Kommentar af 
Knud Aarup

Pernille Rosenkrantz-Theil bør gribe muligheden for et nødvendigt socialpolitisk kursskifte

Et ekspertudvalg har fremlagt en række indledende anbefalinger til det specialiserede socialområde, men socialministeren skal i en helt anden retning, hvis hun vil føre socialpolitik til gavn for mennesker med særlige behov og hele velfærdssamfundet, skriver Knud Aarup.

En ny socialpolitisk retning vil sætte trumf på de intentioner, der ligger i regeringsgrundlaget, skriver Knud Aarup. 
En ny socialpolitisk retning vil sætte trumf på de intentioner, der ligger i regeringsgrundlaget, skriver Knud Aarup. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Knud Aarup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her i starten af maj barslede det såkaldte Ekspertudvalg for socialområdet med deres indledende rapport. Udvalget er nedsat som forberedelse til kommuneforhandlingerne og handler om indsatsen på det specialiserede socialområde, det vil sige personer med handicap, psykisk sygdom eller sociale problemer.

Udvalget er således et resultat af KL’s stadige beklagelser over udgiftsudviklingen på det specialiserede socialområde. 

De kan i rapporten ikke forstå, hvorfor udgifterne bliver ved med at stige. De vil under overskrifter som ”andre rammevilkår og mere omsorg og et bedre liv til borgerne” have lov til at lave besparelser i den enkelte kommune eller i KL-sprog: ”vedtage og gennemføre politiske prioriteringer generelt på velfærdsområderne.”

Markedsstyringen har gennem mange år skabt usunde dynamikker og mangel på faglighed på hele det sociale institutionsområde

Knud Aarup
Debattør

Rapporten er således fyldt med KL-logik og ministeriel økonomitænkning i både analyser og anbefalinger. Et af de mest afgørende udsagn er, at socialområdet, til forskel fra sundhedsområdet, skal være markedsstyret.

Det er en fortsat katastrofe for de mennesker som har særlige behov. Markedsstyringen har gennem mange år vist sig at skabe usunde dynamikker og mangel på faglighed på hele det sociale institutionsområde. Det at organisere indsatsen overfor mennesker med de mest komplekse sociale og sundhedsmæssige udfordringer ud fra en ”bestiller-udfører model” har ødelagt livet for mange og sendt dem i udenforskab.

Alternativt kunne kvaliteten af den socialfaglige indsats forbedres gennem en overordnet styret socialfaglig specialisering af alle de specialiserede indsatser. Også her er erfaringerne gode på sundhedsområdet. Her er kvaliteten øget til samme pris gennem en benhård centralstyret fordeling af specialer på tværs af landet og indenfor regioner.

På samme måde ser udvalget ikke på mulige omprioriteringer mellem almenområdet og det specialiserede socialområde.

Man forsøger ikke engang at undersøge, om der skulle være en sammenhæng mellem det fravær af socialpædagogiske indsats på dagtilbuds- og skoleområdet, som har været gældende siden kommunernes overtagelse af hele området i 2007 og den voldsomme udgiftsudvikling. Tænk sig, hvis almenområdets dårlige indsats overfor børn og unge med særlige behov i den lette ende er den væsentligste årsag til udgiftsstigningen på det specialiserede socialområde.

Udvalget afslører en total mangel på kendskab til det socialpolitiske grundlag for velfærdssamfundet. Det har de sidste 50 år været et definerende fundament, at personer med handicap, psykisk sygdom eller sociale problemer skulle have lige muligheder for at få et liv som andre, at forfølge egne drømme og derigennem bidrage til fællesskabet og deltage på arbejdsmarkedet.

Det forudsætter, at det enkelte individ kompenseres, når problemerne opstår med henblik på at overkomme udfordringerne for at kunne deltage i samfundet. Det er præcis den tilgang, som er indskrevet i regeringsgrundlaget: Ansvar for Danmark.

 

Læs også

Rigtig mange mennesker har i dag et voksenliv, fordi de tidligt fik den kompensation. Mange midaldrende har i dag en uddannelse, som de fik, fordi de have udfordringer af fysisk, psykisk eller social karakter og blev tilbudt revalidering, hvorefter de har klaret sig selv gennem hele livet. Godt nok er der sket ændringer især efter 2001, men mig bekendt tilslutter hovedparten af partierne sig stadig grundprincippet om lige muligheder.

Det har også været et grundprincip, at alle offentlige myndigheder har et ansvar for, at deres tilbud er tilgængelige for mennesker med særlige behov. Det kaldes for sektoransvarlighedsprincipper.

Igen kunne udvalget have valgt at pege på det forhold, at dagtilbuddene og folkeskolen generelt ekskluderer børn og unge med særlige behov.

Mere end 95 procent af alle danske børn er i dagtilbud og mere end 82 procent i folkeskole. Så det er kommunerne, som fejler, når mere end halvdelen af alle børn med handicap, psykiske udfordringer og sociale problemer ikke får folkeskolens afgangseksamen. Det er menneskeligt en katastrofe og samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt, og det betyder, at udgifterne til de specialiserede sociale indsatser for unge og voksne vokser, og velfærdssamfundet bliver dyrt og dårligt. 

Kommunerne fejler, når mere end halvdelen af alle børn med handicap, psykiske udfordringer og sociale problemer ikke får folkeskolens afgangseksamen

Knud Aarup
Debattør

Jeg har lyst til at parafrasere Thorbjørn Egners bog Karius og Baktus og sige: ”Du skal ikke lytte til dit udvalg, Pernille”.

Pernille Rosenkrantz-Theil bør i stedet tage udgangspunkt i Ansvar for Danmark.

Her sætter regeringen fokus på det lange seje træk at give børn og unge med særlige udfordringer på grund af sociale problemer, fysiske funktionsnedsættelser eller psykisk sygdom en chance for at gennemføre folkeskolen og få en ungdomsuddannelse. Der er fokus på, at alle skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet og gennem arbejdsfællesskabet få sig et liv.

Det indebærer, at Pernille Rosenkrantz-Theil skal tage Mattias Tesfaye i hånden, og sammen skal de sikre, at kommunerne tager deres opgave i forhold til mennesker med særlige behov alvorligt.

Kommunerne har nok hverken den faglige viden eller den politiske vilje. For de kan kun tænke i kortsigtet økonomi. Men hvis regeringen skal lykkes både med at løfte 45.000 unge, som i dag hverken er i uddannelse, træning eller beskæftigelse og samtidig sikre en anstændig langsigtet socialfaglig og socialpædagogiske indsats for de mange børn, unge og voksne med særlige behov, så samfundet ikke fortsætter med at sende så mange i udenforskab, så skal de relevante ministerier vise, at de kan arbejde og politikudvikle på tværs.

Det vil være langsigtet socialpolitik, som batter. Og det vil måske gøre det lettere for kommunerne, når regeringen selv er gået en del af vejen – og så vil Pernille Rosenkrantz-Theil som socialminister have sat sig et spor for eftertiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Aarup

Debattør, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, Socialstyrelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00