Debat

Skatteministeren bør tænke sig godt om

DEBAT: Hvis regeringen skrinlægger kørselsafgifterne, bliver det dyrt at nå EU's CO2 forpligtelser i 2020, mener Martin Lidegaard.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Martin Lidegaard
Formand, den grønne tænketank Concito

Det vakte nogen opsigt, da skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i sidste uge de facto lagde kørselsafgifter på persontransport i graven. Måske kan kørselsafgifter komme på tale om ti år, sagde ministeren, men indtil da vil han ikke høre tale om nogen form for road pricing. I søndags forlød det så, at også afgifter på tunge køretøjer er udskudt. Men landets skatteminister bør tænke sig godt om, inden han trækker stikket helt ud på kørselsafgifterne. Det kan blive rigtigt dyrt at opfylde statens CO2 forpligtelser af anden vej.

Det står således tindrende klart, at det bliver svært at nå 20 procent CO2-reduktion i transportsektoren i 2020 uden brug af kørselsafgifter. Elbilerne er på vej, men selv hvis vi investerer i en ny infrastruktur og tilgodeser både elbiler og plug in elhybrider afgiftsmæssigt, kan vi sandsynligvis kun nå 100.000 elbiler i 2020. De vil i givet fald udgøre cirka 5 procent af bilflåden, og deres el vil i bedste fald være produceret på cirka 50 procent vedvarende energi, altså maksimalt en CO2 reduktion på cirka 2,5 procent.

Biobrændstoffer er en anden løsning, men vi skal også bruges biomasse og biogas i vores kraftværker og til produktion af plastic, og vi må derfor imødese markant højere priser på begge dele, fordi efterspørgslen efter biomasse eksploderer både herhjemme og i udlandet. Det vil med andre ord blive en ganske dyr løsning for bilisterne. Dertil kommer den ubehagelige viden om, at første generation biobrændstoffer ifølge de nyeste rapporter faktisk er mere skadelige for klimaet end de fossile brændstoffer, når man medtager de indirekte effekter i form af fx skovrydning - der ikke er omfattet af EU's certificering.

Køb af kvoter
Og selv hvis vi vælger at lukke øjnene for disse forhold, er biobrændstoffer og elbiler under alle omstændigheder kun udset til at udgøre cirka 10 procent eller halvdelen af vores forpligtelser i 2020. Resten skal ifølge regeringens plan tilsyneladende tages med små nyk, fx ved intelligent trafikstyring og ved at lære befolkningen at køre mere effektivt i bil. Det er al ære værd, men med en løbende økonomisk vækst og uden de nødvendige økonomiske incitamenter synes det simpelthen ikke realistisk at komme i nærheden af de 20 procent reduktion i 2020, endsige 30 procent, hvis EU hæver ambitionen, som både regering og opposition ønsker. I givet fald må staten købe sig fra sine forpligtelser gennem opkøb af kvoter i andre EU lande - altså investere millioner af danske skattekroner i andre landes teknologiske udvikling og energieffektivitet i stedet for i sin egen.

Det ironiske i situationen er, at netop denne politiske berøringsangst kan komme til at koste både skatteydere og bilister dyrt. Klimaproblemet forsvinder ikke, blot fordi man lukker øjnene.

Martin Lidegaard
Fmd. Concito

Årsagen til, at regeringen alligevel dødsdømmer kørselsafgifterne, skal utvivlsomt findes i den tankevækkende rapport om kørselsafgifter, som DTU for nyligt offentliggjorde. DTU's konklusioner var entydige: Der er en del samfundsøkonomiske gevinster at hente ved en omlægning af afgifterne fra registreringsafgift/ejerafgift til kørselsafgifter, men der er ingen CO2-mæssige gevinster, hvis vel at mærke det samlede provenu forbliver neutralt. Det skyldes populært sagt, at den billigere indkøbspris på biler vil betyde, at der bliver købt flere og større biler, og dette opvejer effekten af at indføre kørselsafgifter. Hvis man vil benytte kørselsafgifterne til at sikre en mere økonomisk og effektiv kørsel, skal de altså lægges oven i de nuværende afgifter, og i stedet skal der så kompenseres på fx indkomstskatterne. Som minimum burde afgifterne på benzin hæves, så de matcher vores nabolande eller ligger lige over. Men det opfattes alt sammen som så varme politiske kartofler, at regeringen slet ikke vil tale om dem, og det er heller ikke ligefrem et yndlingstema i oppositionen.

Det ironiske i situationen er, at netop denne politiske berøringsangst kan komme til at koste både skatteydere og bilister dyrt. Klimaproblemet forsvinder ikke, blot fordi man lukker øjnene. Og det gør Danmarks forpligtelser i EU og de stigende priser på olie og biobrændsler heller ikke. Transportsektoren må nødvendigvis levere sin del af reduktionerne i 2020, hvis ikke de andre sektorer skal betale en meget høj pris. Hvis danskerne fik en tilskyndelse til lidt oftere at følges ad i bilerne eller vælge cyklen eller toget, kunne alle faktisk vinde på det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00