LIF: Kronikerplan skal sætte forpligtende mål for kommuners forebyggelsesindsats

Centralisering og specialisering har igennem mange år løftet behandlingskvaliteten og mindsket overdødeligheden for en række sygdomme, heriblandt kræft.

Men den øgede specialisering har samtidig betydet, at mennesker med kronisk sygdom – der endda ofte har to, tre eller flere samtidige sygdomme – har oplevet et manglende fokus på, hvordan man sikrer forebyggelse, tidlig opsporing og gode behandlingsforløb.

Hvor kompleksiteten ikke nødvendigvis ligger i diagnosticeringen eller behandlingen, men i at få de forskellige elementer i den samlede behandling til at spille sammen. Og i at fastholde en høj kvalitet i, hvad der ofte er livslange forløb.

Det kræver et finmasket net, hvor almen praksis, sygehus og kommune arbejder tæt sammen om den enkelte borger/patient. Og dét er komplekst.

Der er derfor hårdt brug for en national handlingsplan for kronisk sygdom – eller måske i virkeligheden flere i takt med, at sundhedsvæsenet udvikler sig på området.

Nationale mål skal forpligte kommunerne
Konkret har vi peget på ti pejlemærker, man bør tage udgangspunkt i. De tager udgangspunkt i, at patienten med kronisk sygdom skal møde et sundhedsvæsen, hvor indsatsen er baseret på standardiserede, forpligtende kronikerpakker, der sikrer systematik i behandlingen.

På kræftområdet har de politiske kræftplaner reduceret overdødeligheden og løftet kvaliteten for alle patienter. Selvom der ikke som med en livstruende sygdom er samme ’sense of urgency’, er der i høj grad brug for en tilsvarende systematisk og ambitiøs tilgang til kronisk sygdom.

Der er derfor behov for, at Sundhedsstyrelsen stiller sig i spidsen for en kvalitetsplan med forpligtende kvalitetsstandarder for det nære sundhedsvæsen.

Ida Sofie Jensen
Koncernchef, LIF

En tilgang, som kan sikre lighed og tryghed for patienter og samtidig knække kurven for kronisk sygdom i Danmark. Det er muligt, men det kræver politisk vilje, handling og vedholdenhed.

Kommunerne har gennem de seneste år oprustet deres forebyggelses-, sundheds- og rehabiliteringstilbud, men det er sket uden en samlet plan og medfølgende finansiering. Det har betydet, at der er stor forskel på kvaliteten af tilbuddene i det nære sundhedsvæsen, alt efter hvilken kommune man bor i. Det samme gør sig gældende i almen praksis.

Der er derfor behov for, at Sundhedsstyrelsen stiller sig i spidsen for en kvalitetsplan med forpligtende kvalitetsstandarder for det nære sundhedsvæsen. Eksempelvis bør der sættes nationale, forpligtende mål for forebyggelsesindsatsen i kommunerne, ligesom der bør ske en intensivering af den systematiske opsporing af kronisk sygdom for at sikre, at kronisk sygdom diagnosticeres så tidligt som muligt med henblik på at undgå følgesygdomme og sygdomsforværring.

Indsats kræver ulige behandling
Koordineringen af indsatsen mellem sygehus, kommune og almen praksis kan oplagt varetages af de 21 kommende sundhedsklynger. Men det er afgørende, at det sker efter en nationalt fastlagt model og ikke på 21 vidt forskellige måder. 

Herudover skal en gradvis implementering af patientrettigheder sikre patienter med kronisk sygdom ret til en årlig kontrol af deres kroniske sygdom, en individuel behandlingsplan. Samtidig skal behandlingsplanen for sårbare patienter suppleres med ret til en forløbskoordinator.

Hvis vi i højere grad skal opnå lighed i behandlingsresultaterne, så kræver det en ulige indsats, hvor de patienter, der har det største behov, får en tættere hjælp.

Ida Sofie Jensen
Koncernchef, LIF

For der er ingen tvivl om, at hvis vi i højere grad skal opnå lighed i behandlingsresultaterne, så kræver det en ulige indsats, hvor de patienter, der har det største behov, får en tættere hjælp. Vi bliver nødt til at blive bedre til at dedikere ressourcer til de patienter, der har det største behov.

LÆS OGSÅ: Danske Regioner: Folkesundhedslov kan blive et nybrud i forebyggelse af kroniske sygdomme

Herudover skal data bidrage til at skabe fundamentet for et tættere ledelsesmæssigt og politisk fokus på den samlede kronikerbehandling, ligesom vi skal blive bedre til at bruge de teknologiske muligheder til at imødegå patienternes ønske om at skabe mere individuelle, fleksible og inddragende behandlingsforløb. 

I dag lever 1,2 millioner danskere med kronisk sygdom. Tallet er steget massivt i de sidste tyve år og vil fortsat stige, hvis der ikke sættes ind med en markant indsats over for kronisk sygdom. Derfor er der behov for en ambitiøs national handlingsplan som led i en kommende sundhedsaftale.

Planen skal følges op af et tæt og længerevarende politisk og ledelsesmæssigt fokus for at sikre, at vi når de aftalte mål til gavn for de mange mennesker, der lever med en eller flere kroniske sygdomme i Danmark.