Danmark vinder sag over EU om cabotagekørsel

DOM: Det er i tråd med EU-retten, at Danmark har begrænset udenlandske lastvognschauffører i at køre ture internt i Danmark. Det slog EU-Domstolen fast torsdag. Nye EU-regler er på vej.

EU's regler for udenlandske vognmænds såkaldte cabotagekørsel er uklare, og derfor har Danmark haft ret til selv at præcisere, hvordan de skulle udmøntes. Også selvom det har ført til en strammere praksis, end EU-Kommissionen har ment, er rimelig.

Det er bundlinjen i en dom fra EU-Domstolen, som blev offentliggjort torsdag og som frikendte Danmark for at have forbrudt sig mod EU's traktater.

Sagen blev anlagt af EU-Kommissionen i 2016, og den endelige dom bliver godt modtaget blandt danske vognmænd og i fagbevægelsen.

”Vi er rigtig glade for, at afgørelsen er faldet ud til fordel for Danmark. Vi har en række danske vognmænd, som nu ikke længere behøver at være bekymrede for, at deres transporter overtages af udenlandsk registrerede lastbiler,” siger Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F Transport.

DTL roser politikerne for at stå fast
Dommen betyder helt lavpraktisk, at udenlandsk registrerede lastbiler ikke må køre mere end tre ture i løbet af en uge, hvor pålæsning et sted og aflæsning et andet sted tæller som en tur.

EU-Kommissionen vurderede i sin stævning, at de udenlandske lastbiler ville kunne læsse varer af flere steder på hver tur.

”Nu er det helt indiskutabelt, at en udenlandsk registreret lastbil kun kan køre tre ture med gods inden for syv dage, efter han kommer ind i landet. På hver tur kan han køre ud til én virksomhed, læsse gods på og køre ud og læsse godset af ét sted.”

Hos de danske vognmænds organisation, DTL, glæder direktør Erik Østergaard sig over, at skiftende regeringer og transportministre har holdt fast på linjen, siden sagen begyndte at rulle i 2013.

”Kommissionens tolkning af de her regler var meget vidtrækkende, som mere eller mindre ville indebære, at man kunne blive ved med at køre cabotagekørsel hele tiden. Og det sætter det her godt og grundigt en stopper for,” siger Erik Østergaard.

Nye regler er på vej
Erik Østergaard vurderer, at den aktuelle afgørelse også kan få betydning i en række andre EU-lande.

”De problemer, vi står med, har man jo også i resten af Skandinavien og andre gamle EU-lande. Her er det typisk veletablerede forretninger med ordentlige løn- og arbejdsvilkår, som bliver ramt af de meget billige østeuropæiske virksomheder, der laver social dumping,” siger Erik Østergaard.

Hos DI Transport tager branchedirektør Michael Svane også godt imod, at EU-Domstolen endelig har bragt klarhed over, hvad der må gælde.

”Det er fint at få afklaret, om den danske praksis har været lovlig eller ej. Men dommen understreger behovet for klare EU-regler,” siger Michael Svane.

De europæiske regler for cabotagekørsel er under forhandling i forbindelse med EU-Kommissionens nye vejpakke.

Forrige artikel Ole Birk trodser flertal: Nægter at fremsætte lov om transport i varebiler Ole Birk trodser flertal: Nægter at fremsætte lov om transport i varebiler Næste artikel Historisk aftale udstikker søfartens kurs mod Paris-aftalen Historisk aftale udstikker søfartens kurs mod Paris-aftalen