Politisk ordfører: Marie Bjerre har et sørgeligt syn på ligestilling

Desværre kan jeg ikke komme til anden konklusion, end at Venstre har opgivet sin tro på mænd og kvinder som ansvarlige og myndige borgere, der sagtens kan tage ansvar for eget liv, og i stedet købt ind på venstrefløjens forfejlede præmisser for en meningsfuld ligestillingsdebat.

Staten kommer helt ind i familielivet

Venstrefløjens grundopfattelse er, at vi lever i et grundlæggende patriarkalsk samfund, hvor mænd holder kvinder nede ved hjælp af et utal af usynlige strukturer.

Derfor er venstrefløjens forklaring på stort set enhver forskel mellem mænd og kvinder, at det må skyldes diskrimination, manglende ligestilling eller magtmisbrug – uanset om vi snakker løn, karrierevalg, barsel og så videre.

Bjerre fremmer en fortælling om, at kvinder bliver udelukket af alle mulige sfærer, fordi en masse mænd angiveligt fokuserer mere på, hvad folk har mellem benene end på deres virksomheders bundlinje

Sólbjørg Jakobsen (LA)
MF

Hvis man som kvinde bliver enig med sin ægtefælle om, at det er bedst for ens egen familie at tage hovedparten af barslen, ja så lider man af en form for falsk bevidsthed.

Man ved simpelthen ikke, hvad der er bedst for en selv og det barn, som man har ansvaret for de næste 18 år. Det gør staten derimod. 

Staten skal derfor sørge for at indkræve borgernes penge over skatten og kun give dem tilbage til de artige borgere, der indrettet deres familieliv på den måde som venstrefløjen – og altså desværre også Venstre – foretrækker.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at folk på venstrefløjen mener, at staten skal løse alle virkelige eller indbildte problemer. Og ikke nok med, at Venstre nu finder det liberalt, at staten kommer helt ind i familielivet, det er åbenbart også liberalt, at staten søger at påvirke private og offentlige arbejdspladsers ansættelsesprocedurer igennem obligatoriske måltal for ledere og bestyrelser. 

Patriarkatets skjulte lænker

I Deadline-studiet slog det mig også, at vi sad tre højtuddannede, succesfulde kvinder – en studievært på landsdækkende tv, en minister og et folketingsmedlem – og skulle høre om, hvordan andre kvinder angiveligt ligger under for kulturer, som holder dem nede og forhindrer dem i at nå deres mål.

Jovist, måtte jeg implicit forstå på Marie Bjerre, vi tre er måske seje og dygtige kvinder. Men alle de andre, de almindelige kvinder, kan vi åbenbart slet ikke forvente det samme af. 

For i modsætning til os, der har opnået vores mål helt uden kvoter og måltal, kan de simpelthen ikke slippe ud af patriarkatets lænker gemt i "kulturen". 

Derfor skal de hjælpes med måltal, kulturændringer og tvangsfordelt barsel. Ja, sågar med "ligestillingsprogrammer" på universiteterne, der på tragikomisk vis kræver undtagelser fra ligebehandlingsloven. Det er åbenbart også liberalt, i hvert fald ifølge Venstre.

Tænk engang, hvilket umyndiggørende og infantiliserende syn på kvinder i 2024.

Kvinder både kan og vil

Samtidig fremmer Bjerre en fortælling om, at kvinder bliver udelukket af alle mulige sfærer, fordi en masse mænd angiveligt fokuserer mere på, hvad folk har mellem benene end på deres virksomheders bundlinje. 

Imidlertid viser historien krystalklart, at kvinder sagtens kan gøre sig gældende indenfor en lang række fag og endda udgøre det store flertal her. De nye årgange af læger, jurister, psykologer og mange andre er altovervejende kvinder, ganske som flertallet af universitetsstuderende nu også er kvinder. Kvinder kan og har op gennem det sidste århundrede til overmål demonstreret, at vi både kan og vil. 

Hele ligestillingsministeriets eksistensgrundlag, ser jeg som i bedste fald overflødigt og i værste fald decideret skadeligt. 

