opdeler ”funktionsevne” i yderligere dele, hvoraf ”arbejdsevne” skulle udgøre en selvstændig ressource helt uden at skele til de lægeligt dokumenterede funktionsnedsættelser. Hvordan noget, som udgør en delmængde af en større mængde (”arbejdsevne” tænkes som delmængde af ”funktionsevne”), kan påstås at indebære en ressource og ”mulighed”, hvis helmængden ikke gør det, er også en egentlig absurditet.

Beskæftigelsespolitikken ignorerer borgernes helbred
Noget tilsvarende vidnede praktiserende læge Anders Beich om på en reformhøring arrangeret af Folketingets Beskæftigelsesudvalg 31. januar.
Han bevidnede, at der er kommet et generelt øget pres på det lægelige skøn og på patienternes sociale rettigheder som patienter. Og han bevidnede, hvordan det politiske krav om færre tilkendelser af førtidspension og andre ydelser til mennesker med lægeattesterede fysiske funktionsnedsættelser har overrulet hensynet til borgernes helbredstilstand og sociale forhold mere og mere.

Realisme og anerkendelse af borgernes erfaringer med virkeligheden er efterhånden sjældent forekommende kvaliteter i beskæftigelsespolitik i dag hos dem, der sidder på den øverste magt i Folketinget, og hos nogle af de folk, som forvalter den i kommunerne.

Det er en skændsel, at syge menneskers helbredsmæssige problemer ignoreres under en beskæftigelsespolitisk agenda, som modarbejder alt det, der kunne gavne syge borgeres helbred og dermed også deres reelle arbejdsmuligheder.

Hvorfor bestemmer beskæftigelsespolitik og har forrang over sundheds- og socialpolitik – i al fald, hvis man har brug for social hjælp fra samfundet?

Ideologisk og erfaringsløs pseudovirkelighed
Det er faktisk et totalitært træk, når politikere ignorerer erfaring og selv omskriver virkeligheden til en ideologisk og erfaringsløs pseudovirkelighed.
Det fastslog den berømte politiske tænker Hannah Arendt i sin politiske tænkning.
Hun beskæftigede sig blandt andet med at indkredse, hvad der fører til og kendetegner totalitære regimer, og er kendt for et større værk om totalitarisme.
Men allerede i en tidlig artikel fra 1946, The Image of Hell, skrev hun følgende vise ord:

”Havde nazisterne stillet sig tilfredse med blot at fremføre et anklageskrift mod jøderne og at udbrede påstanden om, at der findes under- og overmennesker, ville de næppe have haft held til at overbevise common sense om, at jøderne var undermennesker. (…) For at blive troet måtte nazisterne fabrikere virkeligheden selv og få jøderne til at se ud som undermennesker” (citeret fra Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007).

Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz har givet en god forklaring af, hvad hun mente:

”Dette, at virkeligheden fabrikeres og common sense systematisk sættes ud af kraft, er et af de vigtigste formelle træk ved ideologi – og den basale årsag til, at normalitet perverteres. (…) Og så er det karakteristisk for ideologier, at de rummer påstande, som ikke bare er uafhængige af erfaringen, men tillige suspenderer erfaringens mulighed, eller rettere: Ideologierne erstatter de fem sanser og optræder selv som en sjette sans. Endelig bygges de formelt op i kraft af et andet, som regel pseudovidenskabeligt, aksiom (…), der er immunt over for videnskabelig eller erfaringsmæssig problematisering. Dette aksiom tages dødsens alvorligt i bogstaveligste forstand, både i form af den konsekvenslogik, der udfoldes med aksiomet som præmis og i kraft af den skrupelløshed, hvormed logikken i praksis sættes igennem” (Hans-Jørgen Schantz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007).

En verden til forskel
Jeg savner fra forligskredsens side en anerkendelse af veldokumenteret og berettiget kritik fra syge og reformramtes repræsentanter.

