Bliv abonnent
Annonce

Danske Speditører ikke afvisende over for roadpricing

3. juni 2008 kl. 10.13

Det er direktøren i Danske Speditører, Martin Aabak, der nu går imod DI Transport og åbner op for brugen af roadpricing. Hvis det bliver brugt på den rigtige måde, kan det virke som en adfærdsregulerende mekanisme, mener Martin Aabak.

"Brugt som afgiftsskrue og til at begrænse godstransporten er kørselsafgifter mere gift end afgift; en gift for udvikling og vækst i vort samfund og en trussel mod den velfærd, alle politikerne slås om at levere. Men der, hvor roadpricing for alvor giver mening, er som adfærdsregulerende mekanisme indenfor personbefordringen under forudsætning af et velfungerende og udbygget kollektivt transportsystem," mener Aabak.

"Hvis roadpricing indføres, kan transportkøberne måske anspores til at modtage levering efter kl. 14 om fredagen, måske kl. 22 en onsdag aften og ikke i myldretidstrafikken, hvor du og jeg i øvrigt skal til og fra arbejde. Omkostninger er dejligt synlige og dokumenterbare, hvorfor omkostninger traditionelt er nemmere at tage op med transportkøberen: Vil du have dit gods midt i myldretiden eller vil du have det billigere? Og under den klare forudsætning, at det samlede afgiftstryk i øvrigt ikke bliver større, er vi klar til at tage en diskussion om omlægning til intelligente afgifter," siger Aabak.

"For det er helt sikkert, at andre end dem med forstand på transport og logistik vil føre begrebet roadpricing frem. Nogle vil forsøge at være seriøse, men der vil være dem, som blot vil bruge roadpricing som endnu en måde at score billigt på miljøet og klimaet og i forbifarten lave et provenu."

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026