Dansk Psykiatrisk Selskab: Giv patienter i psykiatrien en fast kontaktperson

Når man kommer i psykiatrisk behandling, vil man ofte komme i kontakt med rigtig mange forskellige personer i løbet af et behandlingsforløb. Det betyder, at man som patient kan have svært ved at opbygge en tillid til de behandlere, man møder, ligesom man kan få en følelse af at skulle starte forfra hele tiden og af, at der ikke bliver taget samlet hånd om og ansvar for ens forløb.

Under indlæggelse kan patienten opleve at skulle fortælle sin historie mange gange, eksempelvis hvis man flyttes fra et afsnit til et andet, eller når afsnittets læge erstattes af en læge, der er lånt ud fra et andet afsnit for at få dagsplanen til at gå op. Henvender man sig i skadestuen for at søge hjælp, bliver man måske derfra henvist til et akutteam, og derfra måske videre til et ambulant team.

Selv hvis man behandles uden indlæggelse, kan man risikere at skulle tale med 10-15 forskellige personer i løbet af en periode på ret få måneder. Hver gang må patienten fortælle sin historie på ny, fordi vedkommende bliver mødt af nye behandlere.

Pårørende bliver fast kontaktperson
Det gælder også, hvis patienten har mere end én diagnose. Udrednings - og behandlingsgarantien og de såkaldte behandlingspakker har ført til, at et meget stort antal patienter får et behandlingstilbud i psykiatriske teams og psykiatriens ambulatorier, og det er rigtig godt.

Selv hvis man behandles uden indlæggelse, kan man risikere at skulle tale med 10-15 forskellige personer i løbet af en periode på ret få måneder

Merete Nordentoft, Mikkel Vossen Rasmussen og Lene Høgh
Dansk Psykiatrisk Selskab

Men i behandlingspakkerne er det meget snævert defineret, hvilket behandlingsforløb patienten skal tilbydes, afhængigt af hvilken diagnose vedkommende har fået. Kommer en patient eksempelvis ind med en depressionsdiagnose, og man finder ud af, at det også drejer sig om angst eller OCD, så starter patienten så at sige forfra i en anden pakke med ventetid, nye behandlere og ny kontaktperson.

De pårørende bliver i den forbindelse lidt ufrivilligt pålagt rollen som fast kontaktperson. Det er en stor belastning, for de pårørende har i forvejen nok at gøre med at agere både sagsbehandler, sjælesørger og fast holdepunkt, mens de løber spidsrod mellem kommunen, jobcentret, lægen og hospitalet. De bliver ikke sjældent skilt, sygemeldt og afskediget fra deres job undervejs, fordi det koster alle deres kræfter og al deres tid at finde rundt i junglen af tilbud, regler, rettigheder og pligter i et system, de ikke på forhånd er bekendt med.

Når der så sker såkaldt utilsigtede hændelser som vold eller selvmordshandlinger, eksempelvis som det, der skete i Fields, så fokuserer analyserne ofte på, om der har været tilstrækkeligt med skriftlig dokumentation i patientens forløb.

Sjældent løfter man sig op i helikopterperspektiv og spørger, om det har været sikret, at patienten reelt havde nogen at betro sig til, eller om patienten står tilbage med en oplevelse af, at der ikke for alvor er nogen, der hører efter?

Ingen fast kontaktperson i psykiatrien
De praktiserende læger har været opmærksomme på betydningen af at se den samme læge igennem patientforløbet. På en lægeklinik i Grenå har lægerne valgt at bruge betegnelsen ”stjernepatienter” om særligt sårbare patienter. Kontakter disse patienter klinikken, får de en hurtig tid, og de er garanteret at se den samme læge hver gang.

Ønsket om personkonstans har også været udtalt i forhold til hjemmeplejen. Mange ældre med plejebehov har et stærkt ønske om at have den samme hjemmehjælper for bedre at kunne opbygge kendskab og tillid.