Hvorfor skal man tro på, at forligskredsen nu vil hjælpe borgerne, når de i det store hele ikke lytter til, hvordan borgernes egen virkelighed ser ud, og hvad, borgerne selv siger, kan hjælpe dem?
Det er denne magtfuldkommenhed, dette formynderi og denne forskønnende omgang med sandheden, som giver kvalme. Der er for langt mellem de to verdener, som de reformramte og forligskredsen sidder i.

Lovgivning og forvaltning bliver aldrig ”realistisk”, hvis ikke forligskredsen anerkender borgernes erfaringer og søger at værne borgerne mod retsløse tilstande. Det kræver blandt andet, at sygdomsvirkeligheden og den lægefaglige erfaring bliver anerkendt og tillagt stor vægt i den førte politik, og at man ikke fastholder en reformdagsorden, som ligner ideologi i Arendts betydning af ordet!

Og så burde det altså ikke være nødvendigt overhovedet at pointere, at man forholder sig til virkeligheden.
Det burde jo være det selvfølgelige udgangspunkt – ikke undtagelsen.

Forrige artikel Det er et politisk ansvar at fjerne jobbarrierer for handicappede Det er et politisk ansvar at fjerne jobbarrierer for handicappede Næste artikel Mai Mercado: Vi skal løfte den sociale indsats gennem viden Mai Mercado: Vi skal løfte den sociale indsats gennem viden
  • Anmeld

    Jane Pihlmann · Social aktivist

    Begrebet realisme er endnu en narresut forligspartierne bruger

    Lisbeth Riisager Henriksen har fuldstændig ret i, at de 2 forslåede præciseringer af reformen af fleksjob og førtidspension mere er ideologi end de er realisme.

    Og ja, det er fuldstændigt absurt, at de reformansvarlige partier har adskilt "arbejdsevnen" fra "funktionsevnen", hvilket rent fysisk er umuligt, da "arbejdsevnen" er en delmængde af "funktionsevnen".

    Men selvom det er fysisk umuligt at adskille "arbejdsevnen" og funktionsevnen" fra hinanden, så er det netop det udmøntningen af den virkelig syge reform har vist i kommunerne og i Ankestyrelsen.

    Lisbeth har også ret i, at det er absurt at prøve at få de 2 foreslåede præciseringer til at se ud om, at de vil forbedre forholdene for alvorligt syge og handicappede - bare fordi man skriver ordet "realistisk" ind i lovteksten.

    Om noget er realistisk eller ikke er realistisk afhænger jo alene af personlige, politiske eller forvaltningsmæssige holdninger.

    Et konkret eksempel fra en borgers sag er, at borgernes mentor i sin afsluttende rapport om borgerens arbejdsprøvning i 2015, mange gange erklærede, at det ikke var realistisk at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne yderligere.

    Efterfølgende har hverken jobcentret generelt eller de 2 rehabiliteringsteamsmøder anerkendt, at borgerens mentor så tydeligt gjorde opmærksom på, at det ikke var realiastisk at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne yderligere, da de stadig mener, at det ikke kan udelukkes, at borgerens arbejdsevne kan udvikles.

    Borgerens har for nylig fået Ankestyrelsens afgørelse, og de gav kommunen medhold i, at det ikke kan udelukkes, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne - i helt åbenlys strid med alle ikke-kommunalt-ansattes erklæringer om det stik modsatte; at det ikke er realistisk.

    Så både kommunerne og Ankestyrelsen vil fortsat have ubetinget frihed til administrativt at skønne/vurdere hvad som helst, de lyster at kalde for realistisk.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Hvorfor vi kigger væk

    Naturligvis er det en katastrofe for troværdigheden hos politikerne. Men det er der jo så meget der er. Befolkningen kan jo ikke vælge nogen som ikke var en del af løgnen.

    Personligt finder jeg det egentligt værre at embedsmændene har spillet med på disse løgne. De ikke blot vidste bedre men er forpligtede til korrekt embedsførelse. Som embedsmand kan man ikke blot spille sammen med magthaverne. Det er korruption og som Lisbeth Henriksen påpeger nazisme. Beklageligvis kom nazisme jo ikke fra Tyskland, men først og fremmest fra ariernes hjemlande, Danmark, Sverige og Skotland.

