Analyse: Sundhedsvæsenet er under­finansieret med cirka 1 procent per år

En del af forklaringen på ovenstående udvikling finder man ved at se på den årlige vækstprocent i bruttonationalproduktet, BNP og sundhedsudgifterne.

I et skattefinansieret sundhedsvæsen er der en betydelig samvariation mellem den generelle makroøkonomiske udvikling, og hvad der afsættes til blandt andet sundhedsvæsenet.

Således førte den finansielle krise, der satte ind i 2008 og 2009, til negativ vækst i BNP, hvilket førte til et drastisk fald i vækstprocenten for sundhedsudgifterne og kulminerede med 'Aftale om Genopretningsplan for Dansk Økonomi'⁷ i maj måned 2010.     

Genopretningsplanen⁷ førte til besparelser i store del af den offentlige sektor, men sundhedssektoren blev delvist forskånet, da man for at sikre et løft på sundhedsområdet gennemførte en række konkrete besparelser på især statens område for godt 4,2 milliarder kroner frem mod 2013, således at der frem til 2013 skulle tilføres sundhedsområdet 5 milliarder kroner.

I forhold til hovedparten af de øvrige offentlige sektorer har sundhedsvæsenet oplevet overproportional økonomisk vækst. Det er selvsagt ikke lig med, at det har været 'nok'.

I perioden 2000 til 2010 blev der tilført i alt 78 milliarder kroner i faste 2017-priser til offentligt forbrug baseret på opgørelse ud fra nationalregnskabet, hvoraf 37 milliarder kroner gik til sundhedsvæsenet – langt mere end sundhedsvæsenets relative andel af den offentlige sektor⁸.

I perioden 2010 til 2017 er der negativ vækst på nogle områder, for eksempel det sociale, men sundhedsvæsenet var fortsat vinder med i alt 12 milliarder kroner – men det skete altså på bekostning af andre sektorer – hvad økonomer kalder alternativomkostninger, det vil sige, hvad går man glip af andre steder ved at sundhedsvæsenet får mere.

Det hører med til billedet, at en del af sundhedspengene har været øremærket, for eksempel kræftplanerne og andre handlingsplaner. 

Sammenfattende har sundhedsvæsenet oplevet positiv særbehandling sammenlignet med det meste af den offentlige sektor, men vækstraten i ressourcetilførslen har været stærkt aftagende efter den finansielle krise og en periode med relativ lav økonomisk vækst målt ved BNP. 

Er det nok?
Uanset ovenstående økonomiske billede mener mange (interesse)grupper, at der skal tilføres endnu flere midler for at kunne tackle tre udfordringer:

1. Demografien, herunder også spørgsmålet sund aldring.

2. Udgifter til sygehusmedicin.

3. Udgifter til øvrige nye eller forbedrede behandlingstilbud – dette kaldes ofte 'mervækst', som er den ekstra vækst, der ligger ud over den generelle velstandsstigning.

Figuren viser en mere detaljeret opdeling, der er udgangspunktet for en beregning af 'behovet' – sat citationstegn fordi en objektiv opgørelse ikke er mulig.  

Der er i øjeblikket stor fokus på den demografiske udvikling, selvom man har kunnet forudse det i mange år. Velfærdskommissionens arbejde i midten af nullerne drejede sig stort set ikke om andet.

Det demografiske træk er et beregningsteknisk mål, der opgør, hvor meget ressourceanvendelsen til offentligt forbrug rent mekanisk vil ændre sig, hvis befolkningen ændrer sig, og det forudsættes, at den reale udgift per bruger er fastholdt uændret.

Finansministeriet⁹ antager, at der er tale om et årligt mertræk svarende til 0,7 procent eller 3,5 milliarder kroner for hele den offentlige sektor, eller cirka 800 millioner kroner for sundhedsvæsenets vedkommende.

Tager man udgangspunkt i Vives beregninger², som er baseret på Dream-modellen¹⁰, er der tale om en årlig vækstprocent på knap 1 procent for årene 2019 til 25, svarende til cirka 1,2 milliarder kroner per år.

Væksten i udgifterne til sygehusmedicin har i perioden 2010 til 2017 været på 5 milliarder kroner – eller godt 700 millioner kroner per år.

Det skal dog bemærkes, at de samlede medicinudgifter (sygehus plus recept) i samme periode dog kun voksede med cirka 3,5 milliarder kroner på grund af faldende priser på receptmedicin, hvilket skyldes en betydelig priskonkurrence på generika.

