Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen med opsang: Drop den verbale pudekamp under valgkampen

Der er nok af rigtige politiske problemer at tale om til en kommende valgkamp. Vælgerne sukker efter løsninger på de store udfordringer de kommende år og kan godt undvære taktik og personangreb, skriver Lisbeth Knudsen.

Store kriser kan fremtvinge politiske koalitioner, som man ikke troede mulige, men er vi der lige nu, hvor et politisk tvangsægteskab skulle være muligt med en reformdagsorden?
Store kriser kan fremtvinge politiske koalitioner, som man ikke troede mulige, men er vi der lige nu, hvor et politisk tvangsægteskab skulle være muligt med en reformdagsorden?Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et efterårsvalg nærmer sig, og det er altid interessant at kigge på, hvad der rører sig af bevægelser i vælgerhavet i den situation.

Hvis vi kigger på de spritnye nøglepartier i dansk politik, Danmarksdemokraterne og Moderaterne, så varedeklarerer de sig ikke som protestpartier. Men hver på deres måde er de alligevel modstrømsbevægelser til et eksisterende politisk landskab skabt af stærke solister, hvor de ellers senest ankomne partier – Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og Liberal Alliance – allerede er begyndt at ligne og agere som traditionelle partier.

Danmarksdemokraterne, som lige nu står til at brage ind i Folketinget ved et kommende valg, definerer ifølge partiejer Inger Støjberg sin politik som "sund fornuft". Lars Løkke Rasmussen definerer som partiejer for Moderaterne partiets politik som "fornuftens stemme".

Der er gået mode i at være fornuftig i dansk politik, og det er måske ikke så ringe, hvis det betyder, at de to partiers tilstedeværelse i et kommende folketing kan skabe forandring i den måde, som politik bliver til på.

Det der med at prøve at tage patent på at være fornuftens stemme og sund fornuft rammer lige ind i et blødt punkt hos vælgerne. Sagen er, at mange mennesker ikke længere er overbeviste om, at politikerne overhovedet har løsningerne.

Temmelig meget politik handler om at skabe opmærksomhed – med mudderkastning

Lisbeth Knudsen

Det er meget svært at se den politiske innovationskraft virkelig udfolder sig for øjnene af os vælgere. Det er svært at få øje på månelandingsprojekterne, der viser os visionerne, og ikke mindst, hvordan vi kommer i mål med dem.

Og nej, ingen af os kunne jo forudse hverken pandemien eller invasionen af Ukraine og den økonomiske og energimæssige krise, vi formentlig står overfor – men det ændrer ikke på, at der er en gruelig lang liste over fundamentale udfordringer i vores samfund, som vi uanset krig, krise eller pandemi ikke har fået taget hånd om i flere år.

Temmelig meget politik er reaktivt – noget, der sættes i gang på grund af et ydre pres, på grund af et akut problem – en skandale eller et åbenlyst svigt. Den tvivl, i forhold til om politikerne kan vise vejen til de forandringer, som skal sikre, at vi efterlader et bedre samfund til næste generation, er ødelæggende for tilliden til et demokrati.

Temmelig meget politik handler om at skabe opmærksomhed – med mudderkastning. Folk har svært ved at kapere, når statsministeren rækker ud til regeringssamarbejde med de blå partier og hendes beskæftigelsesminister få dage efter beskylder Venstre for at benytte redskaber fra Donald Trumps politiske arsenal med spredning af mistillid og konspirationer, og hendes boligminister kalder Venstres formand for "slagteren fra Nordsjælland".

Og på den anden side, når Venstres formand foran rullende kameraer giver en krammer til statsministeren efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet og indgår et flerårigt nationalt kompromis om forsvar og sikkerhedspolitik med den statsminister, som, han samtidig siger, udviser magtarrogance, og om hvem han direkte siger, at han ikke har tillid til.

Borgerne oplever, at politik på den måde bliver et taktisk skuespil eller en verbal pudekamp og ikke en reel kamp på de bedste politiske ideer. De oplever alt for ofte, at de samme problemer vender tilbage i medierne med få års mellemrum. Så nedsættes der udvalg og råd og bestilles undersøgelser, og man beskylder hinanden højlydt for svigt og dårlig regeringsførelse, og to til tre år længere fremme er problemet der stadig.

