S: En tiårsplan for psykiatrien skal ikke hastes igennem og blive endnu en lappeløsning

Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Det er en af de målsætninger, vi satte os, da vi for godt to år siden lavede et forståelsespapir sammen med vores støttepartier. Derfor er det også hjerteskærende at læse, at mange børn mistrives og rammes af psykisk sygdom. Mange børn helt ned til under ti år får alvorlige psykiske lidelser.

Det er også hjerteskærende at læse om, hvordan mange familier oplever, at de slet ikke bliver mødt med den nødvendige hjælp og støtte, når de henvender sig. Hvordan de må kæmpe sig vej gennem systemer, mens børnene får det dårligere.

Det må og skal vi kunne gøre bedre, end vi gør i dag.

Fokus på den tidlige indsats

Som flere her på Altinget.dk også har fortalt, så oplever mange forældre at løbe panden mod en mur, når de søger hjælp til deres børn. Børnene bliver afvist i psykiatrien, fordi de ikke er syge nok. Men hvis de så ikke bliver mødt med et andet tilbud, så risikerer de desværre at blive det. Med store konsekvenser for både barnet og familien. Og et større pres på vores sundhedsvæsen.

Vi skal gribe de børn og give dem og deres familie et tilbud, inden de bliver så syge, at de skal indlægges i psykiatrien. Det er langt fra alle børn, hvor den bedste løsning er at komme ind i psykiatrien. Men så må der sættes noget andet i stedet.

Vi kan ikke bare lade børnene og deres familier stå uden støtte. Vi skal derfor have en styrket indsats for børn og unge. Det arbejdes der lige nu på i flere ministerier.

Socialdemokratiet gik til valg på en tiårsplan for psykiatrien. Med blandt andet en tidlig og mere sammenhængende indsats over for børn og unge. Siden valget har vi tilført psykiatrien 600 millioner kroner ekstra, vi har indført permanent gratis psykologhjælp til de 18-24-årige, og vi har igangsat arbejdet med en tiårsplan, blandt andet med fokus på den tidlige indsats over for børn og unge.

Skal ikke hastes igennem

Lige nu er et stort arbejde i gang under både Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, blandt andet ved at undersøge indsatserne på det kommunale område. Eksempelvis indsatsen i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), som flere af indlæggene her på Altinget har peget på som et sted at styrke indsatsen.

Så snart opgaven med at tegne både udfordringer og mulige løsninger er klar, skal vi i gang med at forhandle om en tiårsplan.

Derfor bliver jeg ærlig talt også lidt træt af at læse Jane Heitmann (V) og Ellen Trane Nørby (V) brokke sig over, at arbejdet er blevet udskudt på grund af den værste epidemi i 100 år. De sad selv fire år ved magten, hvor der ikke var corona, men nåede alligevel ikke selv i mål med en tiårsplan.

Når vi nu er enige om, at her er en udfordring, vi skal have løst, skulle vi så ikke i stedet samarbejde om at finde de bedste løsninger?

Jeg deler fuldt ud utålmodigheden efter at komme i gang med arbejdet, for psykiatrien har i alt for mange år været underprioriteret, og mange indsatser har kun været midlertidige og finansieret via den såkaldte satspulje. Og netop derfor er det så vigtigt, at vi denne gang får et gennemarbejdet, fagligt oplæg, der beskriver både udfordringer og mulige løsninger, før vi går i gang med forhandlingerne.

Det er også den besked, jeg får, når jeg taler med folk inden for psykiatrien. Her vil mange hellere bruge lidt ekstra tid, og så få et gennemarbejdet oplæg, frem for at haste noget igennem, som risikerer at blive endnu en omgang lappeløsninger.

Næppe én forklaring eller én løsning

Men flere penge og bedre sammenhænge i behandlingstilbud gør det ikke alene. Det er vigtigt, men vi er jo også nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvorfor mistrives så mange børn og unge i det, der burde være et af verdens bedste lande at være barn og ung i?

Det er helt sikkert ikke noget, vi kommer til at løse med et snuptag i en tiårsplan. 

Julie Skovsby (S)
Psykiatriordfører

Er der noget i vores samfund, som presser mange børn og unge ud i depression, angst og spiseforstyrrelser? Det er jo ikke et isoleret dansk fænomen, men noget som vi ser i en række vestlige lande. 

Der er givet mange bud, fra de sociale mediers krav om hele tiden at være på, kravet om at fremstå perfekt over for sine omgivelser og karakterræset i skolen. Der er næppe én forklaring og næppe heller én løsning.

Og det er helt sikkert ikke noget, vi kommer til at løse med et snuptag i en tiårsplan, og meget af det handler sikkert om noget, der sker uden for vores sundhedsvæsen.

Men vi er nødt til at have diskussionen med hinanden, hvis vi skal gå op imod det.