I Vive og Dreams fremskrivninger er der regnet med mervækst på mellem 0,3 og 0,6 procent – svarende til mellem 400 og 700 millioner kroner per år.

Hvis 'behov' sættes lig de foranstående beløb, er det årlige 'behov' et sted mellem 1,9 og 2,6 milliarder kroner, svarende til 1,9 til 2,2 procent af de regionale sundhedsudgifter.

Inddrager man teknologibidraget, som fra 2019 erstatter det hidtidige produktivitetskrav på 2 procent, kan man fratrække 500 millioner kroner, som dog forbliver i sundhedsvæsenet i modsætning til sektorer underlagt omstillingsbidraget, som blot er nydansk for produktivitetskrav, hvor der direkte reduceres i budgetterne.

Sammenholdes denne opgørelse med vækstprocenterne ovenfor, især for 2010 til 2018, ses der at være en underfinansiering.

Udgiftsloft
De makroøkonomiske vilkår – og dermed de samlede rammer for den offentlige sektor og dermed sundhedsvæsenet – kommer til udtryk ved udgiftslofterne.

Behovsberegninger ovenfor skal nødvendigvis holdes op mod disse lofter, som spiller en helt central rolle i de årlige økonomiforhandlinger, hvor de økonomiske rammer for sundhedsvæsenet bliver fastlagt.

Med budgetloven blev der fra og med 2014 indført bindende udgiftslofter for stat, kommuner og regioner. For regionernes vedkommende opdelt i sundhed og miljø. Finanspolitikken er siden 2014 fastsat i overensstemmelse med de gældende udgiftslofter¹¹.

Udgiftslofterne skal understøtte, at udgifterne holder sig inden for de planlagte rammer, og at de offentlige finanser udvikler sig i overensstemmelse med de finanspolitiske målsætninger og betingelser.

Formandsskabet for De Økonomiske Råd vurderer to gange årligt, om de vedtagne lofter er i overensstemmelse med de finanspolitiske målsætninger.

Udgiftslofterne fastlægger en øvre nominel grænse for udgifterne for en fireårig periode. Det regionale budgetloft for sundhedsudgifterne for perioden 2019 til 2022 ligger på 114,5 milliarder kroner i 2019 faldende til 114,3 milliarder kroner i 2022¹².

Danske Regioner har netop offentliggjort, at regionerne brugte i alt 111,7 milliarder kroner i 2018 på sundhed¹³.

Umiddelbart tyder det på, at de ovenfor opgjorte behov i betydelig grad kan imødekommes indenfor de fremtidige budgetlofter.

Hvad er underfinansiering?
Her er underfinansiering vurderet ved at se på forholdet mellem en grov behovsopgørelse og udgiftslofterne samt de historiske vækstprocenter i de fire væsentligste poster for offentlige sundhedsudgifter.

Hovedkonklusionen er, at vurderet på denne måde er der en underfinansiering på cirka 1 procentpoint per år.  

I et offentligt finansieret sundhedsvæsen kan man ikke med rimelighed se bort fra finansieringsevnen og villighed, når man taler om underfinansiering, især fordi der ofte er tale om et nulsumsspil: Flere midler til én part betyder færre til andre parter.

Derfor kræver en balanceret vurdering både, at man ser på behov – opgjort på én eller anden måde – og finansieringsevne og -villighed.

Selvom sundhedsvæsenet har været favoriseret – positiv betalingsvilllighed – er der i dag en vis underfinansiering. Spørgsmålet er, om der fremover kan ventes bidrag fra det såkaldte finanspolitiske råderum? Der er stor konkurrence.

Råderummet opgøres svarende til den højest mulige offentlige forbrugsvækst givet øvrige prioriteringer, de fastsatte udgiftslofter og besluttet skattepolitik med videre.

Råderummet er således det prioriteringsrum, der i fravær af ny finansiering og underliggende bevillingsfald med videre er til rådighed i forbindelse med for eksempel de årlige finanslove og økonomiaftaler med kommuner og regioner samt til håndtering af løbende uomgængelige merudgifter.

Det finanspolitiske råderum frem mod 2025 blev i april 2018 beregnet til omkring 6,25 milliarder kroner i 2020 og 30,25 milliarder kroner (2019-priser) i 2025¹².