Jeg er ikke overbevist om, at vælgerne kommer til at sætte pris på en valgkamp præget af hårde personopgør

Lisbeth Knudsen

For at løse de store udfordringer er det afgørende at sikre forståelse og opbakning i befolkningen. Uden borgernes opbakning og vilje til at yde ofre vil det være meget svært for vores folkevalgte og det politiske system at håndtere de udfordringer, som vi står over for.

Kommunerne har indset, at de må satse på samskabelse med borgerne, hvis de overhovedet skal få forventningspres og realiteter til at passe sammen. Christiansborgpolitikerne må til at indse, at de også har brug for at have befolkningen med på de reformer og forandringer af det danske samfund, som vil være nødvendige i de kommende år. Derfor skal der en åbenhed til om både udfordringer og løsninger.

Lige nu er partierne godt i gang med at lægge planer for valgkampen. Minksagen viste sig ikke at give de store forskydninger i vælgernes tillid eller det modsatte til regeringen. Det stod stort set status quo.

Alligevel kommer en del af den overordnede statsministerduel mellem rød og blå blok formentlig fra borgerlig side til at handle om Mette Frederiksens (S) ledelsesstil, minksagen og magtarrogance. Og så en højpolering af frihedsbegrebet – lige nu uden konkrete politiske initiativer, der peger ned i vælgernes dagligdag, til den nye valgperiode, men det kan jo komme.

Læs også

Fra Socialdemokratiets side vil man fremvise en lang resultatliste over brede forlig i Folketinget og indfriede valgløfter, vise statsministerens lederevner i krisetider og have fokus på, hvad fællesskab og sammenhold kan betyde. Men vi mangler også her at se mere konkret, hvad indholdet af de politiske mål skal være for de næste fire år.

Jeg er ikke overbevist om, at vælgerne kommer til at sætte pris på en valgkamp præget af hårde personopgør og abstrakte proklamationer om frihed og fællesskab, som ikke kan omsættes til konkrete løsninger for borgerne. Noget, som de kan føle og mærke, og som giver dem mere livskvalitet og en nemmere hverdag. Noget, der gør, at mennesker ikke skal vente i ti år på en kæbeoperation eller opleve et bureaukrati og regler, som hverken er forståelige eller giver sund fornuft for samfundet eller den enkelte.

Støjbergs medvind hos vælgerne handler nok så meget om hendes personlige gennemslagskraft som om et kæmpe ønske om, at politikerne inde i København vil snakke noget mindre og handle noget mere på hverdagsproblemer, som betyder noget for almindelige mennesker.

De efterlyser politikere, som løser et sundhedsvæsen, hvor man ikke kan få en praktiserende læge, en hverdagsøkonomi, som ikke hænger sammen med inflation og energiprisstigninger, landsbyer, der taber de unge, og som mister arbejdspladser og livskraft. Det går de mere op i end i rigsretssager, advokatundersøgelser og Statsministeriets organisatoriske indretning og magtkoncentration.

Lars Løkke Rasmussens medvind handler i høj grad om dokumenteret politisk håndelag til reformer og en erfaren mand, der vil gøre op med et politisk bloksystem, han selv har navigeret dygtigt i igennem mange år. Men som, han nu mener, er kørt fast og ikke formår at skabe de forandringer, der fremtidssikrer det velfærdssamfund, som vi gerne vil overlevere til vores børn og børnebørn.

Der er nok at tale om af rigtig politik, der betyder noget for rigtige mennesker i den kommende valgkamp

Lisbeth Knudsen

Den vælgerbølge, som Løkke rider på, er mennesker, der mener, at vi er kommet til et vendepunkt og et krisepunkt. Et sted, hvor Folketinget må arbejde sammen på tværs af rød og blå blok og se at få skabt løsninger, på de rigtigt store samfundsproblemer i stedet for at fokusere på taktik, symbolpolitik, på at få opmærksomhed og medvind på de sociale medier og på genvalg.

Hvis han lykkes med sit projekt om at blive tungen på vægtskålen, der kan hindre en regeringsdannelse til enten blå eller rød side og fremtvinge en model hen over midten, er det imponerende.

Store kriser kan fremtvinge politiske koalitioner, man ikke troede mulige, men er vi der lige nu, hvor et politisk tvangsægteskab skulle være muligt med en reformdagsorden? Testen bliver interessant, hvis den kommer til at udfolde sig.

