PLO: Ja tak til ansatte læger, nej tak til stråmandsklinikker

Katrina Feilberg fra Dansk Erhverv skriver i Altinget Sundhed om, hvordan de såkaldte partnerskabsklinikker i almen praksis skulle være en af løsningerne på manglen på praktiserende læger. Jeg er helt uenig i den konklusion, for der kommer ikke flere praktiserende læger af at tilføje en koncern til ligningen.

Men først lidt om, hvad en såkaldt partnerskabsklinik er. Det er en klinik, hvor ejeren – en praktiserende læge – hyrer et firma til at stå for IT, personale, bygninger og den slags, mens den praktiserende læge selv arbejder i klinikken med patientarbejdet.

Det kan være en fin konstruktion for de ret få læger, som ikke selv er mindet for det administrative og det ledelsesmæssige.

De klinikker er der altså ganske få af, men de kan være et udmærket supplement til den klassiske lægeklinik, fordi der en fast praktiserende læge – ejeren af klinikken – som arbejder i den pågældende klinik hver dag. Det vil sige for patienterne er der mulighed for kendskab og kontinuitet mellem lægen og patienten.

Læge-patientrelationen
Og kontinuitet mellem patient og læge er hele sagens kerne. Vi ved fra videnskabelige studier, at når der er kontinuitet i relationen mellem læge og patient, så er der signifikant større patienttilfredshed, færre akutte indlæggelser, kortere indlæggelser, bedre diagnostisk, større compliance med videre.

Den slags klinikker, som der er kommet mange af i de sidste års tid, er faktisk ikke partnerskabsklinikker, men derimod de såkaldte stråmandsklinikker. Her optræder godt nok en speciallæge i almen medicin som klinikejer (lovkrav), men denne læge har intet med klinikken at gøre, og arbejder der ikke i praksis.

Det er en koncern, som står for ansættelse af læger og øvrigt personale, og det er koncernen, der på alle måder står for ledelse og drift af klinikken.

Det betyder, at man som patient skal være forberedt på, at man kan møde en ny læge stort set hver gang, man kommer i klinikken.

Man kan ikke som patient vælge sin læge, når man er tilmeldt en stråmandsklinik. Det er et afgørende brud på den læge-patient relation, som forskningen dokumenterer, er så betydningsfuld, når man bliver syg.

Gunver Lillevang
Læge, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg

Ser vi på fakta, kan vi se, at de ansatte læger i disse stråmandsklinikker typisk er pensionerede praktiserende læger, som tager nogle få ”vagter” en gang i mellem. Eller en ung læge, der tager et par uger eller tre for at tjene lidt ekstra.

En fast læge, som arbejder tilnærmelsesvist fuld tid i flere år i samme stråmandsklinik, er et fænomen, som vi ikke er stødt på endnu i PLO. Og vi har trods alt ret god føling med de praktiserende lægers arbejdssituation.

Man kan ikke som patient vælge sin læge, når man er tilmeldt en stråmandsklinik. Det er et afgørende brud på den læge-patient relation, som forskningen dokumenterer, er så betydningsfuld, når man bliver syg.

Rig mulighed for ansættelse
Katrina Feilberg argumenterer for, at en del unge læger ikke ønsker at eje deres egen klinik, hvorfor løsningen på manglen på praktiserende læger er at tilbyde dem ansættelse som lønmodtagere.

Det har hun helt ret i. Hun ”glemmer” bare at fortælle, at der er rig mulighed for at opnå ansættelse i en ganske almindelig lægepraksis. For nylig er der indgået overenskomst mellem Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening og Yngre Læger, der blandt andet sikrer bedre barselsrettigheder.

Både PLO og Yngre Læger har gennemført undersøgelser, der viser, at en del unge læger gerne vil arbejde som lønmodtagere i almen praksis i et par år i starten af deres karriere, inden de slår sig ned og køber egen praksis.

Derfor har PLO og Yngre Læger også i enighed sørget for at forbedre mulighederne for, at unge speciallæger i almen medicin kan være ansat i almene lægepraksis.