Psykolog: Psykiatrien efterlader pårørende på perronen, når deres nærmeste indlægges

Pårørende bliver ofte overset i psykiatrien. De bliver både holdt udenfor behandlingssystemet og får samtidig alt for meget ansvar. Det er en meget farlig kombination, der ofte er forbundet med stress og udbrændthed.

For ikke så lang tid siden sad jeg med en familie, hvis søn var blevet indlagt med en psykose. De var kede af ikke at blive hørt, taget med på råd og lyttet til af personalet, der havde travlt og derfor holdt dem på afstand. Personalet fokuserede på det, de så som kerneopgaven, at få deres patient rask.

Efter to uger blev sønnen udskrevet, længe før han i familiens øjne var rask nok. Der var andre, der havde det dårligere end ham, og han måtte give pladsen videre.

Nu var det familien, der skulle tage sig af ham. De var stressede, bekymrede og magtesløse, da de hverken vidste, hvordan de skulle hjælpe ham, eller hvad han kunne finde på. Samtalen med en kontaktperson i psykiatrien hver 14. dag var ikke nok.

Individfokuseret behandling

Hvordan ville du selv have det, hvis det var din søn, datter eller forælder? Hvem ville du kontakte? Hvad ville du have brug for?

Når familien har det godt, påvirker det personen med psykisk lidelse positivt

Jens Einar Jansen
Psykolog, ph.d.

En tredjedel af den danske befolkning får en psykisk lidelse i løbet af livet, så denne situation rammer mange mennesker. Og mange familier.

Der er det seneste år kommet stort fokus på psykiatrien, og udsigten til de øgende bevillinger er kærkomne og tiltrængte. Men vi skal samtidig bruge dette momentum til at tage stilling til, hvad vi gerne vil ændre, og hvilken retning vi vil gå.

Både forskning og kliniske retningslinjer understreger, at systematisk inddragelse af pårørende både hjælper den syge og de pårørende. En undersøgelse viste, at familiebehandling reducerede tilbagefald med op til 50 procent.

En større meta-analyse viser, at man kan undgå hvert femte tilbagefald. Og samtidig reducere pårørendes belastning og øge deres livskvalitet. Når familien har det godt, påvirker det personen med psykisk lidelse positivt, og omvendt.

Men alligevel fastholder vi den individfokuserede behandling. Vi tænker kerneopgaven er, at helbrede patienten uafhængigt af den relation og det netværk personen indgår i. Vi har brug for en kulturændring, hvor vi får et større fokus på netværks- og relationsarbejde i psykiatrien.

Pårørendeinddragelse

Vi skal have mere fokus på implementering af den viden vi allerede har. 

Dette indebærer at uddanne personalet i systematisk pårørendeinddragelse og have tilbud om familiebehandling uanset, hvor man bor.

Ifølge forskningen er de vigtigste barrierer for implementering, at behandlerne ikke føler sig klædt på til opgaven, at de ikke har ressourcer nok, samt at de ofte er skolet i en meget biologisk forståelse af og tilgang til psykiske lidelser.