    Jeg undrer mig over hvorfor man i alle årene ikke har søgt at klynge politikerne op med jura. Men måske det var som hos nazisterne, det var et lille mindretal som ramtes, undermennesker som ingen virkelig havde lyst til at gøre noget for og som ingen ressourcer havde, allermindst de ressourcer der skal til at hjælpe sig selv.

  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Konkurrencestatens holocaust

    De neoliberale politikere er kolde overfor konsekvenserne for de ramte. Det handler om at forøge udbuddet af arbejdskraft for enhver pris og i den sammenhæng er dagsordenen ikke at hjælpe syge i arbejde, men at bruge deres håbløse og nedværdigende situation til at disciplinere resten af borgerne til lydige lønmodtagere trods nedslidning og elendige arbejdsforhold.

  • Anmeld

    lissi holm

    S-ledet regerings politik

    Det er den leder af socialdemokraterne, som gerne vil være den næste statsminister, der står for denne lov, som kun har til hensigt at gøre livet surt og sværere for mennesker, som i forvejen har det svært, HUSK det på valgdagen.
    Nu har hun valgt en ny gruppe svage mennesker, nemlig flygtninge som hadeobject, der skal handles, men Møn ikke hun også har lidt flere nederdrægtigheder i ærmet til andre svage grupper. Jeg er ikke i tvivl. Godt, mine forældre ikke oplever det parti, de stolede på hele deres voksne liv, blive så frygteligt.

  • Anmeld

    Lena Dahl Møller · Social aktivist

    Hurra for Lisbeth Riisager Henriksen

    Whauu - fantastisk skriv!! Så bliver analysen af reformpolitikken ikke bedre og mere sandfærdigt beskrevet.

    Hvad skulle vi gøre uden Lisbeth Riisager Henriksen, til at fortælle om den sandhed som vores toppolitikere så omhyggeligt vikler ind i tykke lag af spin, i håbet om at vi ikke får øje på "kernen".

    Forligskredsen er kommet med forslag til en lillebitte ændring af reformen. Det tager udgangspunkt i ordet "realistisk" og som Lisbeth så rigtigt skriver, så er det yderst afslørende, idet de jo hermed vedkender sig, at reformen ikke er bygget på realisme men på ren ideologi. Av - den var ikke god.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Vi vandt krigen, men tabte til ideologien, der er implementeret i alle lag af det sociale liv.


    I erhvervslivet , i retslivet og i kulturen.

    Det det derejer sig om er ikke hvad, der kan hjælpe borgeren i en erhvervssamenhæng, men hvad borgeren vil- med resten af sit liv.

    Borgerens liv må betragtes som en helmængede af samfundslivet.
    Uden borgere intet samfund.

    Betragtes borgeren, som delmængde er m/k et redskab for erhvervslivet og ikke et menneske i samfundet.

    Så består samfundet ikke af mennesker, men demoner, altså reducerede mennesker med en essens , der udtrækkes af erhvervslivet til brug for egen vinding i det erhvervsliv, der egentlig skulle være et redskab for rets- og kulturlivet.

    Defineres mennesker og samfund kun ud fra dets "nyttegrad" for erhvervslivet har vi en fuldendt gennemgribende dæmonisering af samfundet of dets individer underlagt en del af samfundslivet, nemlig erhvervslivet.

    Det er desværre den dæmonisering Socialdemokratiet er skabt for at implementere, som det skete ved Stauning i 30¨erne og nu ved krigsministeren mod de fattige Mette Frederiksen.

    Socialdemokratiet vil aldrig kunne overbevises om at soørge boregeren:

    "Hvad vil du selv?", desværre, eller hvad vil du i dit liv? Hvad vil du opnå med dit liv?- eller soørge sig selv om mennesker kan tænkes ikke kun at være en del af produktionen?

