Psykiatrifonden: Sundhedsvæsenet skal geares til at håndtere kronisk psykisk sygdom

45-årige Tine er lige blevet udskrevet efter seks ugers indlæggelse på først en lukket afdeling i psykiatrien og så en åben. Hun har bipolar lidelse, og når sygdommen med års mellemrum forværres episodisk, bliver hun psykotisk, manisk og har brug for at blive passet på.

Hun er også mor til to, gift og arbejder fuld tid på et advokatkontor. Hun kender sin sygdom, hun passer den, som den uvelkomne livsledsager, den har været, siden hun var ganske ung.

Tines psykiske sygdom er kronisk, som den er for mange. Og vi ved alle sammen, at hun ikke er standardeksemplet på et menneske med en kronisk, psykisk sygdom eller på et menneske med en kronisk sygdom i det hele taget.

Nogle har enkle sygdomme og er gode til at passe dem, nogle har enkle sygdomme og er ikke gode til at passe dem. Nogle med svær, psykisk sygdom lever gode liv med sygdomsperioder, og andre lever bestemt ikke gode liv.

Strategi skal sikre ny millionpulje 

Når vi taler om psykisk sygdom, er vi nødt til igen at fremhæve det enorme gab, der er mellem behandlingen af psykisk sygdom og fysisk sygdom.

Forestil dig, at en kræftpatient, der er i gang med en serie på 24 strålebehandlinger, får at vide efter den sjette, at vedkommende må gå hjem og springe resten over. Der er nemlig kommet en patient, der har det værre, som skal have pladsen. Nej, vel? Men det er realiteterne i psykiatrien.

For tidlig udskrivning og for hurtig afslutning skaber ikke alene ulighed, det lægger også hårdt pres på psykiatrien, på kommuner og på praktiserende læger.

Derfor skal behandlingen og opfølgningen over for kronisk syge i psykiatrien løftes væsentligt med den 10-årsplan for psykiatrien, vi nu har ventet meget længe på.

LÆS OGSÅ: Antropolog: Evidensbaseret sundhedsforskning overser vigtige aspekter af kronikerlivet

Vi skal have en helt ny og fleksibel tilgang til mennesker med kronisk psykisk sygdom. Et helt andet perspektiv.

Torsten Bjørn Jacobsen
Formand, Psykiatrifonden

Helt konkret mener vi i Psykiatrifonden, at en kronikerstrategi først og fremmest skal sikre, at der fremover forskes og udvikles intensivt i psykiatrien. Vi foreslår konkret en årlig forskningspulje på 100 millioner kroner, der skal øremærkes forskning i psykiatri.

Positive forskningsresultater skal resultere i implementering af de nye metoder og ikke i udvandede versioner, som det for eksempel gælder for udmøntningen af OPUS, men i den version forskningen viser evidens for.

For det andet er den kommunale indsats helt afgørende, da det er i kommunens sundhedstilbud og hos den praktiserende læge, at de fleste af os færdes det meste af livet. Det er ikke i regionen.

Derfor skal der for eksempel etableres et ensartet, landsdækkende, let tilgængeligt og hurtigt igangsat tilbud om effektiv og lettere behandling af psykisk mistrivsel blandt børn og unge. Det kunne oplagt være organiseret i de kommunale pædagogiske, psykologiske rådgivninger (PPR).

For det tredje bør kronikere i psykiatrien tildeles en støtteperson med en koordinerende rolle.

Psykiatriens vilkår er bøvl for logistikken

Skabelonen for sundhedsvæsenet og særligt for somatikken passer ikke ned over de psykiske sygdomme og de mennesker, der lider af dem. I somatikken er meget løst med pakker og korte behandlingsforløb – for eksempel dagkirurgi.

Det giver god mening for den enkelte og for samfundsøkonomien, men forkortet transittid giver ikke på samme måde mening i psykiatrien. Der er nødt til at være flere muligheder.

