Sundhedssociolog: Forskere skal turde bryde klassetabuet

I litteraturen er det velargumenterede pointer, at klasse må forstås både sociokulturelt og psykosocialt, og at de mere privilegerede middelklasser sjældent oplever tilværelsen som præget af klasse - simpelthen fordi klasse ikke opleves som en begrænsning for disse grupper.

Ulige adgang til sundhed

Det er oplagt, at denne brede klasseforståelse også rummer et stort forskningsmæssigt potentiale, hvilket kan hjælpe os med at forstå, hvorfor og hvordan ulige adgang til sundhed opstår.

Vi har efterhånden omfangsrige beskrivelser, af at der findes ubegrundede kvalitetsforskelle i behandling; både hvad angår udredning, behandling og rehabilitering og både på det somatiske og psykiatriske område. Alligevel ved vi stadig forbløffende lidt om mekanismerne bag.

Kvantitative studier tager afsæt i patienternes socioøkonomiske position, men hvordan det får indflydelse i det konkrete møde mellem patient og professionel er sparsomt udforsket.

Her kan vi med fordel anvende en kvalitativ klasseforståelse som den, litteraturen i øjeblikket er optaget af.

Privilegerede forældre hyldes som ansvarlige, imens forfordelte forældre problematiseres som ude af stand til at varetage barnets behov.

Iben Charlotte Aamann
Sundhedssociolog

I min tidligere forskning i borgerrettet forebyggelse har jeg eksempelvis vist, hvordan klasse får betydning i mødet mellem sundhedspleje og familie. Det sker på en måde, hvor privilegerede forældre hyldes som ansvarlige, imens forfordelte forældre problematiseres som ude af stand til at varetage barnets behov.

Problemet er, at det alene vurderes ud fra KRAM-faktorer uden blik for sundhedsskadelige livsvilkår, som man ikke frit vælger. Sundhedsplejen har naturligvis ikke mandat til at ændre på eksempelvis invaliderende boligforhold.

Men måske netop derfor, er det så tankevækkende, at klasse er virksomt i sundhedsplejepraksis som en form for moralske domme over forældres evner.

Klasse vækker ubehag

Klasse rejser på den måde uvægerligt spørgsmål om, hvad vi forstår som moralsk værd, samtidig med at dette – og selve eksistensen af klassebaseret ulighed – strider mod Skandinaviens stærke lighedsideologi, manifesteret i et offentligt finansieret sundhedsvæsen.

Min forskning viser netop, at man både i forskningssammenhæng og i hverdagslivet ofte værger sig mod at tale om klasse, fordi man hverken ønsker at blive betragtet som en, der fælder moralske domme eller at være blandt dem, der bliver bedømt.

De moraliserende implikationer gør det til et ekstremt tabuiseret fænomen.

Iben Charlotte Aamann
Sundhedssociolog

Derfor er det ikke problemfrit at lancere klasse som et frugtbart forskningsperspektiv; de moraliserende implikationer gør det til et ekstremt tabuiseret fænomen, som hverken privilegerede eller forfordelte bryder sig om – man kan føle forlegenhed over at have mere end nok eller skam over at have for lidt.

Måske er nogle af disse akavede følelser ind i mellem også på spil i det konkrete møde mellem patient og professionel?

Klasserejsen har implikationer for sundhed

Litteraturen er i øjeblikket optaget af den opadgående klasserejse. Her skildres den fornemmelse af eksistentiel hjemløshed, det afstedkommer, når man hverken føler sig hjemme i sin nye eller gamle klasse.

Og der berettes om frygten for at falde i status sammen med stolthed over det, man har opnået. Gælder noget tilsvarende for klasserejsende sundhedsprofessionelle og patienter? Og i så fald: Hvilken betydning kan det have, når de mødes i klinikken?

I et uligheds- og sundhedsforskningsperspektiv er det dog også højst relevant at udforske patienternes nedadgående klasserejser.

I mit nuværende forskningsprojekt om somatisk behandling for mennesker med psykiatriske diagnoser ser jeg adskillige eksempler på, hvordan det at blive ramt af sygdom har medført dybe sociale derouter. Som forstærkes yderligere af den overvældende smerte, skam og følelse af mindreværd, der er forbundet med at rejse nedad i klassesamfundet.

Der er nok at tage fat på, men det kræver, at vi forskere tør bryde klassetabuet.

Iben Charlotte Aamann
Sundhedssociolog

Det har selvsagt implikationer for, hvordan og i hvilket omfang, man magter og evner at tage ansvar for egen behandling og for, hvilke krav og forventninger, man har til sundhedsvæsnet.

Der er nok at tage fat på, men det kræver, at vi forskere tør bryde klassetabuet; måske et sted at starte er at se på ubehaget og de moralske implikationer som en del af problemet med ubegrundede kvalitetsforskelle i behandlingen?