25. maj 2021 kl. 08.00Ministersvar
Ina Strøjer-Schmidt svarer Astrid Krag
Ina Strøjer-Schmidt (SF) spørger social- og ældreministeren, Astrid Krag, om ministeren vil forkorte tidsperioden på 2,5 år, før en stedbarnsadoption kan gennemføres
Altingets robotMinistersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
B 28, Spørgsmål 2
Vil ministeren forkorte tidsperioden på 2,5 år, før en stedbarnsadoption kan gennemføres?
Svar fra tirsdag den 25. maj 2021
”Vil ministeren forkorte tidsperioden på 2,5 år, før en stedbarnsadoption kan gennemføres?” Svar:
Adoptionsloven giver mulighed for, at en ægtefælle kan stedbarnsadoptere sin ægtefælles barn. Tilsvarende kan en samlever adoptere sin samlevers barn.
En stedbarnsadoption skal, ligesom alle andre adoptioner, være bedst for barnet.
Når adoptionsmyndighederne skal vurdere, om en stedbarnsadoption er bedst for barnet, lægges der bl.a. vægt på, om barnet vil komme til at vokse op i en stabil familie, og at adoptionen er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie. Derfor stilles der i praksis som udgangspunkt krav om, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet har levet sammen med ægtefællen og barnet i mindst 2�½ år. Tilsvarende gælder, når parret er ugifte samlevende.
I praksis kan samlivskravet dog fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. når ansøgeren og barnets forælder har haft et stabilt familieliv inden barnets fødsel. Ved vurderingen af, om der er tale om et stabilt familieliv, indgår bl.a. længden af ansøgerens og partnerens forhold og samliv, om parret allerede har fællesbørn, og om barnet er planlagt.
Selvom samlivskravet er opfyldt, er adoptionen fortsat betinget af, at de øvrige adoptionsbetingelser er opfyldt, navnlig at adoptionen er bedst for barnet, og sagen ikke er omfattet af adoptionsforbuddet i adoptionsloven, hvorefter der ikke kan meddeles adoption, hvis der er betalt vederlag.
Den gældende lovgivning giver således mulighed for at gennemføre en stedbarnsadoption, hvis parret sammen har aftalt med en surrogatmor, f.eks. en nær slægtning, at hun uden at modtage vederlag føder et barn til dem.
Praksis for fravigelse af samlivskravet er beskrevet i Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 6-21, som jeg vedlægger. Det fremgår eksempelvis af principmeddelelsen, at Ankestyrelsen i en sag, hvor ansøger og dennes partner havde boet sammen i 15 år og i forvejen havde et fællesbarn på 6 år, 1 vurderede, at der var tale om et stabilt familieliv, der kunne begrunde en fravigelse af samlivskravet.
Som jeg tidligere har oplyst, vil jeg tage initiativ til at tilpasse lovgivningen sådan, at den er i overensstemmelse med Højesterets dom af 16. november 2020 om stedbarnsadoption af to børn, der var kommet til Danmark gennem en kommerciel surrogataftale. I den forbindelse vil lovfæstelse af praksis for fravigelse af samlivskravet også blive overvejet.
Adoptionsloven giver mulighed for, at en ægtefælle kan stedbarnsadoptere sin ægtefælles barn. Tilsvarende kan en samlever adoptere sin samlevers barn.
En stedbarnsadoption skal, ligesom alle andre adoptioner, være bedst for barnet.
Når adoptionsmyndighederne skal vurdere, om en stedbarnsadoption er bedst for barnet, lægges der bl.a. vægt på, om barnet vil komme til at vokse op i en stabil familie, og at adoptionen er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie. Derfor stilles der i praksis som udgangspunkt krav om, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet har levet sammen med ægtefællen og barnet i mindst 2�½ år. Tilsvarende gælder, når parret er ugifte samlevende.
I praksis kan samlivskravet dog fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. når ansøgeren og barnets forælder har haft et stabilt familieliv inden barnets fødsel. Ved vurderingen af, om der er tale om et stabilt familieliv, indgår bl.a. længden af ansøgerens og partnerens forhold og samliv, om parret allerede har fællesbørn, og om barnet er planlagt.
Selvom samlivskravet er opfyldt, er adoptionen fortsat betinget af, at de øvrige adoptionsbetingelser er opfyldt, navnlig at adoptionen er bedst for barnet, og sagen ikke er omfattet af adoptionsforbuddet i adoptionsloven, hvorefter der ikke kan meddeles adoption, hvis der er betalt vederlag.
Den gældende lovgivning giver således mulighed for at gennemføre en stedbarnsadoption, hvis parret sammen har aftalt med en surrogatmor, f.eks. en nær slægtning, at hun uden at modtage vederlag føder et barn til dem.
Praksis for fravigelse af samlivskravet er beskrevet i Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 6-21, som jeg vedlægger. Det fremgår eksempelvis af principmeddelelsen, at Ankestyrelsen i en sag, hvor ansøger og dennes partner havde boet sammen i 15 år og i forvejen havde et fællesbarn på 6 år, 1 vurderede, at der var tale om et stabilt familieliv, der kunne begrunde en fravigelse af samlivskravet.
Som jeg tidligere har oplyst, vil jeg tage initiativ til at tilpasse lovgivningen sådan, at den er i overensstemmelse med Højesterets dom af 16. november 2020 om stedbarnsadoption af to børn, der var kommet til Danmark gennem en kommerciel surrogataftale. I den forbindelse vil lovfæstelse af praksis for fravigelse af samlivskravet også blive overvejet.
