Lif og 3F: Ulighed i kræftbehandling koster menneskeliv

Hvert år dør over 16.000 mennesker af kræft. Og hver dag går læger, sygeplejersker, forskere og ansatte i industrien på arbejde for at redde og forlænge så mange menneskeliv som muligt. Men vi har et blindt punkt: Alle har ikke de samme muligheder for at overleve en kræftsygdom. 

Nye analyser foretaget af det økonomiske konsulenthus Incentive for Lif viser, at vi hvert år kunne redde 3.550 menneskeliv, hvis alle danskere havde haft de samme muligheder for forebyggelse, opsporing, diagnostik og behandling af kræft som de 20 procent bedst stillede.

En indkaldelse til undersøgelse kræver næsten en doktorgrad at forstå. 

Ida Sofie Jensen og Tina Christensen
Hhv. koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen og næstformand, 3F

Tallene giver anledning til både eftertanke og handling. Hvad er der på spil, når direktøren og arbejderen går ind ad hospitalsdøren? Hvorfor bliver direktøren hurtigere diagnosticeret, og hvorfor får arbejderen ikke samme adgang til behandling?

Hvor kan vi så sætte ind, så vi sikrer større lighed i kræftbehandlingen? 

Sundhedsvæsenet skal tilpasse sig borgerne
Patienterne siger, at vores højt specialiserede hospitalssystem er svært at begå sig i, særligt for kortuddannede. En indkaldelse til undersøgelse kræver næsten en doktorgrad at forstå. 

Hvis man har flere sygdomme, er man i kontakt med mange forskellige afdelinger og mennesker. Vi kan ikke forvente, at alle patienter og pårørende, oveni den angst en kræftdiagnose medfører, kan ’klare sig’ i sundhedsvæsenet.

Det er sundhedsvæsenet, der skal tilpasse sig borgerne og sikre en ordentlig kommunikation, som den enkelte patient kan forstå.

Vi skal mindske travlhed på hospitalet
Lægerne siger, de ikke har værktøjerne til at hjælpe alle patienter bedst muligt. Sundhedspersonalet har travlt, og der er mangel på personale. Ofte arbejder lægerne mange timer om ugen og har mange bolde i luften.

Det kræver en ekstra indsats af den enkelte patient at være syg i et system, der har for travlt. De patienter, der ikke har ressourcer til selv at holde styr på deres egen behandling, bliver derfor nemt blive hægtet af, og det forstærker uligheden.

Det er derfor afgørende, at vi ansætter flere læger og mere plejepersonale, så de får tid til at gøre deres arbejde godt nok.

Vi skal fokusere mere på ulighed i selve behandlingen
Analysen fra Incentive viser, at 3.550 kræftpatienter kan reddes hvert år. Heraf kunne 550 mennesker overleve kræft, hvis de blev diagnosticeret i samme stadie som de bedst stillede. 1.350 mennesker kunne reddes, hvis de fik samme behandling som de bedst stillede. 

Uligheden skyldes altså ikke kun, at de bedst uddannede er hurtigere til at komme til lægen og insistere på en udredning, som man ellers ofte taler om. 

Tallene sender et tydeligt signal om, at det ikke kun er i opsporings- og diagnosticeringsarbejdet, man skal sætte ind. Det er især i selve behandlingsforløbet, man kan indhente noget af den ulighed, der i sidste ende betyder, at de kortuddannede kræftpatienter har en dårligere prognose end dem med længere uddannelser.

På rette vej – men ikke i mål
De seneste år har der været særligt fokus på kræftområdet. I mange år haltede vi efter vores nordiske naboer i forhold til, hvor mange der overlevede en kræftsygdom. Det er heldigvis blevet langt bedre. Vi har langt hen ad vejen fået systematiseret diagnostik og behandling af kræftpatienter.

Kræftplan I – IV, der har til formål at højne kvaliteten af på kræftbehandlingen, har løftet kræftområdet, da det haltede allermest bagefter. Vi har fået patientansvarlige læger og ventetidsgaranti, og der er tilført flere penge til området. Men vi er ikke i mål, når hver femte kræftpatient kunne have overlevet, hvis der ikke var ulighed på kræftområdet.

Sundhedstjek på arbejdspladser kan udligne ulighed
Tallene er skræmmende. Hvordan kan vi som samfund sidde overhørig, at vi lader så mange menneskeliv gå tabt på grund af ulighed? Svaret er simpelt: Det kan vi ikke. Analyserne har afdækket et kæmpe problem, og vi er nødt til at handle.

Vi skal i så høj grad som muligt indrette vores sundhedssystem på patienternes præmisser.

Ida Sofie Jensen og Tina Christensen
Hhv. koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen og næstformand, 3F

En af de ting vi bør gøre er at indføre sundhedstjek på arbejdspladserne. Det vil udligne en del af uligheden i den tidlige opsporing og diagnosticering af sygdom.

Erfaringer med kortuddannede i Høje Taastrup Kommune har vist, at sundhedstjekket ikke kun fører til behandling for hidtil uopdagede sygdomme. Det mindsker også sygefraværet og kickstarter en kulturændring på arbejdspladsen.

Sundhedstjekket skal følges op med hjælp til dem, der har sundhedsmæssige udfordringer, og målrettede initiativer til at fremme de enkelte medarbejderes sundhed. Ved at henvise til kommunens forebyggelsestilbud og introducere en række aktiviteter på arbejdspladsen, forebygger man samtidig livsstils- og arbejdsrelaterede sygdomme. 

Inden for svangeromsorg arbejder man med differentiering af omsorgen, så den er tilpasset den enkeltes behov. Lad os bruge det som inspiration på kræftområdet: Måske skal de praktiserende læger have en mere opsøgende rolle i forhold til udsatte grupper. Måske skal de patienter, der har behov for det, tildeles en bisidder, der kan hjælpe dem igennem systemet.

Vi kan komme uligheden til livs
Vi kan komme uligheden inden for kræft til livs. Men det kræver, at vi gør op med ’plejer’. Vi skal i så høj grad som muligt indrette vores sundhedssystem på patienternes præmisser. Sundhedspersonalet skal have hjælp til at kommunikere med alle patienter. Og så skal vi have modet til at behandle patienterne ulige for at behandle dem lige.

Der er behov for en samlet strategi for, hvordan vi sikrer alle kræftpatienter den hurtigst mulige diagnostik og den bedst mulige kræftbehandling. Vi har lagt grundstenen for god kræftbehandling med kræftpakkerne. Nu skal vi have alle med.