Styrk faglighed i arbejdet med udsatte børn

Det er frivilligt for den enkelte kommune, om man vil efter-videreuddanne sit personale, og det er op til den enkelte kommune, hvor mange sager en socialrådgiver skal kunne håndtere. Konsekvensen af disse to forhold er, at der er blevet et meget forskelligt fagligt niveau i kommunerne.

Karin Kildedal
Lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Af Karin Kildedal
Lektor, cand.scient.soc. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, 
Aalborg Universitet.

Vi har svigtet vores ansvar i forhold til udsatte børn og unge, skriver socialministeren, og det skal være slut nu. Det er jeg helt enig i, og jeg følger med interesse udformningen af de lovforslag, der fremlægges som følge af den såkaldte overgrebspakke, som ministeren har lanceret.

Et af punkterne i pakken handler om uddannelse. Her står under overskriften ”Styrkelse af uddannelses- og efteruddannelsesindsatsen for relevante faggrupper”, at der skal iværksættes en kvalitetssikring og målretning af uddannelses- og efteruddannelsesindsatsen.

Der står også, at initiativet skal munde ud i forslag til, hvordan den eksisterende uddannelse kan målrettes mere direkte den enkelte kommune og de særlige problemstillinger, der kan være lokalt.

Endelig skal der skal ses på, hvordan man i højere grad kan understøtte kompetenceudvikling lokalt for en hel medarbejdergruppe. Den sidste sætning om kompetenceudvikling for hele medarbejdergrupper hentyder måske til den task-force-enhed, som socialstyrelsen og ankestyrelsen har dannet, hvor man tilbyder lokal faglig hjælp til kommunerne på en række områder.

Styrkelse af en sådan indsats kan selvfølgelig bidrage til udvikling af en lokal praksis, hvor der er problemer på bestemte områder. Men en sådan indsats alene kan ikke forhindre, at der ikke sker svigt igen.

Ulighed i den faglige viden
Ud fra min mangeårige erfaring på området både som praktiker og senere som underviser og forsker har det længe været min opfattelse, at der må ændres grundlæggende på socialrådgivernes kompetenceniveau på dette område.

Efter kommunalreformen har kvaliteten i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge udviklet sig meget forskelligt. Det skyldes blandt andet, at det er frivilligt for den enkelte kommune, om man vil eftervidereuddanne sit personale, og at det er op til den enkelte kommune, hvor mange sager en socialrådgiver skal kunne håndtere. Konsekvensen af disse to forhold er, at der er blevet et meget forskelligt fagligt niveau i kommunerne.

I forhold til den ambitiøse målsætning om fremover at undgå den slags sager er det helt nødvendigt, at Folketinget påtager sig et ansvar for, at der kan blive et mere ensartet niveau i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge.

Det kan kun gøres ved, at Folketinget beslutter, hvilket uddannelsesniveau en socialrådgiver og faglig leder inden for børn- og ungeområdet skal være i besiddelse af og samtidig sætter en max-grænse for sagstal.

Certificering af medarbejdere
Hvad angår det at hæve den socialfaglige kvalitet, kan det løses ved at indføre krav om certificering af både socialrådgivere og faglige ledere. Vi har allerede en uddannelsesstruktur, der kan løse opgaven, hvis politikerne beslutter, at det skal være et krav. Mit forslag er følgende:

• Socialrådgiveruddannelsen forbliver, som den er.

• Diplomuddannelsen skal være et krav: Når en socialrådgiver ansættes i en børne- og ungeafdeling kræves samtidig videreuddannelse på diplomuddannelsen med det formål at gennemføre og ved afslutning få certifikat som ”børne-socialrådgiver”.

• Masteruddannelsen skal være et krav: De faglige ledere skal gennemgå videreuddannelse i faglig ledelse på masteruddannelsen i udsatte børn og unge.

• Socialstyrelsens kursuskatalog udbydes fortsat og anvendes til at udbyde efteruddannelseskurser, når der fx er ny lovgivning – eller med kurser rettet mod særlige områder.

En sådan uddannelsesstruktur ville betyde et konstant flow af ny viden ud i kommunerne, fordi der ofte skal være en eller flere medarbejdere af sted. Samtidig anvender både diplom- og masteruddannelsen pædagogiske modeller, der retter sig mod udvikling af samspillet mellem teori og praksis. Nu har vi strukturen, så mangler Folketinget bare at beslutte, at det skal være et krav og ikke noget, den enkelte kommune bestemmer.