Debat

Mere trængsel – er det det, vi vil?

Debat: Det er for sent at udvise rettidigt på trafikområdet, men politikerne skal handle nu, hvis de vil undgå trafikalt kaos.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Oli B.G. Madsen,
Professor, dr.techn., leder af Center for Trafik og Transport, DTU

For nylig skulle jeg en fredag eftermiddag køre i bil fra Malpensa lufthavnen NV for Milano til Bergamo, som ligger 80 km mod øst i retning mod Venedig.

Skønt der var 3-4 sporet betalingsmotorvej på hele strækningen, var trængslen enorm. Køreturen tog noget mere end 3 timer, og jeg var kun én blandt tusinder af personer i lastbiler, varevogne og personbiler, der måtte vente i kø eller køre i sneglefart, mens benzinen og dieselolien blev brændt af, og CO2-udslippet og irritationen voksede.

Vi skal beslutte os nu
Sådan foregår det i dag mange steder i Europa, og sådan vil vi også få det i Danmark om kort tid, hvis der ikke bliver gjort noget. Det blev bekræftet af DR1’s program Penge, som netop samme aften, jeg kom tilbage fra Italien, havde en udsendelse om trængselsproblemerne i Danmark og især i Hovedstaden.

Vil vi finde os i den stigende trængsel, eller skal vi ændre tendensen ved at beslutte os for at tænke og handle? Selvfølgelig skal vi handle, men først efter etablering af et objektivt og helhedsbaseret grundlag, som politikerne kan basere deres beslutninger og prioriteringer på.

Oli B. G. Madsen
Professor, CTT, DTU

Vil vi finde os i den stigende trængsel, eller skal vi ændre tendensen ved at beslutte os for at tænke og handle? Selvfølgelig skal vi handle, men først efter etablering af et objektivt og helhedsbaseret grundlag, som politikerne kan basere deres beslutninger og prioriteringer på.

De danske universiteter inklusive CTT, Center for Trafik og Transport på DTU, kan bidrage til at skabe beslutningsgrundlaget og levere forslag til de instrumenter, man kan benytte, samt beskrive deres virkninger.

Hvordan kan problemet løses?
Instrumenterne kan eksempelvis være en kombination af:

  • Bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur.
  • En hensigtsmæssig udbygning af infrastrukturen.
  • Etablering af en koordineret, indbydende og pålidelig kollektiv trafik.
  • Introduktion af velafbalancerede adfærdsregulerende systemer såsom road-pricing og køretøjsafgifter.
  • En bedre udnyttelse af ITS, intelligente transportsystemer.
  • En større satsning på multimodale transporter både inden for gods- og persontrafik.

Det går for langsomt i Danmark
Muligheder er der, men det går alt for langsomt i Danmark med at udnytte mulighederne. Det er nok for sent at udvise rettidig omhu på trafik- og transportområdet, men der er stadig tid til at rette op på tingene, hvis man starter nu.

Resultatet vil koste både staten og brugerne mange penge, men en situation med stor ufremkommelighed vil blive endnu dyrere for alle.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00