Det er positivt med særlig omsorg for de patienter, der oplever forværring i deres tilstand, men af uransagelige grunde har man besluttet, at det ikke er den faste kontaktperson, der forestår kontakten i disse kritiske faser

Merete Nordentoft, Mikkel Vossen Rasmussen og Lene Høgh
Dansk Psykiatrisk Selskab

I psykiatrien er der desværre eksempler på, at udviklingen er gået den modsatte vej. Et ret nyt koncept, F-ACT (Flexible Assertive Community Teams), er blevet indført i store dele af landet. Et vigtigt element i F-ACT er at lade udgående og opsøgende teams behandle patienter, der er i særligt kritisk tilstand, i deres nærmiljø med en intensitet, der er nøje afstemt efter, hvordan patienterne har det lige nu og her.

Det er positivt med særlig omsorg for de patienter, der oplever forværring i deres tilstand, men af uransagelige grunde har man besluttet, at det ikke er den faste kontaktperson, der forestår kontakten i disse kritiske faser.

Det er en besynderlig beslutning, som formentlig er taget for at sikre, at der altid er personale på vagt, som hurtigt kan tage på hjemmebesøg, hvis det er nødvendigt. Dermed indfører man systematisk et brud på den vigtige kontinuitet og tillid.

Konceptet er udviklet i Holland. Det har aldrig været afprøvet i et randomiseret forsøg, men alligevel er det blevet indført over det meste af landet. Specielt det forhold, at man ikke ser sin faste kontaktperson, når man er allermest syg, har aldrig været underkastet nogen form for evaluering.

Man kan betragte det som en konstruktionsfejl i F-ACT, og den er egentlig ret let at reparere. Anbefalingen om øget kontinuitet fra task forcen om Fields-sagen kan bruges som anledning til at udbedre fejlen.

F-ACT kan lære af OPUS
Fra en anden metode, det såkaldte OPUS-tilbud for unge med psykose, ved vi, at det kan lykkes både at sikre, at patienten i kritiske faser ser sin faste kontaktperson mere hyppigt, og at denne kontaktperson har mulighed for at drøfte patientens vanskeligheder med kolleger.

Vi har behov for et mere fleksibelt system, hvor svært syge patienter møder den samme tilgang og gennemgående møder personer med et individuelt kendskab til deres situation

Merete Nordentoft, Mikkel Vossen Rasmussen og Lene Høgh
Dansk Psykiatrisk Selskab

Som patient i OPUS får man tilknyttet en fast kontaktperson, som varetager kontakten med og koordineringen af behandling hos et fast team af eksempelvis psykiater, psykolog, sygeplejerske, ergoterapeut og socialrådgiver, som sikrer, at der er sammenhæng i behandlingen. Det er en fremgangsmåde, der med fordel kan udbredes fuldt ud i alle regioner og også til de patienter, der tilbydes F-ACT.

Hvis en patient skal tilknyttes ambulant behandling efter udskrivelse fra hospital eller psykiatrisk skadestue, sker det ofte, at vedkommende i ventetiden på det ambulante tilbud tilbydes kontakt med et akut-team. Det er som udgangspunkt godt, at der findes akut-teams, som kan følge op i ventetiden, men det ville være endnu bedre, hvis de ambulante teams selv havde kapacitet til at tilbyde hurtig kontakt.

Dermed vil man springe et led over og nedbringe antallet af forskellige behandlere, som patienten skal tale med.

Tovholderfunktion skal skabes ved første møde
Vi har behov for et mere fleksibelt system, hvor svært syge patienter møder den samme tilgang og gennemgående møder personer med et individuelt kendskab til deres situation.

En fast kontaktperson i F-ACT vil også i langt højere grad kunne følge med i, om patientens tilstand forandrer sig, og om der opstår behov for hjælp til somatisk sygdom, som eksempelvis sår, svær KOL og så videre. Ligesom det siger sig selv, at en patient vil have lettere ved at dele eksempelvis selvmordstanker eller voldsfantasier med en behandler, som vedkommende kender og har tillid til.

Det letter også presset på de pårørende, hvis en fast og kendt kontaktperson tager ansvar for at samle trådene og er let at kontakte ved behov.  

Vi foreslår derfor, at man skaber en tovholderfunktion allerede ved første møde mellem patienten og psykiatrien.