Debat

Danske Delebiler: Vi skal også begrænse det samlede antal biler

DEBAT: Delebiler er en vigtig del af løsningen, hvis vi vil begrænse det samlede antal af personbiler i 2030. Både boligforeninger, kommuner og virksomheder kan hjælpe til med at fremme delebiler, skriver Tommy Olsen.

Skal man gøre delebiler ekstra attraktiv, kunne man jo se på beskatning og moms, skriver Tommy Olsen.
Skal man gøre delebiler ekstra attraktiv, kunne man jo se på beskatning og moms, skriver Tommy Olsen.Foto: LetsGo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tommy Olsen 
Formand for Danske Delebiler 

Debatten om elbiler handler mest om, hvor mange og hvordan. Men flere taler også om, hvor mange biler i alt.

Prognoser siger, at vi får 3,4 millioner biler i 2030 – hvis vi ikke gør noget for at få færre. I dag har vi 2,7 millioner biler.

Så 1 millioner elbiler vil ikke minimere antallet af fossilbiler meget.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Måske når vi ikke 1 millioner elbiler i 2030, og så kommer vi jo langt fra i mål med klimamålene.

Færre biler i det hele taget
Derfor skal vi både arbejde for at få flere elbiler og for at begrænse antallet af fossil- og elbiler totalt. Ellers ender vi med byer, der er stoppet helt til i trængsel – også fra elbilerne.

Nogle boligforeninger har indgået samarbejde med en delebiludbyder. Når man kan have fælles vaskemaskiner, hvor man selv betaler for brugen, hvorfor så ikke også biler?

Tommy Olsen
Formand for Danske Delebiler 

Delebiler er en vigtig del af løsningen, fordi de både begrænser trængslen og klimabelastningen. 

Det skyldes, at delebilsbrugere ofte vælger andre transportløsninger som cykel, bus og tog.

Så selvom nogen cyklister får adgang til bil via delebilerne - og derved højner deres mobilitetskvalitet med endnu en valgmulighed på paletten – så betyder de tidligere bilejeres mindre brug af bilen, fordi de overgår til at være delebilister, at det samlede kørselsforbrug er mindre. 

Det reducerer også den trængsel, som med 3,4 millioner biler i 2030, vil være ubærlig. Samtidig kører den enkelte delebil mere og holder derfor mindre parkeret end privatejede biler.

Det betyder, at behovet for de attraktive p-pladser bliver mindre – måske bliver der ligefrem plads til flere grønne områder i byen frem for parkerede biler. 

Endelig bliver flere og flere delebiler drevet på el eller hybrid. Det betyder, at klimabelastningen reduceres yderligere.

Men lige så vigtigt er det, at delebilerne på den måde giver mange mennesker mulighed for at prøve en elbil, før de måske selv investerer i den. Dermed nedbrydes mange barrierer for at turde købe en elbil.

Fra ejerskab til adgang 
Når delebilerne bliver en del af planen for at begrænse transportens klimabelastning, skal man skifte mentalitet fra at eje til at have adgang til bil. 

Det skifte kræver mod, men mange gør det allerede i dag i forhold til musiktjenester, film med mere.

Det er et skifte, der kan virke lidt bøvlet, man skal jo hente bilen, men der er også mange fordele: Bilen fylder ikke i garagen; service og forsikringer klarer andre; der er flere forskellige bilstørrelser at vælge imellem, og man betaler kun, når man bruger den.

Det bliver faktisk meget billigere, altså for dem, der ikke skal bruge bil hver dag til arbejde. 

Elcyklen har sin sejrsgang for tiden. Mange begynder at bruge elcyklen til arbejde. Det giver frisk luft og motion.

Jeg har hørt flere fortælle, at elcyklen er ved at blive deres bil nummer to. Måske kan elcykel og delebil blive ”bil nummer et”. 

Nye lokalplaner
Skal fremme af delebiler lykkes, skal der være gode vilkår for delebiler. Det er der flere kommuner og arkitektvirksomheder, der er ved at få øjnene op for. Parkeringspladser er dyre, og de fylder meget.

Nye lokalplaner kan have lavere p-normer mod til gengæld at etablere delebilspladser og lade et delebilsmedlemsskab følge med huslejen, som man nu gør i Roskilde.

Vi skal have blødt op på det ellers faste krav om halvanden til to parkeringspladser per bolig både i eksisterende og nye bebyggelser. 

Kommuner og boligforeninger må være med
Kommuner og virksomheder har mange biler, som bruges i dagtimerne, men ikke aften og weekend. 

Hvis flere kommuner og virksomheder brugte delebiler, kunne de spare investeringen i nogle af firmabilerne og optimere brugen af bilerne. Små virksomheder får let adgang til en firmabil.

Lad os bløde reglerne op for, hvordan kommuner og delebiludbydere kan samarbejde.

Nogle boligforeninger har indgået samarbejde med en delebiludbyder. Når man kan have fælles vaskemaskiner, hvor man selv betaler for brugen, hvorfor så ikke også biler?

Andre mener ikke, at boligforeningen skal gå så langt. Men hvorfor ikke?

Skal man gøre delebiler ekstra attraktiv, kunne man jo se på beskatning og moms. Delebiler betaler i dag fuld moms. Det er en forskelsbehandling i forhold til taxa og udlejningsfirmaer.

Vil man fremme delebilerne, kan der her være en skrue at dreje på.

Reserverede p-pladser 
Delebilernes akilleshæl er faste parkeringspladser. Uden dem fungerer det ikke, for brugerne skal kunne finde deres bil, når de skal bruge den, så den skal stå samme sted eller i samme område.

Skal man betale fuld parkeringslicens for hele året, forsvinder businessmodellen. Det bliver endnu mere aktualiseret, efterhånden som flere og flere delebiler bliver elbiler og pluginhybrider.

De skal holde ved en ladestander. Så lad os få attraktive parkeringsregler og kommuner, der vil bruge dem.

Delebiler er en vigtig del af løsningen, så giv dem nogle bedre rammer. Delebiler er et skridt frem mod de selvkørende biler, som skal være delebiler, hvis de skal afhjælpe trængselsproblemerne.

Delebilerne lærer os at bruge forskellige biler, og ikke bruge bilen til garderobe eller værktøjskasse. Næste step er, at de selv kan køre. Så slipper vi for at skulle hente dem og parkere dem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tommy Brøndum Olsen

Formand, Danske By- og Delebiler

0:000:00