Forskere: Revision af Elforsyningsloven strider mod direktiver og klimapolitik

KRONIK: Revisionen af Elforsyningsloven, som fredag var til politisk behandling, spænder ben for etablering af energifællesskaber - i direkte modstrid med EU-direktiver og Folketingets klimapolitik, skriver Ulrik Jørgensen, Frede Hvelplund og Per Bromand Nørgaard.

Af Ulrik Jørgensen, Frede Hvelplund og Per Bromand Nørgaard
Hhv. forsker og rådgiver, professor ved Aalborg Universitet og seniorudviklingsingeniør ved DTU

EU lancerede i 2019 to nye energidirektiver – et om el-markederne (Elmarkedsdirektivet) og et om vedvarende energi (VE-direktivet). I begge direktiver står borgerinvolvering centralt. Direktiverne foreskriver, at landene skal fjerne institutionelle og økonomiske hindringer, der står i vejen for, at borgere kan bidrage aktivt til indførelse af vedvarende energi – dels ved at kunne slutte sig sammen som aktive kunder, og dels ved i en lidt større målestok at kunne etablere energifællesskaber.

Alle el-forbrugere – husholdninger, boligorganisationer, butikker, kommunale institutioner og små virksomheder – skal kunne indgå i denne type fællesskaber og bidrage til indførelse af vedvarende energi gennem egen produktion, forbrug og lagring. Ønsket er, at en større del af elproduktionen skal foregå og udnyttes lokalt – for eksempel også til varme og elektrificeret transport.

Disse fællesskaber skal være drevet af borgernes ønsker om at fremme vedvarende energi og skabe større effektivitet på et ikke-kommercielt grundlag. Fællesskaberne er en nyskabelse og en (nødvendig) tilføjelse til den nuværende model for det danske el-system, baseret på den ene side på forbrugerejede monopolselskaber, der står for elnettet, og på den anden side for et marked for handel med el.

Opdelingen i 1990’erne mellem elnettet og elproduktionen var et liberalistisk og markedsorienteret tiltag, som har skabt et transparent marked, hvor kunderne frit kan vælge leverandør. Denne konstruktion har dog samtidig ført til en omfattende centralisering og bureaukratisering af virksomhederne, som reelt har svækket forbrugernes indflydelse over deres egne forbrugerejede selskaber.

Der er derfor behov for at gøre noget, der kompenserer for dette tab af forbrugerindflydelse på egne selskaber, for eksempel ved at det lovgivningsmæssigt sikres, at der gøres plads til, at forbrugerne selv kan organisere sig i lokale energifællesskaber.

Der er både et politisk behov for og et udbredt ønske blandt borgere og virksomheder om at engagere sig i den grønne omstilling. Men mulighederne for den enkelte kunde er begrænsede. Her anviser de to EU-direktiver konkrete løsninger ved at muliggøre, at kunder kan slutte sig sammen og handle i ikke-kommercielle fællesskaber, dels som aktive kunder og dels i form af formaliserede energifællesskaber.

Erfaringerne viser, at lokal involvering og investering gør det betydeligt nemmere at gennemføre projekter, der har brug for adgang til jordarealer og tagflader. Etablering af plads til disse nye fællesskaber vil i fremtiden udgøre den nødvendige ’tredje søjle’ i den danske energimodel og samtidig være med til at genetablere centraliseringens tabte forbrugerindflydelse.

Fremtiden i monopolselskabernes hænder
Det er desværre ikke denne vision, Energiministeriet fremmer med den revision af Elforsyningsloven, som netop er fremlagt til politisk behandling. Ingen af de forbrugerrettigheder omkring organisering af fællesskaber, der ellers står centralt i EU-direktiverne, er medtaget eksplicit i lovforslaget.

Det gælder blandt andet retten til at drive anlæg i fællesskab og dele el fra disse mod en eller anden form for betaling ved eventuel brug af det fælles net, retten til at overdrage disse anlægs drift til tredjepart eller retten til at etablere direkte forbindelser for at knytte disse anlæg sammen.

Direktiverne foreskriver, at landene skal udarbejde et ’gunstigt regelsæt’ uden hindringer for de nye fællesskaber. I lovforslaget og det netop fremlagte udkast til uddybende bekendtgørelse er fremtiden fortsat alene lagt i hænderne på monopolselskaberne og markederne for de store aktører.

Den markedsliberale model giver i denne version ikke plads til nye fællesskaber. Der stilles således ikke krav om, at disse forbrugerejede selskaber gennem en ret til via etablering af forbrugerret til brug af egne net skaber plads til aktivering af borgerne og etablering af nye energifællesskaber.

I stedet for at fastholde, at energifællesskaber kan agere som et fællesskab og dermed som én kunde, bliver deres aktivitet og deling underlagt en el-handler, ligesom godkendelsen af et energifællesskab og betaling for benyttelse af monopolselskabernes forsyningsnet helt overlades til disse selskaber uden nogen retningslinjer, der sikrer forbrugerret til brug af nettet til energifællesskaber via det krav om fair og ikke-forskelsbehandlende vilkår, som fremgår at direktiverne.

