Debat

CONCITO: Erhvervstransporten skal gennem grøn omstilling

TRANSPORTDEBATTEN: Hvis ingen må lide et økonomisk tab, er det ikke muligt at gennemføre en grøn omstilling, skriver Susanne Krawack, chefkonsulent i CONCITO.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Krawack
Chefkonsulent i CONCITO

Erhvervstransporten står for 35-40 procent af transportsektorens CO2-udledning.

Derfor skal vi også diskutere, hvordan erhvervstransporten skal bidrage til at opnå Danmarks klimamål.

Det er ikke det danske marked, der afgør, hvilke nye og klimavenlige teknologier, der kommer på markedet. Her er det helt nødvendigt, at EU sætter de nødvendige rammer.

Fakta

Transportdebatten på Altinget | Transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.
Løbende inviterer Altinget | Transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.

Syvende udgave af Transportdebatten sætter fokus på den grønne omstilling på transportområdet herhjemme.

Regeringen har nedsat et udvalg, der skal komme med en køreplan for en mere grøn transport, hvor den overordnede ambition er fossilfri transport i 2050. Men er det for uambitiøst? Eller urealistisk? Og hvilke tiltag skal sparke gang i omstillingen? Og hvornår?

I denne udgave af Transportdebatten vil otte debattører - både politikere, fagpersoner og interessenter på transportområdet - give deres svar på nogle af disse spørgsmål. Alle vil de give deres besyv med i forhold til, hvordan man skal komme i mål med en grøn omstilling af transportsektoren i Danmark.

Deltag i debatten:

Send dit indlæg til [email protected].

I EU's regulering af transportmidler findes endnu ikke standarder for CO2-udledningen for lastbiler, så vi mangler hele grundlaget for at kunne regulere de tunge køretøjer.

Til gengæld er processen i gang for vare- og personbiler, og det virker.

Et middel til effektivisering er, at gøre det dyrere at transportere varer.

Susanne Krawack
Chefkonsulent

El vil være relevant for en del af varebilernes transport, men der er ikke endnu så mange eksempler på større el-køretøjer, selv om det, særligt i nærdistribution, kunne være et potentiale.

Biogas nævnes ofte som en løsning for de tunge køretøjer. Brint kunne også være et relevant drivmiddel på længere sigt.

Potentiale i effektivisering
I kombination med nye teknologier er der god grund til at arbejde med at effektivisere godstransporten.

Der er stadigt mindre gods i hver lastbil, og der kører mange tomme vare- og lastbiler rundt på vejene. En del af dette kan ikke ændres, da det skyldes, at varerne produceres i Vestdanmark og forbruges i Østdanmark.

Desuden kommer meget til havnene og skal distribueres derfra. Men der er muligheder for at lave mere effektive løsninger for godstransporten.

Et middel til effektivisering er, at gøre det dyrere at transportere varer. Det vil alt andet lige øge konkurrencen om mere effektive varetransporter.

Som det er i dag, er erhvervstransporten meget lavt beskattet, og den dækker langt fra de eksterne omkostninger. En højere beskatning vil føre til, at erhvervet får et klart incitament til at effektivisere transporten.

Danmark går ikke i stå
Transporterhvervet hævder, at Danmark går i stå, hvis varetransporten bliver dyrere.

Det synspunkt vil jeg dog gerne udfordre: Transportens andel af varernes samlede pris kommer nemlig sjældent over 5 -10 procent af prisen.

Regningen for øgede transportudgifter vil som regel blive sendt videre til kunderne, og det kan betyde, at varer, der er transporteret længere, vil blive lidt dyrere.

Og jo netop det signal, der skal sendes til markedsaktørerne i bestræbelserne på at realisere et lavemissions-samfund: Hvis man kan producere en vare tæt på det sted, hvor den skal bruges, så er det en fordel for både forbrugeren og klimaet.

Det kan føre til, at man ikke producerer julestjerner i Danmark til det tyske marked, og det vil naturligvis være et problem for den virksomhed, der producerer julestjerner.

Forandring udfordrer
Til gengæld vil alle de blomster, vi importerer fra Holland også blive dyrere, og så kan julestjerneproducenten så producere blomster til det danske marked i stedet for.

Al forandring vil gavne nogle virksomheder og udfordre andre. Det gælder også omstillingen til et lavemissionssamfund.

Hvis ingen virksomheder eller grupper af borgere må lide et økonomisk tab, er det stort set ikke muligt at gennemføre den nødvendige omstilling.

Men der skal klare langsigtede rammer til, så erhverv og borgere i tide kan tilpasse sig en ny struktur.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00