Debat

FDM: Trængsel forværres af forkerte løsninger

DEBAT: Ensidig satsning på at fjerne vejbaner til fordel for eksempelvis busbaner og bredere cykelstier vil ikke fremtidssikre hovedstadens trafik. Tværtimod, skriver Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM.

Ensidig satsning på at fjerne vejbaner til fordel for eksempelvis busbaner og bredere cykelstier får ikke trafikken til at glide, skriver Thomas Møller Thomsen, direktør i FDM. 
Ensidig satsning på at fjerne vejbaner til fordel for eksempelvis busbaner og bredere cykelstier får ikke trafikken til at glide, skriver Thomas Møller Thomsen, direktør i FDM. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Møller Thomsen
Adm. direktør i FDM

Hvis bare flere vælger cyklen og kollektiv trafik, så har vi løsningen på Region Hovedstadens trængselsproblemer.

Danskerne bliver tilmed sundere, slipper for luftforurening, og samfundet bliver markant rigere. Sådan forlyder det enkelt og tillokkede fra en række debattører her i debatten på Altinget.

I debatten sondres der sjældent mellem problemer og løsninger for trængslen, afhængig af hvor i hovedstaden den opstår. Når trafikken i centrum af København sander til, bliver ’løsningen’ ofte, at der hverken skal bygges nye veje eller motorveje i regionen, men at der i stedet skabes bedre forhold for cykler og investeres yderligere milliarder i kollektiv trafik.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det, der kan give god mening i centrum, bliver pludselig en løsning for hele hovedstadsområdet. Men er det nu også det? Svaret er nej.

Ikke praktisk muligt
Uanset hvor sundt og forfriskende det er med daglige cykelture, er det ikke praktisk muligt for langt hovedparten af regionens pendlere. For nogle pendlere bliver det naturligvis en mulighed at vælge bilen fra, når nye tiltag som elcykler, supercykelstier og bedre cykelparkering ved stationer og stoppesteder vinder indpas. Men selv om supercykelstierne kan fremvise tocifret vækst i trafiktallene, er det faktiske antal rejsende på strækningerne stadig forsvindende lille.

Det er tilsyneladende ikke positivt nok at give cykler, busser og tog gode betingelser og rammevilkår. Nej. Fra trafikplanlæggernes side lyder det, at det kun virker, hvis bilisterne hæmmes.

Thomas Møller Thomsen
Adm. direktør i FDM

Et større potentiale ligger i den kollektive transport, navnlig hvis den blev indrettet og organiseret på en mere effektiv måde, som foreslået af Trængselskommissionen. Den kollektive transport lider dog af flere svagheder. Sagt med et glimt i øjet er kollektiv transport noget, der kører fra et sted, hvor du ikke er, til et sted, du ikke skal hen, på et forkert tidspunkt. Organiseringen af den kollektive trafik halter og er kendetegnet ved mange (sær-)interessenter. Kapacitetsudnyttelsen er stærkt svingende over døgnet, og derfor bliver det ofte en meget dyr og ineffektiv løsning.

Det er desuden vigtigt at huske, at udgifterne til kollektiv transport ikke kun handler om etablering af infrastruktur og indkøb af materiel. Faktum er, at på trods af høje billetpriser betaler de rejsende kun i gennemsnit halvdelen af den faktiske omkostning ved rejsen. Resten betales af offentligt tilskud.

Dårligere vilkår for bilister
Givet ovenstående er der stadig mange, der vælger bilen, og langt hovedparten af tiden er det for den enkelte også et optimalt valg. De helt grundlæggende problemer er dog stigende udfordringer grundet stadig større trængsel på store indfalds- og ringveje i hovedstadsområdet samt det seneste årtis trafikprioriteringer, hvor cykel og kollektiv trafik er blevet fremmet ved at hæmme bilismen.

Det er tilsyneladende ikke positivt nok at give cykler, busser og tog gode betingelser og rammevilkår. Nej. Fra trafikplanlæggernes side lyder det, at det kun virker, hvis bilisterne hæmmes. Der bruges derfor utrolig mange kræfter på at begrænse vejkapacitet og gøre det vanskeligt og tidskrævende at bruge bilen. Bredere cykelstier skal demonstrativt lægges på de store veje i byerne, og det samme skal busbaner og letbanerne. De skal partout køre præcis der, hvor der er flest biler. Det vil svare til, at den nye jernbane til Ringsted blev anlagt ved at tage to vognbaner på Køgebugt- og Vestmotorvejen.

Se nu fremad
FDM glæder sig over, at stadig flere vælger cyklen i Københavns centrum, det er kun positivt og skal fremmes. Men vi må også gøre opmærksom på, at det ikke nytter kun at pege tilbage, når trafikken skal planlægges. Man må også pege frem. Fremtidens transport vil ikke bestå af letbaner og cykler, men også af elbiler og selvkørende biler, som vil ændre transportbilledet i København fuldstændigt.

Ensidig satsning på at fjerne vejbaner til fordel for eksempelvis busbaner og bredere cykelstier er ikke at fremtidssikre hovedstadens trafik. Tværtimod. Regionen må tænke større og sikre, at det bliver ordentlige veje, parkering, signalsystemer med videre, som nu kan få trafikken til at glide og senere få trafikken til at glide af sig selv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Møller Thomsen

Fhv. adm. direktør, FDM
cand.jur. (Aarhus Uni.)

0:000:00