Debat

Rådet for Socialt Udsatte: Reformér socialområdet for de mest udsatte, så hjælpen samles ét sted

Regeringen har varslet grundlæggende forandringer i den måde, vi møder vores mest udsatte medmennesker på. Rådet for Socialt Udsatte anbefaler nye enheder, som giver udsatte mennesker én indgang til en samlet hjælp, skriver formand for rådet, Kira West.

ACT-metoden, der står for Assertive Community Treatment, er en vedholdende individuelt tilpasset støtteindsats til mennesker med så svære problemer, at de ikke kan benytte det eksisterende støttesystem, skriver Kira West.
ACT-metoden, der står for Assertive Community Treatment, er en vedholdende individuelt tilpasset støtteindsats til mennesker med så svære problemer, at de ikke kan benytte det eksisterende støttesystem, skriver Kira West.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kira West
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er graverende mangler i velfærdssystemet, som paradoksalt nok betyder, at de allermest udsatte mennesker ikke får den støtte, som de har brug for og ret til.

Nogenlunde sådan lød social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) dom over "Systemdanmark" i Weekendavisen i august. En dom, som også afspejler sig i regeringsgrundlaget, hvor regeringen varsler et opgør med den måde, som vi møder de mest udsatte på i dag.

En omkalfatring af indsatserne til de mest udsatte kræver både mod og vilje til at gøre op med eksisterende systemer.

Kira West
Formand i Rådet for Socialt Udsatte

Regeringen vil i stedet lægge "grundstenene til en ny politik", hvor de mest udsatte mødes med "værdighed og på en måde, hvor vi tager langt bedre hånd om dem, som har allermest behov for det."

Det er helt utroligt positivt og spændende, men samtidig også en meget stor opgave. En omkalfatring af indsatserne til de mest udsatte kræver både mod og vilje til at gøre op med eksisterende systemer, som ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke taler sammen på tværs.

For det er dét, der er problemet. At systemerne ikke formår at give helhedsorienterede indsatser med fokus på, hvad den enkelte har brug for og ønsker for sit eget liv.

Derfor anbefaler Rådet for Socialt Udsatte en reform af indsatsen for de mest udsatte baseret på et menneskesyn, hvor indsatsen tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov, ønsker og drømme for fremtiden, og hvor vi opretter specialiserede enheder, der giver udsatte mennesker én indgang til en samlet hjælp. 

Vi skal give individuel støtte

Enhederne arbejder efter den evidensbaserede ACT-metode, der står for Assertive Community Treatment. Det er en vedholdende individuelt tilpasset støtteindsats til mennesker med så svære problemer, at de ikke kan benytte det eksisterende støttesystem.

De fleste mennesker vil gerne bidrage og være del af et arbejdsfællesskab, men for de mest udsatte står sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer ofte i vejen.

Kira West
Formand i Rådet for Socialt Udsatte

I ACT-enhederne er der ansat relevante fagpersoner - sundhedsarbejdere, socialrådgivere, psykiatere, rusmiddelbehandlere, jobkonsulenter et cetera – og sammen sikrer de, at udsatte mennesker får integrerede, opsøgende og værdige indsatser.

I dag møder de mest udsatte utallige lukkede døre og blindgyder i systemet, men ACT-enheden er den enkeltes indgang til en samlet indsats i det etablerede velfærdssystem.

Vi ved fra udlandet, at ACT-metoden virker. Og det gør den, fordi den skaber rammerne for en sammenhængende indsats med et tilpasset fokus på social og praktisk støtte, sundhed, psykiatri, rusmiddelbehandling, indtægt, bolig, uddannelse eller beskæftigelse og så videre - med én samlet visitation uafhængigt af kommunegrænser og så længe, der er behov.

I enheden får borgeren én primær kontaktperson, som kan skifte efter ønske og behov. Og i stedet for at stille krav om møder hos kommunen, mødes man i borgerens eget hjem, på gaden, på et herberg eller et andet sted, som han eller hun føler sig tryg ved.

De fleste mennesker vil gerne bidrage og være del af et arbejdsfællesskab, men for de mest udsatte står sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer ofte i vejen. Derfor skal ACT-enheden arbejde med det, som borgeren ønsker hjælp til, og kun have fokus på beskæftigelse på en måde, som giver mening for den enkelte. 

Udvid målgruppen

Hvis vi laver ACT-enheder kan vi skræddersy hjælpen til den enkelte og undgå de store menneskelige omkostninger, som det alt for ofte har, når socialt udsatte møder systemets mange ukoordinerede krav, aktører og tilbud.

Det vil samtidig være en langt klogere brug af de mange midler, som vi i dag bruger på akutte ydelser - ydelser, som kun hjælper her og nu og ikke løfter mennesker ud af social udsathed.

Der er altså både menneskelige og samfundsøkonomiske gevinster at hente, samtidig med at vi giver værdighed og en vej ind i fællesskabet til udsatte mennesker.

Kira West
Formand i Rådet for Socialt Udsatte

Der er altså både menneskelige og samfundsøkonomiske gevinster at hente, samtidig med at vi giver værdighed og en vej ind i fællesskabet til udsatte mennesker.

Den længe ventede hjemløsereform trådte i kraft 1. oktober. Den betyder, at kommunerne nu har økonomisk incitament til at hjælpe mennesker ud af hjemløshed efter Housing First-tilgangen ved at tilbyde dem en egnet, betalbar bolig og samtidig sætte ind med en individuel, specialiseret støtteindsats, herunder ACT-indsats til dem, der har brug for den mest intensive indsats.

Det handler derfor dybest set om at udvide målgruppen for ACT.

Og som social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil selv sagde til Weekendavisen i august, da hun blev interviewet om regeringens planer om at omlægge socialpolitikken for de mest udsatte: "Uanset hvordan man regner på tingene, kan det næsten ikke blive dyrere end i dag…"

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kira West

Formand, Rådet for Social Udsatte, direktør, Hjem til Alle Alliancen
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), diplomuddannelse i ledelse (2012)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00