Hvis den sunde fornuft skulle indfinde sig ved det kommende valg, så er der lige her en huskeliste over nogle af de vilde problemer, vi har diskuteret i ti år eller mere, og som vi har kunnet se blot blive forværret. Og hver gang emnerne havner i medierne igen, så siger vi goddag til en ny runde uden effektive og visionære løsninger. Der er nok at tage fat på.

Hvorfor er det, at vores sundhedsvæsen trods milliardinvesteringer i supersygehuse og mandskab ikke fungerer, og vi kan se, at vi ikke har ressourcer til at klare efterspørgslen på behandlinger, når andelen af ældre multisyge stiger markant, behandlingsmulighederne gudskelov forbedres og tilgangen til arbejdsmarkedet falder? Vi har kunnet forudse den katastrofe længe.

Hvorfor er det, at samarbejdet mellem sygehuse, psykiatrien og kommunerne ikke kan bringes til at fungere, så vi undgår de mange genindlæggelser og undgår, at borgene tabes mellem forskellige systemer?

Hvorfor lykkes vi ikke med at få flere til at tage erhvervsuddannelser, selv om vi har desperat brug for flere faglærte og for at øge motivationen til at vælge en anden karrierevej end gymnasium og universitet?

Hvorfor er vi ikke lykkedes med at implementere et system for livslang læring og en uddannelseskonto gennem hele livet, der sikrer os en efter-/videreuddannelse også i karrierens tredje eller fjerde etape? Vi har et voksen- og efteruddannelsessystem, som er helt sandet til, selv om der er penge til mere efteruddannelse, og virksomhederne skriger på opkvalificeringer på grønne og digitale kompetencer.

Hvorfor er vi ikke lykkedes med at gøre noget alvorligt ved mobiliteten i uddannelsessystemet, så den sociale arv i højere grad kan brydes?

Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand har dårligt mentalt helbred. Psykiske lidelser har nu overhalet fysiske sygdomme blandt unge. Men vi er - trods tilførsel af penge løbende - ikke lykkedes med en psykiatriplan, der virker, og ventetiderne på behandling er helt uacceptable.

Hvorfor taler vi på 20 år om regelsaneringer og afbureaukratisering, uden at der rigtigt sker noget.

Hvor er de synlige planer for, hvordan vi løser den massive arbejdskraftmangel, vi står med i hvert fald de næste ti år? Vi kan ikke bare tro, at ny teknologi løser problemet, men hvad gør så?

Jeg har tidligere beskrevet her i Altinget, hvordan vi kører med 200 kilometer i timer mod en situation, hvor der ikke er mulighed for at opretholde de grundlæggende værdier for omsorg for de svageste i vores velfærdssamfund på grund af arbejdskraftmangel, men hvem har en plan?

Hvor er planerne for at tackle udfordringerne og mulighederne med den stigende andel af befolkningen, som bliver 65 og opefter. Det vil være en femtedel af befolkningen i 2030. Hvor er planerne for moderne plejeboliger og ældrekollektiver fyldt med velfærdsteknologi og alle mulige hjælpemidler, som sikrer et seniorliv med livskvalitet? Hvem tør tænke på at ende på et plejehjem i dag, medmindre man er stærk dement og helt hjælpeløs?

Hvor er planen for udrulningen af digital dannelse i Danmark, hvor 17-22 procent af danskerne nu er det, man med et nyt begreb kalder digitalt udsatte?

Flere end 12.000 danske produktionsvirksomheder er lige nu i et kapløb med tiden, hvis de vil slippe for en ekstra regning til CO2-afgift fra 2025. Men ifølge en ny undersøgelse svarer 55 procent af dem, at de ikke har den nødvendige viden til at omstille produktionen til en mere miljøvenlig produktion. Den grønne omstilling er ikke kun store havvindmøller og energiøer. Det er tusindvis af store og små virksomheder og kommuner og regioner, der skal omstille deres hverdag, arbejdsprocesser, økonomi og forretningsplaner til klima- og energirigtige løsninger.

Listen her kunne jo fortsættes længe endnu med alle de områder, hvor vi gerne vil være verdensmestre som klimaland, ligestillingsland, digitaliseringsland og meget mere. Så der er nok at tale om af rigtig politik, der betyder noget for rigtige mennesker i den kommende valgkamp. Det ville være en fornuftig stemme. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00