Altinget.dk har fået lov at bringe den del af miljøminister Troels Lund Poulsens talepapir, hvor han holdt sig til manuskriptet. Der skal dog alligevel tages højde for, at ministeren kan have brugt andre vendinger i forhold til manuskriptet.

Miljøministerens tale på Politisk Forum 29. april 2008:

Det er knap 200 år siden, at Adam Oehlenschläger skrev teksten til "Der er et yndigt land". De billeder, der i 1823 tegnede sig for Oehlenschlägers nethinde, kan vi også i dag genfinde i det danske landskab.

Men hvor er vi så i dag. Der er pres på landskabet. Vi ønsker vej- og banenettet udbygget. Der efterspørges nye, attraktive byggegrunde. Mange virksomheder ønsker at bygge ved motorvejsafkørslerne. Der bliver færre, men større landbrugsbedrifter, og der er mange ønsker om tilbygninger, ombygninger og nybyggeri også ude i landzonen.

Det sætter landskabet og arealet som ressource under pres. Og det udfordrer os, der forvalter det. Danmark bliver kun ved med at være et smukt, velfungerende og attraktivt land, hvis vi er vores ansvar bevidst. Det kræver planlægning og det kræver omtanke med administrationen af reglerne, deres undtagelser og dispensationsmuligheder.

Landskabet bevarer ikke sig selv. Og når vi alligevel af hensyn til vækst og udvikling inddrager nye arealer i det åbne land, så er det en udfordring at gøre det på en måde, som tilføjer og ikke forringer landskabets kvaliteter.

Det fordrer ambitiøse mål i planlægningen. Og det kræver, at vi har vilje og mod til at stå fast på nogle overordnede prioriteringer og principper. Vi har et vigtigt, fælles ansvar.

Med kommunalreformen har I fået ansvaret for den sammenhængende planlægning - både for byerne og det åbne land og i forhold til jeres nabokommuner og jeres region. Gennem kommuneplanstrategierne og forslagene til regionale udviklinsplaner har vi fået dialog og debat om de store linier og væsentlige prioriteringer.

Det er en debat, som har gået på tværs af det politiske hierarki og inddraget borgere, borgergrupper, interesseorganisationer og virksomheder og institutioner. Det er derfor også en proces, som stiller store forventninger til resultatet af arbejdet med kommuneplanerne, som nu er i fuld gang overalt.

Det er et arbejde, som I alle her er dybt involveret og engageret i. Det er en stor opgave med en ny geografi på flere niveauer - alle har udfordringen med det åbne land og sammenlægningskommunerne har tillige udfordringen med den større geografi. På den anden side giver kommuneplanprocessen også en rigtig god mulighed for politisk dialog om kommunens nye identitet.

Kommuneplanprocessen involverer jo også staten. Det sker konkret gennem de statslige miljøcentres dialog med jer om kommuneplanerne - og det foregår på baggrund af Oversigten over statslige interesser i kommuneplanlægningen. Det er ikke et dokument, som alene er opfundet i statslige kontorer, men et dokument, som er resultatet af mange års politikudvikling og samarbejde med amterne og KL.

Det fører naturligt til landsplanredegørelsen. Her giver regeringen på udvalgte områder sit bud på den fremtidige fysiske og funktionelle udvikling i landet. Det er her regeringen lægger sine overordnede principper for planlægningen. Det er her, at regeringen vil gøre rede for de initiativer, som regeringens Danmarksbillede giver anledning til, herunder også de områder, hvor vi ønsker et tæt samarbejde med kommunerne og regionerne.

Landsplanredegørelsen er også en opfordring fra regeringen til regioner og kommuner om at handle i overensstemmelse med de statslige udmeldinger. Derfor er landsplanredegørelsen ikke længere kun til Folketinget. Som noget nyt vil den første landsplanredegørelse efter gennemførelsen af kommunalreformen være direkte rettet til kommunalbestyrelserne og regionsrådene.

Jeg forventer, at et udkast til landsplanredegørelsen bliver sendt i offentlig høring til efteråret og at den endelige landsplanredegørelse kommer i begyndelsen af næste år.

Det kan godt synes bagvendt. Hvorfor ikke landsplanredegørelsen først, så de regionale udviklingsplaner og så kommuneplanerne? Men sådan er det nu engang - landsplanredegørelsens udgivelsestidspunkt bestemmes fortsat af, hvornår der afholdes valg til Folketinget.

Men nu er ulykken ikke større, end at VK regeringens seneste landsplanredegørelse er fra 2006 og derfor stadig aktuel og relevant. Det gælder f.eks. både principperne om adskillelsen mellem by og land og beskyttelsen af vores værdifulde landskaber - herunder den særlige fokus omkring motorvejene.

Men tiden har heller ikke stået stille. Der er kommet og vil komme en række nye initiativer, som har konsekvenser for kommunernes planlægning og de regionale udviklingsplaner.

Det gælder f.eks. aftalen om dansk energipolitik 2008-2011, investeringsplanen for infrastruktur, nationalparker samt vand- og Natura 2000-planer.

Regeringen har nu indgået en aftale med Kommunernes Landsforening om kommunernes planlægning for vindmøller. Den er aftale er glad for, og den vil jeg gerne kvittere for. Aftalen indebærer, at kommunerne påtager sig ansvaret for at planlægge for vindmøller i form af arealreservationer.

Aftalen er en udmøntning af den energiaftale, som regeringen indgik i februar i år. Med energiaftalen blev det besluttet, at udbyde to vindmølleparker med en samlet effekt på 400 MW på havet.

