Spørgsmål S 241: Vil ministeren kommentere det – af Patientforeningen Danmark oplyste – faktum, at hviletidsregler for ansatte i det offentlige sundhedsvæsen følger afdelingen og ikke sundhedspersonen og dermed den foreliggende kendsgerning, at f.eks. læger vil være for trætte til at varetage hvervet ved akutte sygdomstilfælde på betryggende og forsvarlig vis, hvilket skønnes at kunne have en invaliderende effekt på patienterne, og agter ministeren at træffe foranstaltninger til, at der fastsætte en øvre grænse for den tilladte længde af lægevagterne og i givet fald, da inden for hvilken tidshorisont?

Svar fra ministeren: Beskæftigelsesministeriet har til brug for min besvarelse af spørgsmålet oplyst følgende:

”Det EU-retlige grundlag for reguleringen af lægers arbejds - og hviletid er direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. Direktivet er blandt andet implementeret gennem lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, og gennem Arbejdstilsynets bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv. (bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 som ændret ved bekendtgørelse nr. 611 af 25. juni 2003).

Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at loven ikke finder anvendelse for lønmodtagere, der i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de tilsvarende rettigheder i direktivet, og det er endvidere fastsat i femte kapitel i Arbejdstilsynets bekendtgørelse, at arbejdsmarkedets parter under visse betingelser kan aftale at nedsætte eller udskyde hvileperioder.

Læger, der er ansat på offentlige sygehuse, er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer arbejdstidsdirektivet, jf. f.eks. forhandlingsprotokol vedrørende fornyelse af overenskomster/aftale pr. den 1. april 2005 inden for Foreningen af Yngre Lægers forhandlingsområde indgået mellem Amtsrådsforeningen og Foreningen af Yngre Læger. Det er således overenskomstparterne, der har fastsat de gældende betingelser for lægers afvikling af hviletid, rådighedsvagter mv., herunder forudsætningen om at hviletid afvikles med udgangspunkt i det enkelte ansættelsesforhold.”

Det er således korrekt, at reglerne om hviletid for ansatte i det offentlige sundhedsvæsen ikke følger sundhedspersonen.

Det er dog i den forbindelse vigtigt at understrege, at lov om udøvelse af lægegerning (lægeloven) indeholder en række bestemmelser om lægers pligter. Sundhedsstyrelsen oplyser, at læger i henhold til lovens § 6 er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder frasige sig opgaver, som de ikke er i stand til at udøve forsvarligt. En tilsvarende forpligtelse gælder også for flere andre grupper af sundhedspersoner. Der er tale om er en yderst konkret vurdering, der i denne sammenhæng skal foretages af den enkelte. Det vil derfor være svært fra centralt hold at opstille generelle regler for, hvornår den enkelte sundhedsperson ikke er i stand til at udvise den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed.

Det er således de direkte involverede parter – dvs. arbejdsgiverne, de faglige organisationer og de enkelte sundhedspersoner – der inden for rammerne af ovennævnte lovgivning har ansvaret for den konkrete tilrettelæggelse af arbejdet på sygehusene. Jeg har tillid til, at dette sker på grundlag af en saglig vurdering, hvor hensynet til patienterne naturligvis kommer i første række.