Evident viden er ikke alt

For at det sociale arbejde kan blive vidensbaseret, må der tænkes i en strategi, hvor der arbejdes med alle vidensformer. Derfor er det ikke nok at pege på metoder, som kommunerne kan bruge.

Karin Kildedal
Lektor

Af Karin Kildedal,
Lektor, cand.scient.soc. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, 
Aalborg Universitet.

Det sociale arbejde med børn og unge er i mange år blevet kritiseret for at være for lidt vidensbaseret, og det har blandt andet ført til debatten om, at det sociale arbejde skal bygge på evident viden. Især har de politiske krav ofte indebåret dette begreb. Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har således præsenteret fire konkrete metoder, der ifølge en rapport fra Rambøll Management kan anses for at være evidente, og som ifølge ministeren kan vise kommunerne vejen til de gode løsninger.

Min intention med dette indlæg er ikke at diskutere om disse fire metoder "virker" eller ej, men at argumentere for, at der i debatten inddrages en bredere vidensforståelse, end den, der ligger bag opfattelsen af, at "evident viden" alene kan forbedre det sociale arbejde.

For det første er en metode aldrig bedre end dem, der udfører den. Sagt på en anden måde, om den "virker" eller ej, er tæt forbundet med den måde, den bliver udført på. I alt socialt arbejde gælder, at den kontakt - eller relation - der opstår mellem hjælperen og familien, har stor betydning og ofte større betydning end selve metoden. Metoden "virker" altså kun, hvis den udføres af professionelle, som formår at opnå familiens tillid.

For det andet omfatter det sociale arbejde på børn og ungeområdet langt mere end de typer af hjælpeforanstaltninger, som disse fire metoder udgør. Det praktiske sociale arbejde består også af §50-undersøgelser, møder med familier og børn, samtaler, rådgivning og vejledning som umiddelbart hører hjemme i metodiske skabeloner.

For det tredje er socialt arbejde en profession, hvor der også er arbejdet med andre former for viden, eksempelvis "teorier" som grundlag for udførelsen af arbejdet. For eksempel er der aktuelt mange kommuner, der har valgt at arbejde ud fra ICS (Integrated Children System), der er en systemisk teori. Hvis man skal arbejde systemisk i en §50-undersøgelse, betyder det eksempelvis, at der primært lægges vægt på at undersøge samspillet mellem barnet og alle dem, der omgås barnet: familiens medlemmer, læreren, pædagoger mv. Der vil også altid være en udviklingspsykologisk teori og dermed en forståelse af, hvordan børn udvikler sig.


Her er det ikke ligegyldigt, om det er de nyere pt. mest anerkendte teorier, som anvendes, eller ældre mere umoderne. Der er mange teorivalg at træffe i en given praksis, og der er mange udfordringer og vanskeligheder ved at omsætte teori til praksis. Her er kritikken ofte berettiget, idet mange praksisser ikke har et eksplicit defineret teorigrundlag. En anden vigtig vidensform er forældres og barns egen "viden om sig selv". Her spiller læringsteori en rolle, fordi vi fra læringsteorien ved, at hvis ikke socialarbejderen inddrager den viden, den enkelte har om sig selv, og om, hvad der skal til for at overvinde en problemstilling, så lykkes socialt arbejde sjældent. Her spiller valg af viden om kommunikation ind, hvis en socialarbejder skal etablere en kontakt, der på kvalificeret vis kan frembringe denne viden.

For at det sociale arbejde kan blive vidensbaseret, må der tænkes i en strategi, hvor der arbejdes med alle vidensformer. Derfor er det ikke nok at pege på metoder, som kommunerne kan bruge. Der kræves en dialog og beslutninger om, hvordan man i øvrigt støtter opkvalificering af praksis, og her kommer hele diskussionen om uddannelse, faglige ledelse og rimelige arbejdsvilkår ind i billedet.