Sólbjørg Jakobsen (LA)
MF

Og skulle man købe påstanden om, at der findes en masse frustrerede og ekstremt kompetente kvinder, der ikke får deres karriereambitioner indfriet på grund af disse patriarkalske kulturer, så er det temmelig påfaldende, at ingen opportunistiske kapitalister indtil videre har stiftet virksomheder, der bare opsamler dette guld på gaden.

Hvis et stort antal kompetente kvinder både er billigere, på grund af angiveligt manglende ligeløn, og tilmed udgør et uudnyttet reservoir af kompetencer, ville de virksomheder altså have både bedre og billigere medarbejdere end deres sexistiske konkurrenter.

De ville derfor kunne grine hele vejen til banken, mens deres kønsdiskriminerende konkurrenter ville græde sig i søvn over de røde tal i regnskaberne.

Men det sker ikke, og det er efter alt at dømme fordi, kvinder såvel som mænd, træffer de valg i deres egne liv, som passer dem. Og det har vi i LA fuld tillid til, at de godt kan.

Og da mænd og kvinder er forskellige, så træffer de også, som grupper betragtet, forskellige valg. Et forsvindende lille antal danskere, uanset om de er mænd eller kvinder, stifter egen virksomhed, men flertallet af dem, der gør, er mænd.

Det skyldes formentlig blandt andet, at mænd og kvinder som grupper betragtet udviser forskellig grad af risikovillighed. Den forskel er lige så lidt udtryk for diskrimination af kvinder, som at kvinder udgør et flertal af fro eksempel pædagoger – eller læger – er udtryk for diskrimination af mænd. 

Sørgeligt uliberalt syn

På samme vis har vi et ligestillingsministerium, der institutionelt reducerer kvindekønnet til en slags samfundsmæssig specialklasse, hvis udfordringer kræver et helt særligt fokus. Hele Ligestillingsministeriets eksistensgrundlag, ser jeg derfor som i bedste fald overflødigt og i værste fald decideret skadeligt. 

Marie Bjerre og flere andre nominelt borgerlige har desværre fuldstændig købt venstrefløjens fortælling om, at kvinder er ofre

Sólbjørg Jakobsen (LA)
MF

Vi yder som samfund eksempelvis støtte og indsatser til mennesker med handicap på blandt andet social- uddannelses- og beskæftigelsesområdet, uden at have en "handicapminister" – og nej, køn er selvfølgelig ikke et handicap, hvis du lige var klar til at blive krænket af sammenligningen.

Vi arbejder også eksempelvis med retssikkerhed, som en helt integreret del af diverse områder.

Retssikkerhed er en selvfølge for os i Danmark. Det gennemsyrer vort demokratiske fundament og trods politiske variationer af konkrete løsninger, har vi en fælles forståelse af behovet for at løse løbende udfordringer og værne om borgernes retssikkerhed – helt uden at have et retssikkerhedsministerium.

Naturligvis er der stadig ligestillingsproblemer og kønnede udfordringer, når Danmark for ikke længe siden så ganske anderledes ud. Og ganske som vi aldrig "kommer i mål" med eksempelvis retssikkerhed, så ender vi naturligvis aldrig i en situation, hvor slet ingen i et land med seks millioner indbyggere ikke udøver eller bliver offer for diskrimination på baggrund af køn. 

Det konstante spørgsmål om hvorvidt "vi er i mål med ligestillingen", synes jeg er med til at afspore emnet. Ligestilling er, som retssikkerhed, ikke noget der måles på en vægt eller skal anses som en station, man ankommer til. Det er en integreret del af vores vestlige, moderne demokrati, der skal værnes om, og problemstillinger skal søges løst, når de opstår.

Marie Bjerre og flere andre nominelt borgerlige har desværre fuldstændig købt venstrefløjens fortælling om, at kvinder er ofre, der kræver samfundets hjælp og lovgivning for at agere i præcis samme rum som alle andre – og at ligestilling er en konkret destination vi for evigt skal være på vej til i et venstreorienteret resultatlighedstog. 

Det er trist, utidssvarende og desværre udtryk for et sørgeligt uliberalt syn på borgerne som nogle, der skal opdrages på og omformes i politikernes idealbillede. Det mener jeg og LA ikke. Vi mener, at staten er til for at tjene borgerne, ikke til hverken at opdrage eller omforme dem.