Senioranalytiker: Regioners syn på Qaly-model får konsekvenser for patienter

Af Michael Birkjær
Cand.scient.pol. og senioranalytiker, The Happiness Research Institute

I Danmark har omkring 30 til 50 procent af befolkningen i dag én eller flere kroniske lidelser eller længerevarende sygdomme.

Kombineres det med, at vores befolkning i snit bliver ældre, så er det ikke unaturligt, at behovet for mere kontrol med sundhedsudgifter tilsvarende vokser.

Det behov bliver der nu handlet på i Danske Regioner. Under høring i Landstingsalen på Christiansborg onsdag den 23. oktober fremlagde næstformand for Danske Regioner Stephanie Lose forslag om at ændre metodegrundlaget for vurdering af nye sundhedsteknologier og lægemidler. Den ′nye′ metode hedder Qaly.

Metode sikrer prioritering af udgifter
Qaly, som står for ′Quality-Adjusted-Life-Year′, er en internationalt anvendt sundhedsøkonomisk regnemodel, som kombinerer livskvalitet og leveår.

Det, som man måler på, er altså en form for ′gode leveår′. I sin essens kan Qaly bruges til at vurdere, hvor mange gode leveår der henholdsvis tabes til specifikke sygdomme og vindes gennem nye (samt eksisterende) sundhedsteknologier og lægemidler.

Qaly vægter de forskellige sundhedsdimensioner uhensigtsmæssigt.

Michael Birkjær
Cand.scient.pol. og senioranalytiker, The Happiness Research Institute

Som mål gør Qaly det muligt at sammenligne livskvalitetseffekter og prisomkostninger på tværs af sygdomsområder og sundhedsteknologier, hvorfor metoden sikrer os en harmoneret, transparent og informeret prioritering af sundhedsudgifterne.

Tager ikke udgangspunkt i faktisk livskvalitet
Ved første øjekast fremstår Qaly tidsvarende.

At vi værdisætter sygdomme og sundhedsteknologiers på baggrund af ′gode leveår′, som tabes og vindes, og ikke bare ′leveår′, vidner om, at vi værner om mere end mortalitet.

Vi skal også sikre, at livet er godt. Problemet er bare, at Qaly ikke tager udgangspunkt i patienternes faktiske livskvalitet.

Der findes en lang række anerkendte kritikpunkter af Qaly, og der er to, som er mest presserende set ud fra et trivselsperspektiv, som netop er det, som Qaly ønsker at måle.

Definition af livskvalitet er ikke meningsfuld
Når livskvalitet skal måles i en Qaly-vurdering, bruger man i sundhedssektoren måleinstrumentet ′EQ-5D′.

EQ-5D definerer livskvalitet som: fravær af smerte og ubehag, fravær af mobilitetsproblemer, fravær af angst og depression, fravær af problemer relateret til personlig pleje og fravær af problemer relateret til daglige aktiviteter.

Lægges de sammen, får man Qaly-definitionen på ′det gode liv′, og det er denne definition, som sandsynligvis bliver afsættet for vores fremtidige sundhedsprioriteringer.

Problemet er bare, at der ikke findes empirisk grundlag for at hævde, at disse fem dimensioner er de eneste, der skal måles på, og at de overhovedet er de vigtigste for livskvaliteten.

Optimisme og ensomhed betyder mere
Tester man, hvad der faktisk har betydning for patienter på tværs af kroniske lidelser, så bliver det tydeligt, at dimensioner som optimisme, træthed/vitalitet og ensomhed – bare for at nævne et par – er afgørende for patienternes trivsel. Men når vi ikke tager disse i betragtning, så får de heller ikke betydning.

Ethvert sundhedsinitiativ, som adresserer disse kerneproblemer, vil med brugen af Qaly få sværere ved at fremstå som noget, der synes effektivt, selv om det i virkeligheden ville være tilfældet.

I Storbritannien, som er storbrugere af Qaly, er man derfor netop nu i gang med at revidere EQ-5D, netop fordi man tager dette problem alvorligt. I Danmark bør vi gøre det samme.