Ministeren er imod fleksible uddannelser til handicappede

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Folketinget debatterer fremtidens system for SU. De studerende skal hurtigere igennem systemet, fordi arbejdsmarkedet står i den anden ende og mangler arbejdskraft - eller kommer til at mangle.

Personer med handicap ønsker at blive en del af den kvalificerede danske arbejdsstyrke ved at gennemføre deres studier med det samme høje kvalitetsniveau som andre, der også skal konkurrere om fremtidens arbejdspladser. 

Hvis Folketinget beslutter, at alle studerende skal hurtigere igennem systemet, vil de kendte problemer for 6-8.000 studerende med handicap blive større. Det vil blive vanskeligt, læs umuligt, for alle at gennemføre studierne hurtigere. Allerede i dag må flere opgive at nå at blive færdige, før SU-rammen løber ud.

Morten Østergaard, ministeren for uddannelse, har den holdning, at personer med handicap, der ikke kan nå at blive færdige inden for tidsfristen, skal søge om dispensation for at få forlænget perioden med SU i op til 12 måneder.

Begrundelsen for dispensation skal være sygdom. Problemet for de studerende med handicap er bare, at man godt kan have et handicap uden at være syg. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen. Desværre vil Morten Østergaard ikke være med til at se på, om loven kan indrettes således, at der også bliver plads til flere studerende med handicap. 

Når man ved, som man i nogle tilfælde gør, at jobbet i den anden ende vil være på særlige vilkår som f.eks. i et fleksjob, er det underligt, at uddannelsen ikke kan indrettes fleksibelt!

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Legitim positiv særbehandling
Det er uanstændigt at forlange, at man skal søge dispensation med henvisning til en sygdom (der ikke nødvendigvis findes), og kravet samtidig er at fastholde en opfattelse af, at de fleste personer med handicap er syge!

Det bliver endnu mere grotesk, når vi ved, at rigtig mange studerende med handicap ikke opnår dispensation, fordi man netop henviser til, at de ikke har en sygdom, der er alvorlig nok. Derfor falder alt for mange studerende med handicap fra, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen. 

Morten Østergaard har naturligvis ret i, at reglerne omkring SU og det særlige handicaptillæg, som gives til studerende med handicap, der ikke kan arbejde ved siden af deres studier, gennem tiderne er blevet ændret med en politisk forventning om, at de studerende forventes at kunne gennemføre uddannelsen på almindelige SU-vilkår. Men når det ikke lykkes, er det måske rimeligt at tænke sig om i forhold til, om der er behov for ændringer, der kan fremme muligheden for, at personer med handicap har lige forudsætninger for at deltage i konkurrencen om arbejdspladserne på virksomhederne.

Ministeren har ikke øje for, at det er nødvendigt at indrette uddannelserne og den tilhørende SU, så den giver optimale vilkår - også for personer med handicap. Det er nødvendigt med mere fleksible uddannelser, der kan tilpasses den enkeltes funktionsnedsættelse. Når man ved, som man i nogle tilfælde gør, at jobbet i den anden ende vil være på særlige vilkår som f.eks. i et fleksjob, er det underligt, at uddannelsen ikke kan indrettes fleksibelt! Det er rimeligt med positiv særbehandling og rimelig tilpasning, når det er legitimt i forhold til målet. Og det bør det være, når det er personer med handicap, der er tale om. 

Det kan godt være, at det vil koste lidt flere SU-kroner at gøre uddannelserne mere fleksible i forhold til at efterkomme behovene hos studerende med handicap, så den samlede besparelse af SU-reformen bliver en smule mindre. Men hvad gør det, hvis resultatet er beskæftigelse, og alternativet er passiv forsørgelse?

Korteste vej til arbejdsmarkedet er ikke nødvendigvis den rigtige
Morten Østergaard mener, at hvis ikke man er i stand til at leve op til kravene i studieindustrien, så må man på revalidering! Det betyder, at det frie valg af studie er et privilegium, som personer med handicap ikke får del i. Har man et handicap, er det nemlig den kommunale sagsbehandler, der beslutter, om studiet er realistisk og erhvervsorienteret.

Revalidering ydes med henblik på "den kortest mulige vej til arbejdsmarkedet", hvilket ofte betyder, at der slet ikke er mulighed for en længerevarende videregående uddannelse - og så er man lige vidt. Det var i øvrigt den radikale undervisningsminister Margrethe Vestager, der afskaffede revalidering som den primære vej til uddannelse for personer med handicap.

Det virker underligt, at ministeren ikke har antennerne ude i forhold til, hvad der sker i det virkelige liv. Der er ikke noget galt i at ændre en dårlig beslutning til en god, når man er blevet klogere. Der er derimod noget galt, hvis man fastholder dårlige løsninger - og gør dem endnu dårligere.

Man må håbe, at Folketinget som minimum pålægger ministeren at sikre en hurtig og effektiv analyse med henblik på at finde frem til den rigtige lovgivning, der kan sikre de nødvendige og fleksible uddannelser, der kan betyde, at studerende med handicap kan komme igennem deres uddannelse og få et job på det arbejdsmarked, der skriger efter kompetencer.

Er det ikke De Radikale, der ynder at tilslutte sig, at man skal behandle folk forskelligt for at behandle dem lige?