Nu kender danskerne Nøglehulsmærket

ENERGIMÆRKE: Otte ud af ti danske forbrugere har i dag kendskab til det grønne Nøglehulsmærke, viser ny undersøgelse.
Tyson W. Lyall
Fakta
Nøglehulsmærket er et officielt nordisk ernæringsmærke, som producenterne frivilligt kan sætte på deres fødevarer, hvis de opfylder en række kriterier. Fødevarer med nøglehullet indeholder mindre fedt, salt og sukker og flere kostfibre og fuldkorn end andre varer. I dag sidder Nøglehullet på mere end 500 færdigpakkede fødevarer.

Kilde: fvm.dk

En ny undersøgelse af mere end 1.300 forbrugeres kendskab til det grønne ernæringsmærke - Nøglehullet viser, at 83 procent af dem, der står for familiens daglige indkøb, kender mærket.

Succesfuld indsats
Fødevareminister Henrik Høegh (V) udtrykker sin begejstring for udviklingen, og giver samtidig en stor del æren for Nøglehullets succes til Fødevareministeriets kampagner og detailhandlens indsats på området:

"Når forbrugerne så hurtigt har lært nøglehullet at kende skyldes det ikke mindst detailhandlens opbakning til Fødevareministeriets kampagner af mærket. Dagligvarehandelen og mange fødevareproducenter er gået sammen om at sætte Nøglehullet på både dagsordenen og på dagligvarerne, så forbrugerne hurtigt kunne finde de nøglehulsmærkede produkter i butikkerne. Det skal de have stor ros for," siger fødevareminister Henrik Høegh i en pressemeddelelse.

Gør det nemmere at være grøn
Undersøgelsen viser endvidere, at promoveringen af energimærket på kort tid har formået at rykke ved forbrugernes indkøbsvaner. I 2009 var det således kun 10 procent af dem, der fyldte indkøbskurven for familien, der "Ofte købte madvarer med Nøglehulsmærket". I foråret 2010 var det tal mere end fordoblet, så tæt ved hver fjerde nu rækker ud efter varer med Nøglehullet, når de handler.

Ministeren mener, at Nøglehullet gør det nemmere for forbrugerne at vælge grønt:

"Forbrugerne har på mindre end ét år taget det nye Nøglehulsmærke til sig. Undersøgelsen viser, at mange forbrugere mener, at det nye mærke gør det nemmere for dem at træffe et sundere valg. Det synes jeg er positivt," siger Henrik Høegh.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00