Debat

Medvind: Visitationsregler for det sociale frikort kan afholde udsatte fra ordinært arbejde

Hvis det sociale frikort skal kunne være en trædesten på vejen mod et almindeligt lønarbejde, skal visitationen og genvisitationen gøres mere smidig, skriver Henrik Smedegaard Mortensen.

Hos Medvind arbejder frijobbere med cykelreparation på deres egne præmisser, skriver Henrik Smedegaard Mortensen.
Hos Medvind arbejder frijobbere med cykelreparation på deres egne præmisser, skriver Henrik Smedegaard Mortensen.Foto: Medvind/Lasse Bak Mejlvang
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det nytter ikke, at frijobbere mister deres frikort, hvis de for en periode prøver kræfter med det ordinære arbejdsmarked. Frikortsarbejdet skal være der for dem, så de stadig har noget at stå op til, hvis det ordinære arbejdsmarked skulle vise sig at være for krævende.
 
Tag for eksempel Michael. Han arbejder i min virksomhed Medvind på det sociale frikort. Michael har en historie med stoffer og kriminalitet fra den tidlige ungdom, og han har som midaldrende aldrig for alvor været tilknyttet det ordinære arbejdsmarked. Han kæmper stadig med sine indre dæmoner og med at skabe sig en stabil hverdag.

Debatserie

Hvilke benspænd forhindrer de allermest udsatte i at opnå en værdig tilværelse? Det spørger Altinget Social om i denne debatserie.

Udsatte borgere kan slå sig på indretningen af vores offentlighed og ting, vi andre enten ikke ser eller tager for givet. Derfor stiller vi i de kommende uger følgende spørgsmål: 

Hvor er benspændende for hjemløse, personer, der kæmper med psykiske udfordringer eller et misbrug? Hvilke konsekvenser har det for andre områder, hvor vi forsøger at hjælpe borgerne med deres boligsituation, indsatser i sundhedsvæsenet eller hjælp til at komme i beskæftigelse? 

Hvis du vil deltage i debatten, kan du skrive til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Hos Medvind sker der et lille mirakel hver morgen. Aktive stofbrugere, hjemløse og andre udsatte møder ind på arbejde. Mange morgener kommer Michael. Der er også mange morgener, hvor han ikke gør. Vi mødes til morgenkaffe, dem vi nu er. Drøfter dagens opgaver og fortæller dårlige jokes.
 
Frijobberne bliver oplært i cykelpleje og tager ud på gaden, hvor servicen tilbydes til handlende foran supermarkeder. Ved at indgå i et arbejdsfællesskab med frie rammer, får de øget arbejdsglæde, selvværd og livskvalitet.
 
Som Michael engang selv sagde: "Jeg kan godt arbejde, men jeg kan ikke passe et arbejde." Medvind er skabt ud fra et mantra om, at alle kan bidrage, når rammerne passer – og det virker i kraft af det sociale frikort.

Visitationsregler kan hæmme

Michael har været frijobber i to år og klarer arbejdet rigtig godt. En dag står han på gaden foran Føtex og rengør cykler, da han falder i snak med en kunde. Kunden har en cykelforretning og tilbyder Michael et job. Altså, et almindeligt job med almindelige mødetider og almindelig løn.

Visitationsreglerne for det sociale frikort har en hæmmende sideeffekt på det, det ellers skaber grobund for

Henrik Smedegaard Mortensen
Medstifter, Medvind

Det er den helt store drøm for Michael – og for mange andre frijobbere. Men Michael turde ikke tage chancen, fordi han vidste, at han så ville miste den sikkerhed, han har i sit frijob her hos Medvind. Hvis det trods hans fremskridt ville være for svært for ham at leve op til forventningerne på et almindeligt arbejde, ville han ikke være berettiget til det sociale frikort igen før et helt kalenderår senere.
 
For at kunne få det sociale frikort må man ikke have tjent mere end 10.000 kroner på arbejde indenfor det seneste år. Det giver sådan set god mening, at man sikrer, at det sociale frikort kun gives til reelt socialt udsatte. Men vi ser også her hos os, at nogle få vokser så meget, at de får mod på at prøve kræfter med det ordinære arbejdsmarked.
 
På den måde kommer visitationsreglerne for det sociale frikort til at have en hæmmende sideeffekt på det, det ellers skaber grobund for: at socialt udsatte mennesker kan bidrage under de rammer, de er parate og i stand til.
 
Det er ærgerligt, for det sociale frikort fungerer. Det er Medvind et bevis på.

Frijobberne skal kunne fejle

Michael har stadig perioder, hvor stoffer og depression hiver ham ind i en nedadgående spiral. Et ordinært arbejde med forventning om mødestabilitet ville sandsynligvis være for krævende for ham.

Jeg kunne godt ønske mig, at det var nemmere at få frikortet igen, hvis man har haft det én gang

Henrik Smedegaard Mortensen
Medstifter, Medvind

Men hvem ved – måske ville det være det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt? Måske ville det være et syvmileskridt i retning af et almindeligt liv, som er Michaels største drøm. Vi ved det ikke, for han tør ikke satse sit frikortsarbejde hos Medvind. Han har brug for det i sine svære perioder. Muligheden for bare en halv times arbejde på de få gode dage er med til at få ham ud af den negative spiral.
 
Jeg kunne godt ønske mig, at det var nemmere at få frikortet igen, hvis man har haft det én gang. På den måde kan frijobberne bruge frikortet som springbræt i det omfang, de kan og ønsker uden at frygte at miste det.
 
Frijobberne er vant til at fejle i mange andre aspekter af deres liv. Vi kan gøre det trygt for dem at fejle på arbejdsmarkedet, hvis de kan stole på, at de bliver grebet, hvis de glider. Hvis de ved, at de kan vende tilbage til det sociale frikort i tilfælde af, at de ikke kan passe et almindeligt arbejde, kan vi motivere dem til at forsøge.
 
Så står jeg klar hos Medvind med arbejde, kaffe og fællesskab, hvis det ikke lykkes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00