Novo om kronikerstrategi: Vækst og værdi for patienter kan sagtens gå hånd i hånd

Når regeringen forhåbentlig inden længe præsenterer sit længe ventede udspil til en kommende sundhedsaftale, er det helt afgørende, at udspillet indeholder konkrete løsningsforslag til, hvordan man styrker indsatsen på kronikerområdet. Det synes der at være der bred enighed om blandt sundhedsvæsnets aktører.
Allerede i dag har mere end 1,2 millioner danskere én eller flere kroniske sygdomme, og antallet forventes at stige de kommende år, i takt med at befolkningen heldigvis lever længere. Derfor er det også nødvendigt, at vi gearer sundhedsvæsnet til at håndtere det stigende antal danskere, der lever med diabetes, KOL, gigt eller en anden kronisk lidelse.
Vi skal blive bedre til at opspore dem, der er syge, så behandlingen kan sættes i gang tidligere. Her kan vi blandt andet bruge nye teknologiske løsninger og innovative behandlingsformer.
Kasper Bødker Mejlvang
Landechef, Novo Nordisk Danmark
Sker der ikke, kan resultatet meget vel blive, at vores sygehusvæsen kollapser. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sagde det meget præcist på en sundhedskonference, hvor han for nylig slog fast, at det specialiserede sundhedsvæsen er ved at ”sande til”, blandt andet fordi man skal behandle flere og flere mennesker med kroniske sygdomme på sygehusene.
Og direktøren i Danske Regioner, Adam Wolf, understregede ved samme lejlighed, at vi skal holde de mange kronikere uden for sygehusene ved at sikre, at de kan få en ordentlig behandling i det primære sundhedsvæsen, så vi ”forebygger forværring af sygdom”.
Udover i klassisk forstand gennem eksempelvis kost og motion at forebygge, at vi får kroniske lidelser, er en af nøglerne til at løfte og fremtidssikre vores sundhedsvæsen altså, at vi skal blive bedre til at opspore dem, der er syge, så behandlingen kan sættes i gang tidligere. Og her kan vi blandt andet bruge nye teknologiske løsninger og innovative behandlingsformer.
LÆS OGSÅ: Danske Patienter: Vækst, eksport og teknologi må ikke diktere ny kronikerstrategi
Innovation kommer ikke kun patienter til gode
Danske Patienter advarer imidlertid imod, at en styrket kronikerindsats ikke må blive en vækststrategi. I et indlæg i Altinget Sundhed skriver formand Klaus Lunding, at en strategi på kronikerområdet skal have ”fokus på, hvad der skaber værdi for patienterne”, og ikke kun på, hvad der gavner Danmarks ”eksport og samfundsøkonomi”.
For mig at se er der altså ingen modsætning mellem at skabe værdi for patienterne, så de kan leve et godt liv med deres sygdom, og skabe vækst – faktisk tværtimod.
Kasper Bødker Mejlvang
Landechef, Novo Nordisk Danmark
Det synspunkt er vi i Novo Nordisk fuldstændig enige i. Det må naturligvis være sådan, at de løsninger og behandlingsformer, vi udvikler, først og fremmest kommer patienterne til gavn. Men hvis vi samtidig kan bruge innovationen til at vise os frem over for udlandet og derigennem skabe vækst og danske arbejdspladser, er det absolut ingen skade.
For mig at se er der altså ingen modsætning mellem at skabe værdi for patienterne, så de kan leve et godt liv med deres sygdom, og skabe vækst – faktisk tværtimod. Men det er selvfølgelig vigtigt, at afsættet for udviklingen bliver patienternes ønsker og behov og de sundhedsprofessionelles indsigt og viden.
Men jeg mener samtidig i al ydmyghed, at de danske life science-virksomheder kan bidrage til at udvikle vores sundhedsvæsen, herunder kronikerområdet, i samarbejde med borgere, patienter, sundhedsprofessionelle, politikere og sundhedsmyndigheder.
Derfor håber jeg også, at både patientforeninger og repræsentanter for life science-branchen vil få sæde i den nye task force, som regeringen vil nedsætte for blandt andet at styrke og udvikle forebyggelses- og behandlingsindsatsen på kronikerområdet. Hvis vi skal lykkes med at løfte kronikerindsatsen, er der nemlig brug for alle gode kræfter og et samarbejde, der går på tværs af det offentlige og private.
Indsigt

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Per Larsen spørger Sophie LøhdeHvad har regeringen gjort for børn og unge med svær overvægt?
Karin Liltorp spørger Sophie LøhdeHvornår bliver retningslinjerne for udtrapning af antidepressiv medicin revideret?
- Løkke varsler modtræk til Trumps medicinpriskrig
- Sundhedsvæsenets nøglespillere bider negle, mens de venter på ny regering: “Det er jo stilhed før stormen”
- Danske Regioner og KL: Vi skal sætte klare mål for børn og unges trivsel
- De sloges om sundhedsvæsenet i forhandlinger og på Linkedin. Nu gør Wolf og Vendelbo regnskabet op
- FH: Velfærdsledere er pressede, syge og mister motivationen. Uden dem kan reformer falde til jorden























