Af Lene Witte
Direktør i Gigtforeningen og lighedsambassadør

Sundhedsministeren har udnævnt en række lighedsambassadører. Jeg er en af dem. Tak for tilliden!

Som lighedsambassadør skal jeg tage ansvar for, at vi får mere lighed i sundhed. Jeg er også blevet opfordret til at sprede det gode budskab. Det vil jeg hermed gøre ved at sende bolden retur til netop sundhedsministeren.

Kære sundhedsminister, du vil have mere lighed i sundhed, siger du. Du har gjort det til din mærkesag - og ros for det.

Regionerne har brugt tre år, hundredvis af eksperter og millioner af kroner på at forbedre indsatsen på rygområdet og på at beskrive i forløbsprogrammer, hvordan det skal gøres - og så er det ikke nævnt med et eneste ord i ministerens sundhedsudspil.

Lene Witte
Direktør i Gigtforeningen og lighedsambassadør

Derfor undrer det mig, at du i dit netop offentliggjorte sundhedsudspil "Mere borger, mindre patient" fuldstændig har negligeret de store folkesygdomme slidgigt og rygsmerter, der begge har markant social slagside.

Slidgigt er en folkesygdom, men den rammer nogle folk langt mere end andre. Jo kortere uddannelse, des større er risikoen for slidgigt. En sundhedsindsats her kunne gøre underværker for mere lighed i sundhed.

Du har også valgt at se helt bort fra rygsmerter og rygsygdomme i dit udspil. Hvorfor det? Bedre folkesundhed skal naturligvis gælde hele befolkningen – og i øjeblikket er ryggen desværre overbelastet hos dem, der har den korteste uddannelse og det fysisk hårdeste arbejde.

Dertil kommer, at regionerne har brugt tre år, hundredvis af eksperter og millioner af kroner på at forbedre indsatsen på rygområdet og på at beskrive i forløbsprogrammer, hvordan det skal gøres – og så er det ikke nævnt med et eneste ord i ministerens sundhedsudspil.

Diagnoselisten skaber ulighed
Også på andre områder har vi oplevet, at regeringen har lagt op til mere ulighed i stedet for det modsatte. Lad os tage diagnoselisten.

Diagnoselisten er den liste, som regeringen lagde frem sammen med sit udspil til en sygedagpengereform, og som lige siden har mødt voldsom kritik. Ikke alene fra Gigtforeningen, men også fra Lægeforeningen. Og hverken beskæftigelsesministeren eller ordførerne fra regeringspartierne har kunnet eller villet forklare fornuften i forslaget.

I Gigtforeningen har vi blandt andet kritiseret, at diagnoselisten skaber ulighed og diskrimination i livstruende sygdomme. Den giver 11 udvalgte diagnoser særstatus i loven, og man har fra politisk side lagt op til, at det økonomisk skal være bedre at være dødssyg af den ene sygdom end dødssyg af en anden. Det er ny ulighed, så det basker. Men hvor er sundhedsministeren i denne debat? Jeg har ikke hørt indvendinger. Hvorfor ikke?

Uligheden stiger fortsat
Der er også stor ulighed i de tilbud, man kan få som gigtpatient. Bor man for eksempel i Region Midtjylland, så er det langt mindre sandsynligt, at man får samme vifte af muligheder for medicinsk behandling som for eksempel i Region Hovedstaden. Og ventetiderne til den første undersøgelse er i nogle tilfælde næsten 100 uger. Skandaløst, når vi nu ved, at den rette diagnose og hurtig behandling kan forhindre varige ledskader. Det har vi i Gigtforeningen efterhånden gjort opmærksom på nogle gange.   

Du siger, at du ved, at der er mange, der er reelt optaget af at gøre en forskel, og at det er alle dem, du gerne vil indgå i fælles kamp med. Tak, i Gigtforeningen glæder vi os også. Man skal være flere for at være fælles om noget. Og vi har savnet Sundhedsministeriets indsats indtil videre. Nu kan vi med rette forvente et større fokus og flere konkrete initiativer. Det ser vi frem til. Tak!