Mindeord: Christian Harlang om skibsreder Ole Lauritzen (88)

Ole Lauritzen kombinerede i sjælden grad elementerne som progressiv fritænker og forretningsmand som skibsreder.

Oplæggene dertil havde han ikke fra fremmede, men fra det nærmeste ophav. Farfar Ditlev og far Knud Lauritzen var fremsynede skibsredere med interesse og forståelse for alle samfundsforhold.

Fra sin mor havde han moderne indstillinger hidrørende fra den anerkendte skolemand Hartvig Møller.

Ud fra dette koncept fandt Ole alligevel sine egne veje: Viste allerede som 24-årig sin selvstændige duelighed som indehaver af eget rederi.

Samfundssindet kom til fuldt skue i engagementet for at undgå atomkrig, mod USA’s blodige krige og involveringer i Vietnam, Latinamerika, Afghanistan, Irak, m.v.

Han sparede sig ikke, selvom det gav anledning til modvind og repression.

Herhjemme blev hans brede horisont også til gavn for modstanden mod suverænitetsafgivelse til EF og senere EU og til en mængde kulturelle og sociale aktiviteter.

Eksemplerne er mange, og bredden har siden midten af 1970’erne bl.a. manifesteret sig i det verdensberømte miljøbevidste byggeri af 74 rækkehuse ved Sjølundparken i Hellebæk og meget andet.

Da Knud Lauritzen døde i 1978, var Lauritzen-koncernen blandt de fem største rederi- og industrikonglomerater i Danmark med ejerskab af et tocifret antal datterselskaber indenfor skibsfart, skibsværfterne i Helsingør, Frederikshavn og Aalborg, helejerskab af DFDS samt en mængde produktionsvirksomheder.

Siden midten af 60’erne havde far Knud og søn Ole haft uoverensstemmelser, men de var bilagt, og Knud havde som den dominerende person i koncernen naturligt tænkt sig sin søn Ole som afløser, men døden kom pludseligt til Knud under retursejladsen fra London til Esbjerg med skibet Dana Anglia i 1978.

Herredømmet over koncernen var lagt i JL-Fondet, der udover Knud var befolket af en bestyrelse, der hurtigt i vidt omfang involverede sig i et tocifret antal bestyrelsesposter i de underliggende lag af virksomheder.

Holdt udenfor
Ole blev holdt udenfor, mens man tog for sig af ”tag selv-bordet”.

Igennem ca. 18 år forsøgte Ole forgæves at påpege, at dette ikke var hans fars mening, at det skulle foregå således, og at faren i et testamente havde bestemt det anderledes. Ole mente, at testamentet lå i en boks i rederiet, hvorfra det var fjernet.

Han kom ingen vegne med disse bestræbelser. Der kunne ikke findes noget testamente, og koncernen kom ud i meget store problemer med sine erhvervsaktiviteter, ja selv DFDS med ”guldægget” - ruten mellem København og Oslo - kom i vanskeligheder, da en fejlagtig investering i et gigantisk krydstogtskib mellem New York og Caribien mislykkedes, og skibet i stedet måtte sættes ind på ruten til og fra Oslo.

I midten af 1996 var der problemer med navnlig risikable færdiggørelsesgarantier af skibe til et norsk rederi og mystiske forretningsrelationer ved skibsbyggerierne i Frederikshavn overfor en malaysisk investor, osv. osv.

Den samlede sum af fejldispositioner og tab af milliarder gjorde koncernens overlevelse kritisk. Den øverste ledelses mangel på ”magthygiejne” havde visse fællestræk med Danmarks tidligere fhv. største virksomhed ØK, der også var i kneb.

Fondsstyret var problemet
Kernen i problemet var fondsstyret. Ole kontaktede mig i september 1996 angående sine bestræbelser på at fremfinde farens vilje som et sidste forsøg på at modvirke koncernens undergang.

Mine undersøgelser viste, at det ikke var et manglende, eventuelt testamente, der var problemet, men at den fundats, som var skrevet ved stiftelsen i 1945, ikke var overholdt: Der var decideret bestemt forbud mod dobbeltposter for bestyrelsesmedlemmerne, og det var bestemt, at ”duelige” efterkommere skulle deltage i fondens bestyrelse som den kloge aktionær for det hele uden direkte involvering i underliggende bestyrelser.

Disse fund og situationen vakte stor offentlig opmærksomhed. Kort fortalt førte det til, at Ole og hans fætter blev involveret i koncernen, altså familiens genindtræde.

Desværre lod han nogle af de opnåede positioner spille sig af hænde, men i de mange år, der er gået siden, har han med sin viden og sin indsigt stadig kunnet yde en kritisk men konstruktiv indsats vedrørende centrale forretningsmæssige anliggender.

Hans engagement som samfundsborger og som forfatter til bøger om de passerede, mange årtier vil eftertiden drage stor nytte af at studere.

Æret være Ole Lauritzens minde.