Debat

Clever: Vi skal have flere offentlige laderstandere til elbiler i en fart

For at gøre skiftet til elbilen til det oplagte valg, er det vigtigt, at der investeres forud for efterspørgslen, så infrastrukturen er klar til elbilerne. Det er derfor vigtigt, at ansøgninger om nye ladestandere behandles hurtigere i fremtiden, skriver Casper Kirketer-Møller.

Der er især behov for offentlige ladestationer i byerne, hvor mange borgere ikke har adgang til egen parkeringsplads, skriver Casper Kirketer-Møller.
Der er især behov for offentlige ladestationer i byerne, hvor mange borgere ikke har adgang til egen parkeringsplads, skriver Casper Kirketer-Møller.Foto: Pressefoto
Casper Kirketerp-Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom vi i Danmark har nogle af verdens reneste og mest beboelige byer, så er partikel- og støjforurening fortsat et stort problem for danske byboere. Folk, der bor i byen, lever i kortere tid, får mere stress og er oftere syge som følge af den miljøforurening, der trods alt stadig er i danske byer. Ifølge EU's miljøagentur kan hvert tiende dødsfald i Danmark tilskrives luft- og støjforurening. Og selvom det ligger under gennemsnittet, vidner det også om, hvilken betydning vores lokalmiljø har for vores livskvalitet og sundhed.

Når vi taler om elbilerne, så tænker vi dem ofte ind i den grønne omstilling, der skal nedbringe CO2-udslippet, så vi kan opfylde vores klimamål. Men elbiler har også den meget håndgribelige fordel, at de ikke støjer ved acceleration, eller når de holder i tomgang ved lyskrydsene, og de udleder heller ikke skadelige partikler fra udstødningsrør. Derfor vil overgangen til elbiler også medføre, at lokalmiljøet i særligt de større byer simpelthen bliver mindre forurenet.

Behov for offentlig ladeinfrastruktur
Men elbilerne har også en udfordring i byerne. For hvis man bor i etageejendom, har man oftest ikke adgang til egen parkeringsplads, og derfor kan man heller ikke installere en ladeboks til at oplade elbilen.

Det afgørende for virkeligheden er, at Clever lige nu har ubehandlede ansøgninger om godt 1.000 ladepunkter i hele landet.

Casper Kirketer-Møller
Adm. direktør, Clever
 

Ifølge en analyse fra Dansk Elbil Alliance og DTU er det kun cirka 14 procent af Københavnerne, der har parkering på egen grund. Til sammenligning er det cirka 88 procent i Skive Kommune.

Det stiller krav til adgangen til den offentlige infrastruktur i de større byer. Og udviklingen er i fuld gang. Clever har sammen med markedets mange nuværende og nyligt ankomne aktører investeret massivt i offentlig infrastruktur til elbilen, og alene i første halvår af 2021 har Clever installeret mange hundrede åbne, offentlige ladepunkter, som samtlige elbilister kan lade på, uanset kundeforhold og foretrukne betalingsmodel.

Nogle ladestandere bliver opstillet ved kantstenen på offentlig vej. Andre bliver opstillet i samarbejde med virksomheder, butikker og supermarkeder, så man kan lade, mens man for eksempel er på arbejde eller handler. Samtidig bygger Clever nye urbane lynladestationer, der kan aflaste den såkaldte kantstensopladning ved hjælp af lynhurtig opladning på centrale lokationer. Vi ved fra undersøgelser, at det er den form for fleksibilitet og tryghed, der gør skiftet til elbilen nemmere.

Hurtigere behandling af ansøgninger
Men hvis vi skal følge med udviklingen og gøre skiftet til elbilen til det oplagte valg, så skal vi investere forud for efterspørgslen, for infrastrukturen skal være foran elbilen. Punktum. Og lige nu er udrulningen gået i stå i flere kommuner, hvor ansøgninger om nye ladestandere ikke bliver behandlet – blandt andet fordi, man afventer den nye lovgivning.

Transportministeren er gået ind i sagen og har sendt et klart signal til kommunerne om, at den kommende lovgivning ikke skal stå i vejen for sagsbehandlingen. Det er ekstremt positivt og betyder forhåbentligt, at sagerne genoptages, så vi kan komme videre. Det afgørende for virkeligheden er, at Clever lige nu har ubehandlede ansøgninger om godt 1.000 ladepunkter i hele landet.

Derudover kan vi gøre meget for at lette processen og gøre udrulningen nemmere at gå til for både kommuner, regioner og alle de virksomheder, der ønsker at investere.

En national strategi for udrulningen af ladeinfrastruktur i kommunerne skal indeholde en fast track-ordning til at forenkle god sagsbehandling, klare retningslinjer for annoncerings- og udbudsprocesser, et centralt og uvildigt vidensnetværk til kommunerne og flere årsværk til at håndtere antallet af annonceringer, udbud og de afgørende ansøgninger, der kun vil stige i antal de kommende år.

Men først og fremmest skal vi sætte gang i behandlingen af ansøgninger her og nu. Branchen står klar i startboksen med investeringsvilje og mange nye ladestandere på lager.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00