Psykiatere: Psykiatrifonden har fået recovery i den gale hals. Det er en vigtig proces til at hjælpe patienterne

Psykiatrifonden har i et nyligt indlæg henvendt sig til Sophie Løhde (V) med et ønske om, at den kommende strukturkommission husker psykiatrien og denne gang tilgodeser borgerne fremfor systemet. Samtidig kritiserer Psykiatrifonden psykiatrien for at lade pendulet svinge for langt mod recovery-tankegangen.

Vi vil med dette indlæg gøre Sophie Løhde opmærksom på, at Psykiatrifondens indlæg fremstår selvmodsigende, idet recovery-tænkningen netop handler om borgerens ret til et meningsfyldt liv med aktiv deltagelse i de fællesskaber, vi alle er en del af.

Recovery er ikke en teori, som Psykiatrifonden kalder det, men en ideologisk retning, der bygger på patienters ret til at leve et tilfredsstillende liv på trods af sygdom

Helene Speyer og Lene Falgaard Eplov
Begge psykiatere og ph.d. i Region Hovedstaden

Recovery er et paradigmeskifte, hvor også civilsamfundet tildeles ansvar for alle medborgeres ret til et godt liv.

Styrket indsats i civilsamfundet
Paradigmeskiftet med fokus på recovery er vokset ud af 1960`ernes brugeraktivisme i USA hvor der kæmpes for rettigheder til selvbestemmelse, eksemplificeret ved Mad Pride-bevægelsen. Recovery-tænkningen danner nu det ideologiske grundlag for WHO`s målsætning for udvikling af global, mental sundhed.

Recovery er ikke en teori, som Psykiatrifonden kalder det, men en ideologisk retning, der bygger på patienters ret til at leve et tilfredsstillende liv på trods af sygdom. Den personlige recovery proces defineres således af den amerikanske psykolog William A. Anthony:

”Recovery er en dybt personlig, unik proces, hvor ens holdninger, værdier, følelser, mål, færdigheder og/eller roller forandres. Det er en måde at leve et tilfredsstillende, håbefuldt og bidragende liv, selv med de begrænsninger, sygdommen medfører. Recovery indebærer skabelsen af ny mening og formål i livet, efterhånden som man overkommer den psykiske sygdoms katastrofale følger.”

Den aktuelle psykiatriske behandling kan isoleret set kun hjælpe et stykke af vejen og kan aldrig stå alene, hvorfor det er afgørende samtidigt at styrke indsatserne i civilsamfundet

Helene Speyer og Lene Falgaard Eplov
Begge psykiatere og ph.d. i Region Hovedstaden

Det forrige århundredes storstilede indsats for at deinstitutionalisere mennesker med psykisk lidelse lykkedes kun delvist. Asylerne blev lukkede, men civilsamfundet tog ikke imod. Derfor har vi nu en gruppe mennesker, der lever mindst lige så afsondret som før, men nu isoleret i små encellede institutioner, hvor eneste kontakt til andre mennesker er til professionelle.

De lever, som Rockwool Fonden så fint formulerer det, ”et liv i periferien”. I periferien hersker ensomhed, arbejdsløshed, stigma og mistrivsel. Psykiatrifondens løsningsforslag fokuserer på den individrettede indsats, hvor mennesker med psykiske sygdomme skal hjælpes til at mestre symptomerne, men vi mener ikke, at denne ensidige tilgang løser det grundlæggende problem:

Den aktuelle psykiatriske behandling kan isoleret set kun hjælpe et stykke af vejen og kan aldrig stå alene, hvorfor det er afgørende samtidigt at styrke indsatserne i civilsamfundet for at hjælpe dem, der ønsker det, ind fra periferien.

Recovery handler ikke om at give op
Der har i årevis været en liberal tendens, også blandt de venstreorienterede partier, til at løse psykiatriens problemer ved at støtte de individrettede indsatser. WHO beskriver derimod et udtalt behov for recovery-orienterede, strukturelle indsatser, der modificerer samfundet, så det gøres tilgængeligt for alle mennesker, trods udfordringer af psykosocial karakter.

Vi stiller hos helt uforstående over for Psykiatrifondens påstand om, at pendulet er svunget for langt i denne retning. I vores øjne er det knapt nok begyndt

Helene Speyer og Lene Falgaard Eplov
Begge psykiatere og ph.d. i Region Hovedstaden

Netop derfor kan recovery ikke isoleres til at være en individuel proces. Recovery er en kollektiv proces der kræver et civilsamfund, man kan ”recovere” ind i. Den britiske læge og epidemiolog Michael Marmot har i årevis kæmpet for, at sundhedssystemet får øjnene op for dette.

Vi opfordrer Sophie Løhde og den kommende strukturkommission til at overveje, hvilke af psykiatriens problemer der bedst løses med strukturelle indsatser i civilsamfundet.

Vi stiller hos helt uforstående over for Psykiatrifondens påstand om, at pendulet er svunget for langt i denne retning. I vores øjne er det knapt nok begyndt.

Psykiatrifonden er i deres gode ret til at være i opposition til WHO på dette område, men vi håber, det drejer sig om en misforståelse. At arbejde recovery-orienteret er meget langt fra at ”give op og smide nøglerne væk,” som Psykiatrifonden udtrykker det. Det er helt modsat en vedvarende indsats for, at alle har ret til et meningsfyldt liv. Der er i de seneste år udgivet flere fagbøger om recovery, og vi kan kun anbefale Psykiatrifonden at læse disse.