Energifond: EU's energiunion handler også om transport

Anne Grete Holmsgaard
Formand for Energifonden og direktør i BioRefining Alliance

Energiunionen vil fastlægge rammerne for klimapåvirkning fra alle kilder helt frem til 2030, og det oprindelige udspil har faktisk et lille – om end beskedent – afsnit om transport.

Anne Grete Holmsgaard
Formand for Energifonden og direktør i BioRefining Alliance

Energiunionen, øh? Hvad har den med transport at gøre?

Spørgsmålet fik jeg forleden dag, og egentlig er det helt forståeligt. For vi har gennem mange år vænnet os til at tænke transport og energi som to adskilte områder. Det er jo også to forskellige ministerier, der tager sig af områderne. Og brancheorganisationerne er i vid udstrækning organiseret efter denne klassiske opdeling.

Transport på EU-dagsordenen 
Risikoen for, at de, der går op i transport, undlader at forholde sig til EU's energiunion, er derfor reel. Det vil være uheldigt. Energiunionen vil nemlig fastlægge rammerne for klimapåvirkning fra alle kilder helt frem til 2030, og det oprindelige udspil har faktisk et lille – om end beskedent – afsnit om transport. Det er dette lille afsnit, der inden sommeren 2016 skal omsættes fra forslag til konkrete handlinger. Efterfølgende skal det drøftes og vedtages i henholdsvis Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Det er derfor nu, der skal arbejdes for, at vice-kommissionsformand Maros Šefčovič kommer med et stærkt udspil på transportområdet. Uden et sådant bliver det i realiteten meget vanskeligt at nå de CO2-reduktioner på transportområdet, der er nødvendige.

2030 er næsten halvvejs til 2050 , så hvis man først for alvor tager fat på transportsektorens udslip af drivhusgasser efter 2030, tør jeg godt forudsige, at det bliver dyrere end nødvendigt. Så bliver man nemlig nødt til at accelerere en omstilling på et område, hvor ”hardwaren” (personbilerne) typisk holder i 15 år, inden den udskiftes.

Sæt barren højt 
Det er desuden en kendsgerning, at udledningen af drivhusgasser fra transport og landbrug i 2020 vil være større end udledningerne fra energiproduktion og traditionelt energiforbrug. Det betyder på godt gammeldags dansk, at vi ikke længere kan lade som om, den grønne omstilling i transport og landbrug kan vente til ”bedre tider”.

Vi kan heller ikke vente, for om cirka et halvt år får Danmark og de øvrige EU-lande hver et konkret reduktionsmål for den såkaldte ikke-kvote omfattede sektor, hvor transport og landbrug udgør den største del. Danmark forventes at få et reduktionskrav på 35 – 40 procent i 2030 (målt i forhold til 2005).

Det kan vi naturligvis ikke bare set bort fra. Vi må tværtimod forberede os på det. Og her vil det være klogt, at Danmark arbejder koncentreret for, at EU-virkemidlerne kan bidrage med en meget stor del af denne reduktion. Det gælder især på to områder, hvor vi vil være svært på hælene uden stærke EU virkemidler: Øgede krav om energieffektivitet til alle køretøjer og krav om, at en stigende andel af biobrændstoffer skal være avancerede, det vil sige produceret på basis af bi-produkter fra land- og skovbrug samt organisk affald fra husholdninger og erhverv.

Den analyse, vi har fået foretaget i Energifonden, viser klart, at vi har klare økonomiske fordele af, at EU sætter barren højt på dette område. Så vend nu blikket mod EU på den gode måde.