Debat

Tidligere leder: Læger og sygeplejersker dominerer i psykiatrien og efterlader ingen plads til tværfaglighed

Psykiatrien er kendetegnet ved at være et tværfagligt samarbejde, men alligevel er det sygeplejersker og læger, der dominerer ledelsen. Det gør det svært for andre faggrupper at få indflydelse og skabe en helhedsorientering, skriver Kim Juul Larsen.

Nogen skal tage stilling til, om de mennesker, der leder psykiatrien nu, er de rigtige til at gøre det de næste ti år. For med den nuværende model levnes der ikke plads til helhedsorientering og tværfaglighed, skriver Kim Juul Larsen.
Nogen skal tage stilling til, om de mennesker, der leder psykiatrien nu, er de rigtige til at gøre det de næste ti år. For med den nuværende model levnes der ikke plads til helhedsorientering og tværfaglighed, skriver Kim Juul Larsen.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Psykiatrien er i krise. Ventelisterne stiger, og patienterne hober sig op, medarbejderne løber for stærkt, og mange erfarne og dygtige folk forlader deres job til fordel for det private eller helt andre karriereveje, og det er svært at rekrutterer nye medarbejdere.

Jeg er en af de medarbejdere, der er stoppet i psykiatrien – en erfaren og specialiseret psykolog, som brændte for mit arbejde med at hjælpe patienter til en bedre mental trivsel. Jeg gav op overfor meningsløse retningslinjer, dårlig ledelse, glasloft for indflydelse og et system, hvor overordnet ledelse og styring langsomt men sikkert kvalte muligheden for at gøre en reel forskel for patienterne.

Psykiatrien har haft behov for reformering og opgradering i årtier, og nu kommer finansieringen til den længe ventede 10-årsplan. 10-årsplanen er en god og ambitiøs faglig plan, som både brugere, pårørende og faglige organisationer i et indtil uset tæt samarbejde har bidraget til. 

Når det kommer til debat om løsninger og fordelingen af de kommende ressourcer, er det primært lægerne og sygeplejerskerne, der peger på sig selv som løsningen på de udfordringer, psykiatrien står overfor

Kim Juul Larsen
Psykolog, specialist og tidligere leder i psykiatrien

Sygeplejersker og læger dominerer
Men i den offentlige debat har meget lidt ændret sig, og i psykiatrisygehusene er det fortsat lægen eller sygeplejersken, som sidder for bordenden, og intet tyder på, at det bliver anderledes i fremtiden. Når det kommer til debat om løsninger og fordelingen af de kommende ressourcer, er det primært lægerne og sygeplejerskerne, der peger på sig selv som løsningen på de udfordringer, psykiatrien står overfor.

Manglen på læger og sygeplejersker fremføres som den helt store udfordring, hvilket også er relevant. Men alle, som har arbejdet ved psykiatrien, ved, at netop psykiatrien er kendetegnet ved et teambaseret og tværfagligt samarbejde, hvor hver faggruppe bidrager med vigtig ekspertise og samarbejder tæt omkring patientforløbet. Dette forhold bliver sjældent nævnt i den offentlige debat.

Det er nedslående at følge den lægefagligt dominerede debat, der fremstår som et vidnesbyrd om at intet er ændret eller tænkt ændret i forhold til, hvem der skal være med til at bestemme den kommende udvikling af psykiatrien.

Spørgsmålet om den overordnet ledelse og faglige dominans i psykiatrien er end ikke noget, der sættes spørgsmålstegn ved, og er heller ikke noget, der overhovedet berøres i det faglige oplæg til 10 årsplanen.

Andre faggrupper har ingen indflydelse
Psykiatrien har siden sidst i 1980’erne været ledet ud fra den såkaldte trojkamodel bestående af en administrerende direktør, en sygeplejefaglig direktør og en lægefaglig direktør – en model der fastholder psykiatrien i, at det er et sygepleje- og lægefagligt speciale, selv om det de facto er et tværfagligt speciale.

I 2023 er det stadig den sygepleje- og lægefaglige dominans, som er gældende, og de øvrige faggrupper sorterer alle under et ”det tværfaglige personale” og har ingen indflydelse på udfordringer og udvikling

Kim Juul Larsen
Psykolog, specialist og tidligere leder i psykiatrien

Der har i årenes forløb været flere genovervejelser, om hvorvidt trojkamodellen er den bedste måde at lede et psykiatrisygehus på, men det har aldrig ført til ændringer. I 2023 er det stadig den sygepleje- og lægefaglige dominans, som er gældende, og de øvrige faggrupper sorterer alle under et ”det tværfaglige personale” og har ingen indflydelse på, hvordan udfordringerne og udviklingen af psykiatrien skal imødekommes i fremtiden.

Hvis vi for eksempel ser på de forskellige arbejdsgrupper, der løbende nedsættes af Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen eller hospitalerne er de alle altovervejende lægedomineret, og så sidder der en eller to repræsentanter fra de øvrige faggrupper og altid i mindretal.

I Norges optrapningsplan for psykisk helse (2001-2009) som svarer til 10-årsplanen i Danmark, var der et stærkt fokus på grundlæggende ændringer mod en mere helhedsorienteret og decentraliseret psykiatri og ligestilling mellem faggrupper, også hvad angår ledelse.

Den overordnede ledelse må genovervejes
Der er svært at forestille sig andre brancher, hvor store udfordringer med produktion, fastholdelse og kvalitet ikke ville føre til, at man også vender blikket mod ledelsen, men det sker i psykiatrien.

Det handler ikke om fagkampe, men om at ingen fagligheder er hævet over sine egne interesser og blinde vinkler, om hvem systemet holder hånden over, og hvilke strukturer og paradigmer der vedligeholdes

Kim Juul Larsen
Psykolog, specialist og tidligere leder i psykiatrien

Kære beslutningstagere og politikere: Nogen skal tage stilling til, om de mennesker, der skal lede psykiatrien, er de rigtige til at forsætte de næste ti år. Det må være relevant og sund fornuft at genoverveje den overordnede ledelse, når tingene ikke fungerer. Psykiatriens fornyelse er ikke kun et spørgsmål om ressourcer.

Man kunne begynde med at gøre nogle forsøg med decentrale fri-psykiatriske enheder, hvor man ændrer på psykiatriledelsens DNA og sætter fokus på en mere helhedsorienteret og tværfaglighed psykiatri med ligestilling mellem faggrupperne.

Det handler ikke om fagkampe, men om at ingen fagligheder er hævet over sine egne interesser og blinde vinkler, om hvem systemet holder hånden over, og hvilke strukturer og paradigmer der vedligeholdes.

Hvis vi ønsker at sætte patienten i centrum, er vi nødt til at have en reel tværfaglig behandling af mennesker med psykisk lidelse, og det kræver også fornyelser i den overordnede ledelse af psykiatrien.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00