Tag et eksempel som en indkaldelse til kontrol eller behandling. Hvis et menneske med langvarig, alvorlig psykisk sygdom overhovedet har NemID, er det næste spørgsmål, om vedkommende har det så godt på aftaledagen, at han eller hun møder op.

Forkortet transittid giver ikke mening i psykiatrien. Der er nødt til at være flere muligheder.

Torsten Bjørn Jacobsen
Formand, Psykiatrifonden

Og nej, det er ikke uvilje eller sjusk, hvis man ikke får ringet afbud. Det kan handle om, at angst eller andre aspekter af sygdommen spiller ind. Og ja, det er da noget bøvl for logistikken i sundhedsvæsenet at have med at gøre, men det er et af mange vilkår i psykiatrien.

Hvis ovenstående scenarie udspiller sig mere end én gang, bliver patienten afsluttet. Det er selvsagt ikke godt for patienten. Derfor skal vi have en helt ny og fleksibel tilgang til mennesker med kronisk psykisk sygdom. Et helt andet perspektiv.

Behandlingsplan bliver en papirtiger

Det andet perspektiv skal også – blandt andet gennem intensiv forskning og anvendelse og udbredelse af virksomme metoder – sikre, at psykiatriens kronikere faktisk kan få den målrettede, virksomme behandling og ikke det, de får i dag. I dag får de det, der er og ikke nødvendigvis det, der virker. Så bliver man fastholdt i sygdom og ulighed.

Fra vores rådgivning har vi eksempler på mennesker, der får antipsykotisk medicin som det eneste tilbud om behandling, nogle gange over meget lang tid, selvom både patient og familie fortæller, at medicinen ikke virker.

Indlæggelse sker en sjælden gang, når det går helt galt. Og der bliver sjældent lagt en længere plan for det enkelte menneskes behandling og fremtid. I de tilfælde hvor der bliver lagt en behandlingsplan, bliver den en papirtiger.

Patientansvarlig læge? Ja, det har vi også i psykiatrien, men reelt er det den praktiserende læge, der har den rolle, og så skal man som sagt huske, at blandt de mest alvorligt syge har vi ofte at gøre med mennesker, der ikke har NemID, som ikke har en praktiserende læge, og som har svært ved at følge planer.

Her taber vi mennesker på gulvet. Derfor foreslår vi en hjælpende hånd i skikkelse af en støtteperson med en koordinerende rolle.

Når den kroniske sygdom er psykisk, må vi have en udstrakt fleksibilitet med let adgang til den hjælp, der er brug for.

Torsten Bjørn Jacobsen
Formand, Psykiatrifonden

Støtteperson skal skabe sammenhæng

Patienter og pårørende oplever ofte usammenhængende patientforløb i psykiatrien. Og det gælder særligt for de mest syge. Derfor foreslår Psykiatrifonden, at de alvorligst syge patienter får en koordinerende støtteperson, der skal skabe sammenhæng på tværs af fag- og sektorgrænser og være motivator og brobygger.

Støttepersonen skal have en relation til patienten, der rækker ud over sagsbehandlerens. Personen skal etablere en behandlingsmæssig alliance med og løbende støtte patienten. Vedkommende skal have erfaring med både det sociale system, beskæftigelsessystemet, eventuel misbrugsbehandling og sundhedsvæsenet for at kunne hjælpe patienten med at navigere mellem disse områder.

Støttepersonen skal synkronisere patientens aftaler i kommunen. Det gælder for eksempel det sociale system, beskæftigelsessystemet og behandlingspsykiatrien. Hvis patienten har børn, skal støttepersonen også sikre, at der tages hånd om børnene på forsvarlig måde ved eksempelvis at henvise til forældre-/børnegrupper eller andre relevante støtteforanstaltninger.

Når den kroniske sygdom er psykisk, må vi have en udstrakt fleksibilitet med let adgang til den hjælp, der er brug for. Det er nødvendigt med en klar erkendelse i hele systemet, at der er brug for en særligt håndholdt tilgang.