Vi gør det ikke godt nok i dag for de borgere, der både har et misbrug og en psykisk lidelse. Det er der slet ikke nogen tvivl om.

Løsningen derimod, den er svær at blive enige om. Og desværre for borgerne har den diskussion været i gang alt, alt for længe.

Den seneste model, vi har hørt om i medierne, lader registertræk definere borgerens behandling, altså helt uden at skele til, hvilke behov den enkelte borger egentlig har. Der lægges dermed op til at flytte alle borgere med et misbrug og for eksempel ADHD, personlighedsforstyrrelser, stress eller depression over til psykiatrien.

Det vil efter vores bedste opfattelse betyde, at alle borgere med en dobbeltdiagnose ender med at tabe, fordi mange vil blive flyttet til psykiatrien uden at profitere af det. Samtidig kan de borgere, der fortsætter i de kommunale behandlingstilbud, ikke få en tilstrækkelig hjælp, fordi alle medarbejderne er flyttet over til regionen, og de kommunale tilbud dermed er udhulet.

Manglende inddragelse af eksperter, praktikere og brugere
Det nye forslag til en model er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Sundhedsministeriet og Social- og Ældreministeriet uden inddragelse af andre. Altså hverken eksperter, praktikere eller brugerne selv. Ikke en eneste af dem, der ser misbrugerne i dag. Og måske er det netop derfor, at modellen rammer så skævt og møder kritik fra alle parter?

En arbejdsgruppe med folk fra virkeligheden vil kunne tegne stregerne til en konkret model, som er baseret på tæt og forpligtende samarbejde.

Ulrik Wilbek
Formand for KL’s Socialudvalg

Vi tror ikke på, at løsningen findes på et skrivebord på Slotsholmen. Derfor foreslår KL, at der nedsættes en arbejdsgruppe med eksperter, praktikere og brugerrepræsentanter, som får til opgave at lave en klarere målgruppedefinition, så der er klarhed over, hvem det er vi taler om, og hvem der skal indgå i en ny organisatorisk model. Så behandlingen og hjælpen bygges på borgernes behov og ikke registerudtræk.

KL inviterede for nyligt en række eksperter og praktikere med psykiatri- og rusmiddelfaglighed samt brugerorganisationer til en rundbordssamtale. Her drøftede vi netop, hvordan vi laver en model, der både sikrer et styrket tilbud til de mest belastede borgere og samtidig sikrer en god misbrugsbehandling for den bredere gruppe. Med andre ord: en model, som alle borgere vinder på.

Der var bred enighed om, at udgangspunktet altid skal være borgerens behov og den hverdag, han eller hun befinder sig i. Ikke registerudtræk eller diagnosemodeller. Og så var der bred enighed om, at løsningen skal findes i et tæt, forpligtigende samarbejde mellem den kommunale rusmiddelbehandling og den regionale psykiatri.

Vi kender allerede de gode eksempler
Der findes allerede en lang række eksempler på sådanne samarbejder, og de virker. Tag for eksempel Psykoterapeutisk Center Stolpegård under Region Hovedstadens Psykiatri. Evalueringen viser, at samarbejdet mellem region og rusmiddelcenteret er en succes, og at alle parter, især borgerne, er yderst tilfredse med behandlingstilbuddet. 

Vi kender også eksempler fra USA og Norge, hvor netop samarbejde mellem rusmiddelbehandlingen og psykiatrien er vejen til succes. I en dansk kontekst vil det betyde, at regionen blev forpligtet til at yde lægefaglig assistance til kommunerne, og at der skal opbygges et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner og regioner om målgruppen. Det ville være en helt oplagt opgave for de nye sundhedsklynger.

Vi kender altså allerede de virksomme løsninger, så hvorfor ikke bygge en ny model over de løsnigner? En arbejdsgruppe med folk fra virkeligheden vil kunne tegne stregerne til en konkret model, som er baseret på tæt og forpligtende samarbejde. Dét vil være en løsning, som reelt gør borgerne til vinderne og ikke taberne.