    Men hvad er produktionen egentlig værd, når den kun bruges til at give produktionen ret til retten over alle menneskers liv og til at tage menneskers frihed i tænkningen, kulturen og ånden fra dem?

    Produktionen er ikke længere kun produktion og service, den er også blevet til vores DOMMER og RELIGION og gud, vores mammon.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Desværre...

    er dit skriv så realistisk og sandfærdigt, Lisbeth Riisager Henriksen, at det løber mig koldt ned ad ryggen.
    Tak, fordi du så seriøst griber pennen.
    Hvad ER det dog for et selvpromoverende, selvhævdende og uvidende menneskesyn, vi oplever hos rigtigt mange ansvarlige, ledende politikere, hvor man indenfor murene tilsyneladende ikke magter at samarbejde hverken tværpolitisk eller ministerierne imellem..... og heller ikke ønsker eller giver sig tid til at lytte til hverken borgerne eller fagkundskaben.
    ....**Hvorfor har man så stort behov for at påstå,
    at
    .... minoritsgrupper og mindretal vil svindle og snyde, eksempelvis arbejdsløse, handicappede, kronisk syge, flygtninge, familier med mere end 3 børn, SU-modtagere og generelt alle udlændinge.
    at
    ....offentligt ansatte er udygtige og dovne, de studerende studerer ikke hurtigt nok, hjemmeplejen er for langsom, børn fra vuggestuealderen og opefter udvikler sig ikke hurtigt nok, og forældrene har ikke forstand på at opdrage deres børn

    .... alle skal testes og tjekkes samt effektivitets. og kvalitetskontrolleres.
    Nuvel:
    ....Som folkevalgt kan man ikke vide alt....især, hvis man har påtaget sig ansvaret for et område, hvor man ikke umiddelbart har den faglige indsigt og viden.
    MEN
    ....Hvorfor i alverden eksporterer man så de fagligt indsigtsfulde styrelser til Langtbortistan fra det daglige arbejde og nære paratviden og rådgivning på Christiansborg?
    ....Hvorfor i alverden skal eksempelvis Det Centrale Handicapråd forflyttes til Brovst i det nordvestligste Jylland, til det fjerneste hjørne, længst væk fra Christiansborg?
    ....
    Er det dybest set for at undgå de alt for mange borgernære erfaringer og faglige indspark til de ansvarlige politikeres beslutninger?
    I påkommende tilfælde er det dybt, dybt foruroligende.
    Lissi Holm:
    Ja min gamle far, der hele sit liv sad i byrådet for Socialdemolratiet og som døde alt for tidligt grundet PTS forårsaget af hans indsats i frihedskampen under 2. Verdenskrig, ville vende sig i sin grav, hvis han kunne erfare udviklingen.

  • Anmeld

    Christian X

    Ideologi er substitut for intelligens og indsigt


    Konsekvenserne for den politiske proces er, at det rigtige først bliver gennemført, når alt andet er forsøgt...

  • Anmeld

    Jane fammé · Painter

    Regering, embedsmænd og kommuner fabrikerer selv den sociale virkelighed

    " For at blive troet måtte nazisterne fabrikere virkeligheden selv og få jøderne til at ligne undermennesker" Åh, du er så skarp Lisbeth ! Det er jo præcist det der sker, at denne Ayan Rand-sekteriske regering vil gøre deres egne medborgere til undermennesker, hvis de ikke har opnår helbredsmæssig og økonomisk succes, Ihvertfald den forudsigelige del af befolkningen, som har brug for samfundets støtte. Men disse selvgode embedsmænd, vil ikke nøjes med at jorde nedslidte, sygdomsramte og arbejdsskadede "ledige", og du har ganske ret i, at det er en ideologisk kampf imod danskernes velfærd fra vugge til grav.,,, Sikken et ansvar medierne har !

  • Anmeld

    Jane fammé · Painter

    I. R. Bertelsen

    Rigtig fin kommentar og hvor kunne det være berigende, at høre mere om din far og din egen opsang til socialdemokratiets politikere og vælgere. Måske er vi heldige og ser en Blog-artikel fra din hånd en dag