Det blev også fastsat, at kommunerne skal planlægge for 75 MW på land i form af reservation af arealer i hvert af årene 2010 og 2011. Samtidig skal det sikres, at kommunerne også realiserer målene fra aftalen i 2004 om at planlægge for vindmøller med en samlet effekt på 350 MW.

Det er en ambitiøs men realistisk målsætning, der samtidig anerkender, at det kan være en vanskelig opgave for kommunerne at få placeret de nye vindmøller. Der skal være tid til at undersøge de miljømæssige og landskabelige forhold og til at inddrage lokalbefolkningen.

En del kommuner er allerede i gang med planlægning for vindmøller - enten for konkrete enkeltprojekter eller i form af en samlet planlægning for hele kommunen. For at fremme den kommunale planlægning har Kommunernes Landsforening og regeringen aftalt, at der etableres et rejsehold, som kan understøtte kommunerne med at løse opgaven.

Det er jo hverken kommunerne eller mig, som har ansvaret for, at der faktisk opstilles møller på de arealer, som kommunerne i deres planlægning har udlagt hertil. Det kræver som bekendt en eller flere private investorer.

Det betyder, at den planlægning, som kommunerne kan forpligtes til at gennemføre, før en privat investor melder sig med et konkret vindmølleprojekt, er at udarbejde en kommuneplan eller et kommuneplantillæg med rammer og retningslinjer for de arealer, som er udpeget til opstilling af vindmøller.

Energiaftalen rummer 4 nye incitamenter, som har betydning for kommunernes planlægning for vindmøller - det handler om en ny garantifond for lokale vindmøllelaug, om lokalt medejerskab, en grøn ordning og en kompensationsordning for naboer til vindmøller.

Forligspartierne bag energiaftalen besluttede også, at følge kommunernes planlægning tæt - blandt andet ved at få en status for planlægning efter skrotningsordningen hver anden måned og ved at skabe en tættere dialog herom mellem de statslige myndigheder og kommunerne.

Der er kort sagt tale om, at planlægning for vindmøller er en kommunal opgave med høj national prioritet. For at nå målene i energiaftalen, er der vigtigt at alle kommuner bidrager, ved at fremme planlægning for vindmøller - både på kort og på langt sigt.

Formanden for Kommunernes Landsforening og jeg vil hurtigst muligt invitere til et møde med alle landets borgmestre, hvor der vil blive mulighed for at gennemgå aftalerne mere udførligt.

Også regeringens kommende investeringsplan for infrastruktur vil få omfattende og langsigtede konsekvenser for den fysiske planlægning og landskabet.

Dette arbejde er jeg meget optaget af, fordi det gør en kæmpe forskel, om miljøhensyn indtænkes eller ej. Jeg deler naturligvis Kommissionens klare anbefaling om, at indsatsen for at begrænse transportens miljø- og klimapåvirkninger skal intensiveres.

Regeringen vil en grøn trafikpolitik, og udmeldingen er klar: den kollektive transport skal have et markant løft.

Ufordringen er af en sådan karakter, at der er behov for et opgør med vanetænkning og et bedre tværoffentligt samarbejde om fælles nyskabende løsninger.

Hvorfor? Det handler om livskvalitet for så mange danskere som muligt og det handler om gode rammevilkår for vækst og udvikling:

• Vi vil ikke sidde i kø

• Vi vil have en renere natur (luft, støj, CO₂)

• Vi vil have smukke og velfungerende bymiljøer

• Vi vil hurtigt frem

• Vi vil have et transportalternativ til bilen

For at løse denne opgave er der først og fremmest brug for:

- Et effektivt kollektivt trafiksystem i de store byer,

- Effektive pendlermuligheder mellem de store byer.

Udfordringen er at løse opgaven, så den kollektive trafik udgør et reelt alternativ til bilen. Ellers vil bilen for mange danskere fortsat være det mest fleksible og effektive transportmiddel - også til og fra arbejde - uanset lange trafikkøer og ubekvemme transporttider.

Og vi afhjælper altså ikke bare problemerne ved at udvide vejkapaciteten for der er ganske enkelt ikke plads til bilerne inde i de større byer.

Omvendt er der store dele af landet hvor kollektiv trafik hverken miljømæssigt eller økonomisk er en god ide. Jeg kommer mange steder, hvor bilen er det mest optimale transportmiddel. Her skal mobiliteten sikres med mindre trafik dels ved at øge samkørslen og dels ved at skabe muligheder for at kombinere bil og kollektiv transport f.eks. ved at sikre parkeringsmuligheder ved centrale stationer.

Kommunerne skal tænke de trafikale konsekvenser (såvel som hensyn til arealforbrug, landskab, miljø og natur) af bolig- og erhvervsudstykninger ind fra starten for at forhindre trafikkaos og sikre de mest miljørigtige transportformer. Staten og regionerne skal sikre attraktive kollektive transportløsninger, hvor geografi og befolkningsgrundlaget er til det.

I Fingerplan 2007 har regeringen strammet op på princippet om at større arbejdspladser skal ligge i rimelig gåafstand fra en station. Erfaringsmæssigt betyder det, at omkring halvdelen af de ansatte tager toget. På sigt vil det dagligt spare 1 mio. bil-km og sammen med mindre byspredning give en årlig reduktion på 100.000 tons CO₂. Vel at mærke uden nogen gener for borgerne.

Vi kan altså flytte trafik over i den kollektive transport alene ved at tænke os om. Men det kræver, at vi planlægger placeringen af de større rejsemål i byerne. At gøre det mere konsekvent vil bidrage til at mindske klimaeffekterne, men så sandelig også til at skabe bedre mobilitet og bedre byer