Nemt at rette op på
Til trods for, at det danske elnet er forbrugerejet, har net-selskabernes interesseorganisation, Dansk Energi, i praksis modarbejdet, at der bliver etableret gunstige regelsæt, der giver plads til energifællesskaber. Det foreliggende forslag favoriserer stor afstand – både fysisk og mentalt – mellem produktion og forbrug og udnytter ikke det engagement og potentiale for deltagelse og investering i omstillingen til vedvarende energi, som findes i befolkningen. Dette er hverken optimalt eller bæredygtigt.

Det er dog ikke kun lovforslaget og udkastet til bekendtgørelse, der ikke fuldt ud tager hensyn til de fordele, der er forbundet med kort afstand mellem produktion og forbrug. Elmarkedsdirektivet blev i løbet af forhandlingerne om teksten svækket ved, at der ikke klart bliver skelnet mellem energifællesskaber, der er lokale, sammenhængende og bygger på nærhed, og så de mere distribuerende energifællesskaber – en ellers ganske indlysende og logisk skelnen.

Årsagen til dette er, at det gennem lobbyaktivitet fra de europæiske el-producenter lykkedes dem at få fjernet det lokale hensyn fra Elmarkedsdirektivet, mens det stadig står centralt i VE-direktivet. Dette kan den danske regulering relativt enkelt rette op på ved at indføre denne skelnen igen.

Energifællesskaberne vil dog i større byer i første omgang have den største og bredeste effekt, hvis de etableres som lokalt afgrænsede fællesskaber og energiaktiviteter. Det vil give mulighed for at investere i større, lokale energianlæg og til at udnytte energiproduktionen lokalt – ved for eksempel at konvertere el til varme i varmepumper og benytte el til biler og cykler.

De lokale energifællesskaber vil desuden dels kunne tilbyde at aflaste det kollektive elnet i perioder med spidsbelastninger i nettet, for derigennem bedre at udnyttet kapaciteten i elnettet, og dels bidrage til balancen mellem produktion og forbrug, også på en større skala. Energifællesskaber i mere tyndt befolkede områder med mindre byer vil kunne etableres med deltagelse af ejere af nærliggende vindmøller og eventuelt lokale kraftvarmeværker. Fællesskabet vil så blive styrket af, at det har ret til, mod behørig betaling, at anvende elnettet.

Energifællesskaber kan for eksempel etableres inden for et kvarter i en større by ved etablering af nye bydele, i bofællesskaber og i landsbyer.

I de større byer vil energifællesskaberne især kunne bidrage til installation af solceller i byområderne og til optimal udnyttelse af de eksisterende kollektive energiinfrastrukturer – både el og fjernvarme.

Uden for de større byområder, hvor der ikke findes fjernvarme, kan energifællesskaberne bidrage til både at levere el fra nye VE-anlæg og til at etablere fælles varmeløsninger, eventuelt også ved at etablere vindkraft i lokalområdet som værdifuldt supplement til solenergien.

I modstrid med direktiverne
Energifællesskaberne kan således bidrage på en række områder – investering i mere vedvarende energiproduktion, elektrificering af varme- og transportsektorerne, bedre udnyttelse af energiinfrastrukturerne og balancering mellem produktion og forbrug. I hvor høj grad energifællesskaberne i praksis vil komme til at bidrage på disse parametre afhænger helt af rammebetingelserne for energifællesskaberne.

Danmark bør støtte mulighederne for, at aktive borgere kan indgå i de nye typer af energifællesskaber og optræde som aktive kunder. Det vil fremme borgerinvolveringen i klimapolitikken, og det vil give en mindre CO2-belastning.

Det er derfor ikke blot ærgerligt, men direkte i modstrid med EU-direktiverne og Folketingets klimapolitik om 70 procents CO2-reduktion i 2030, at forslaget til Elforsyningslov og den nye bekendtgørelse reelt spænder ben for etablering af energifællesskaber.

Forslaget tager større hensyn til monopolselskabernes ønske om at fastholde adgangen til at kontrollere de mange små husholdningsforbrugere og mindre erhvervsdrivende som individuelle forbrugere end til at sikre plads til energifællesskaber, der kan være med til at opfylde det voksende behov for en omfattende klimaomstilling, som vi står over for.

.....

Vi har en række forslag til, hvordan borgerne kan få mulighed for at bidrage til klimaomstillingen, som vi præsenterer i et opfølgende debatindlæg.

Forrige artikel Biogas Danmark om tung transport: Sejlivede myter svækker grøn omstilling Biogas Danmark om tung transport: Sejlivede myter svækker grøn omstilling Næste artikel Danske Småøer: Befordringspligten skal også gælde på de små øer Danske Småøer: Befordringspligten skal også gælde på de små øer