Debat

Eurovignetten betaler fremtidens veje

DEBAT: Nyt direktiv åbner for, at fremtidens infrastruktur kan blive betalt af vejskatter, skriver Anne E. Jensen (V), som glæder sig over, at Belgien nu arbejder for at skaffe enighed om vejskatten.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Anne E. Jensen (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Der er en reel risiko for, at fremtidens europæiske vejnet bliver tæt pakket af biler og lastvogne, og vi kommer til at opleve endnu flere køer og trafikpropper, end vi har i dag. Der bliver flere europæere og flere biler på gaderne. Derfor skal vi have finansieret fremtidens infrastruktur, og det kan den blive med et nyt direktiv om eurovignetten, som vil indføre en vejskat på de største trafikårer.

Det er måden, hvorpå man udregner prisen for vejskatten, som skal ændres. Med de nuværende regler kan medlemslandene nemlig kun opkræve penge for de omkostninger, der vedrører selve infrastrukturen, det vil sige slitage på veje og broer osv. Men med ændringerne af direktivet kan man fremover også medregne de eksterne omkostninger. Det er for eksempel omkostninger vedrørende ulykker, miljømæssige skader og andre former for overbelastning.

Rent praktisk vil det sige, at man nu vil kunne kræve højere takster på meget trafikerede veje med mange ulykker, eller man kan kræve penge for at belaste miljøet i naturskønne områder som for eksempel Alperne.

En oplagt mulighed
Direktivet giver en god ramme for at skaffe de nødvendige penge til at udvikle infrastrukturen. Men det kræver, at vi kan blive enige om, hvordan pengene skal fordeles. For hvis vi indsamler penge fra brugerne af motorvejene, er det vel kun rimeligt at pengene kanaliseres tilbage til investeringer til vejene. Nogle medlemsstater er stærkt imod denne form for øremærkning og ser hellere, at overskuddet fra eurovignetten føres tilbage til statskasserne.

Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Personligt synes jeg imidlertid, at forslaget er en oplagt mulighed for at forbedre den europæiske infrastruktur. Det er et område, som normalt ikke har det skarpeste fokus hos nationale politikere. Dels er der tale om store beløb, og dels kan resultatet af investeringerne måske først ses 10 eller 20 år senere. Men hvis vi kan nå til enighed med Rådet, kan situationen ændre sig.

Men vejskatten er meget svær at komme til enighed om i EU. Da forslaget var til første læsning i Parlamentet for halvandet år siden, kunne vi ganske enkelt ikke blive enige om detaljerne med Rådet. Og når vi ikke kan blive enige med dem, bliver det ikke til EU-lov.

Personligt synes jeg imidlertid, at forslaget er en oplagt mulighed for at forbedre den europæiske infrastruktur.

Anne E. Jensen (V)
MEP

Det er derfor meget spændende, at belgierne nu har sat sig for at finde konsensus om fremtidens vejskat for lastbilstransporten. Nu gælder det om at finde et kompromis, som alle kan leve med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne E. Jensen

Formand, Danske Sømands- og Udlandskirker, EU-koordinator, TEN-T korridoren fra Østersøen til Adriaterhavet
cand.polit. (Københavns Uni. 1978)

0:000:00