Ny dokumentar om Poul Nyrups datter udstiller problemerne i psykiatrien, men de svære spørgsmål mangler

De personlige omkostninger ved at være i politik på et så højt niveau i forhold til tid til familie er åbenlyst høje. Og selvom det ikke nævnes direkte, er Nyrups egne uudtalte refleksioner om omkostningerne gode.

Samtalen med Merete Nordentoft om hvad, man gør som forælder for at gøre mere, står for mig tilbage som det mest ærlige, sårbare og lortede ved psykiske diagnoser. 

Nogle gange kan man gøre alt, men mennesket, man forsøger at gøre alt for, er så langt ude, at redningen kan være svær. I dokumentaren bakkes dette op i en af sekvenserne med gruppen af veninder, hvor Signe foreslår et fælles selvmord.

Segmentet med Emilie, der selv lider af paranoid skizofreni, som har en samtale med Nyrup, om hvordan man skaber oplevelser sammen, når den ene part har det dårligt, er rørende, da Nyrup i et kort øjeblik forlader den stoiske, jyske statsmandspersona og bliver oprigtigt overrasket.

Hvis der er en ting, jeg kunne savne, ville det være flere af disse sprækker, hvor Nyrup overraskes og for et kort øjeblik viser følelser

Kasper Jensen

Hvis der er en ting, jeg kunne savne, ville det være flere af disse sprækker, hvor Nyrup overraskes og for et kort øjeblik viser følelser.

Det er ikke fordi, jeg efterlyser en decideret grådlabil udstilling, men jeg synes det er rart at se Nyrups overraskelse over, at Emilie har øjeblikke, hvor Emilies kæreste skal hjælpe med at finde sko frem. 

Det er som om, implikationerne af at skulle kæmpe med diagnosen går op for Nyrup. 

Det er ikke kun en front af psykoser, virkelighedsforvrængning og følelsen af at være en belastning. Der er en helt anden fløj, der går på at have overskud til de mest lavpraktiske ting. Det sidste er noget jeg kender fra mit eget liv – og som fylder en del.

Nyrup bidrager også med en række interessante perspektiver. For eksempel siger han om konfrontationen fra Signes mormor, om at Signe er psykisk syg, at det var en virkelighed Nyrup ikke kunne acceptere, fordi implikationen ville være, at Signe havde haft en dårlig barndom.

Jeg kan sagtens forstå koblingen, men jeg er ikke sikker på at den holder rent medicinsk. Og denne forståelse er noget, som vi gerne skal have begravet, for det er ikke repræsentativt for alle. 

De svære spørgsmål mangler

Samtidig beskriver Nyrup, hvordan hans eget arbejde blev kuren mod den alt omsluttende sorg, som utvivlsomt har ramt Nyrup.

Jeg er selv borgerlig og har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og filosofi, og Nyrups tankegods er noget, som den tyske filosof Hegel er inde på.

Vejen til frihed går gennem at beskæftige sig med noget meningsgivende. Det samme gør sig gældende for mennesker med en psykisk diagnose, hvilket jeg også har skrevet om før.

Derfor er det en tragedie, at så mange mennesker med en psykisk diagnose er ekskluderet fra et arbejdsmarked.

Desværre er Nyrups datter ikke det eneste offer for en psykiatri, der er underbemandet

Kasper Jensen

Samtidig får vi klip fra 90’erne, hvor der er mangel på hænder i psykiatrien. Cirka 25 år senere er det det samme problem.

Det er vildt at politikere fra begge fløje, ikke har været bedre til at løse disse grundlæggende problemstillinger. For desværre er Nyrups datter ikke det eneste offer for en psykiatri, der er underbemandet.

Jeg savner nok også, at man går laget dybere med Nyrup og får stillet de sværere spørgsmål, fremfor en montage hvor Nyrup cykler ud til en hest og fodrer den, fordi Signe havde en hest.

Jeg savner også, at Nyrup forholder sig mere aktivt til, at der, siden han var statsminister, er nogenlunde de samme problemer med psykiatrien – bare værre. Hvorfor er det så svært at handle på?