Debat

Formand og professor: Slankemedicin kan ikke erstatte motion og sundere livsstil

Selvom den nye medicin Wegovy er lidt af en revolution, bør behandling af overvægt forblive trestrenget. Og derfor skal der være lige adgang til andre indsatser som diætist og motion, når der udskrives medicin, skriver Mette Theil og Jens Meldgaard Bruun.

Børsen har beskrevet, at hvis staten skulle give tilskud til behandling af hver tredje dansker med svær overvægt, ville den samlede udgift til Wegovy overstige det beløb, vi i dag bruger på tilskud til alle andre former for medicin, skriver Mette Theil og Jens Meldgaard Bruun.
Børsen har beskrevet, at hvis staten skulle give tilskud til behandling af hver tredje dansker med svær overvægt, ville den samlede udgift til Wegovy overstige det beløb, vi i dag bruger på tilskud til alle andre former for medicin, skriver Mette Theil og Jens Meldgaard Bruun.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mette Theil
Jens Meldgaard Bruun
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det seneste år har Wegovy gået sin sejrsgang over hele den vestlige verden som et vidundermiddel mod svær overvægt.

Men Wegovy og tilsvarende vægttabsmedicin kan være ren symptombehandling, der ikke tager højde for den kompleksitet, der er årsag til overvægt.

Læs også

At komme kiloene til livs er et fokus, som kan overskygge årsagen bag overvægten, og vægttabsmålet, er bestemt ikke i alle tilfælde lig med ren sundhed.

Derfor er der behov for at se på løsninger, der adresserer hele det komplekse problem. Der er behov for langt mere ambitiøse og tværgående forebyggelsesindsatser, hvor kosten bør være helt central.

At komme kiloene til livs er et fokus, som kan overskygge årsagen bag overvægten, og vægttabsmålet, er bestemt ikke i alle tilfælde lig med ren sundhed

Mette Theil og Jens Meldgaard Bruun
Hhv. formand for fagligt selskab for kliniske diætister og overlæge og klinisk professor

En diætist kan vejlede om den enkeltes hensigtsmæssige kost – både under vægttabet og efterfølgende. Et vægttab kan påvirke en både fysisk og mentalt, og der er brug for særlig ernæringsfaglig støtte gennem og efter forløbet.

Men diætisten kan også vurdere blodprøver og sikre, at man ikke kommer til at mangle essentielle næringsstoffer. Dette er væsentligt for dem, der får meget påvirket appetit af medicinen og oplever de store, hurtige vægttab.

Endelig kan diætisten yde kostvejledning og diætbehandling til mennesker med en lang række sygdomme, herunder mange af de kroniske sygdomme, som mennesker med overvægt har højere risiko for at få.

Epidemisk udvikling

Så selvom den medicinske innovation er imponerende og værd at hylde, er der dilemmaer forbundet med det. Derfor kan vægttabsmedicin ikke stå alene. En recept bør ledsages af en henvisning til en diætist.

Som i resten af den vestlige verden er det over halvdelen af den danske befolkning, der har et BMI på over 25, mens næsten hver femte har et BMI på over 30, hvilket betegnes som svær overvægt.

Det er en epidemisk udvikling af overvægt. Årsagerne er et komplekst samspil af blandt andet kostmønstre, stillesiddende arbejde, økonomi og uddannelse, genetik, søvnmønstre, udbredelse af ultraforarbejdede fødevarer, portionsstørrelser, psykisk sundhed og ikke mindst intensiv og målrettet digital markedsføring af usunde fødevarer. Blot for at nævne nogle af de mest oplagte.

Læs også

Derfor kræver det mere end en pille eller et stik, hvis der skal følge optimeret sundhed med et vægttab. Det er også nødvendigt at arbejde med livsstilsændringer, og det indebærer adgang til vejledning hos fagpersoner som har spidskompetence inden for mad, ernæring og adfærd i forhold til kost og motion. Det er der faktisk også taget højde for i myndighedernes godkendelse af medicinen.

Slår bunden ud af budgetterne

I godkendelsen af Wegovy står der, at medicinen er ”godkendt som tillægsbehandling til ændret livsstil i form af kaloriereduceret kost og øget fysisk aktivitet”. Alle de medicinske studier, der viser en effekt af medicinen, er foretaget som kombinationsbehandling, hvor kostvejledning og motion er en del af behandlingen.

Hvis staten skulle give tilskud til behandling af hver tredje dansker med svær overvægt, ville den samlede udgift til Wegovy overstige det beløb, vi i dag bruger på tilskud til alle andre former for medicin

Mette Theil og Jens Meldgaard Bruun
Hhv. formand for fagligt selskab for kliniske diætister og overlæge og klinisk professor

Når der for eksempel indstilles til en gastrisk bypass-operation, følger der automatisk et diætistforløb med. Derfor skal Wegovy-behandlinger også gå hånd i hånd med diætistkonsultationer for at sikre en sund, lødig kost og fordøjelse og også gerne tilbud om motion. Det er ikke nok at tale om det, mens recepten udarbejdes.  

Desuden er medicinen er meget dyr, og prisen ikke står mål med gevinsten på lang sigt.

Derfor har Lægemiddelstyrelsen indtil videre nægtet at give generelt tilskud til medicinen. De medicinske studier viser, at det kræver livsvarig medicinering at fastholde vægttabet.

Børsen har beskrevet, at hvis staten skulle give tilskud til behandling af hver tredje dansker med svær overvægt, ville den samlede udgift til Wegovy overstige det beløb, vi i dag bruger på tilskud til alle andre former for medicin.

Dermed ville et generelt, livsvarigt tilskud til så stor en andel af befolkningen simpelthen slå bunden ud af sundhedsbudgetterne.

I praksis betyder det, at medicinen er forbeholdt den mere velstående del af befolkningen. For eksempel sælges der fem gange så meget Wegovy i Gentofte som i Jammerbugt kommune. Samtidig er forekomsten af overvægt størst blandt de laveste indkomstgrupper. Dermed medvirker den medicinske behandling af overvægt til at øge den sociale ulighed i sundhed.

Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, at vi endnu ikke kender langtidsvirkningerne og senfølgerne på kroppen og psyken.

Derfor ved vi ikke, om langvarig brug uden samtidig diætist kan have en ernæringsmæssig slagside for eksempel i form af fejlernæring, muskeltab eller forstyrret forhold til spisning og vægt enkeltvis eller i familien. Det bør der forskes i.

Så selv om den nye medicin er lidt af en revolution, bør behandling af overvægt forblive trestrenget. Og derfor skal der være lige adgang til de andre indsatser, når der udskrives medicin.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Theil

Formand, Fagligt selskab af Kliniske Diætister (FaKD)

Jens Meldgaard Bruun

Klinisk Professor, overlæge, ph.d., Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital & Aarhus Universitet, lægefaglig leder, Nationalt Center for Overvægt
cand.med. (Aarhus Uni. 1997)

0:000:00