Debat

Regelændringer koster kommuner millioner

DEBAT: Det udvidede totalbalanceprincip (DUT) dur ikke, mener Johannes Sloth, adm. direktør Movia. Konsekvensen er, at kommunerne skærer ned på kollektiv trafik.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Johannes Sloth
Adm. direktør, Movia

En ministeriel arbejdsgruppe forbereder i øjeblikket ændringer på moms- og afgiftsområdet for den kollektive trafik. Blandt andet ophæves adgangen for busvirksomheder til at få 100 pct. refusion for energiafgifter m.v. samt adgangen til at lease busmateriel i udlandet med anvendelse af visse landes lavere moms, herunder fuld refusion for den udenlandske moms.

Begge regelændringer vil betyde merudgifter på flere hundrede millioner kroner for den kollektive bustrafik - merudgifter som i den sidste ende vil lande hos kommuner og regioner.

Dutten dur ikke
Det udvidede totalbalanceprincip, DUT, indebærer, at kommuner og regioner kompenseres for de udgiftsmæssige konsekvenser af ændringer i byrde- og opgavefordelingen mellem staten og kommunerne/regionerne, og for ændringer, staten foretager i regelgrundlaget for eksisterende kommunale opgaver.

Vi er nu nede på et så lille antal kommuner i Danmark, at det må være muligt at beregne dutten individuelt og konkret i den enkelte situation uden det helt store besvær.

Johannes Sloth
Adm. direktør, Movia

Det er et smukt og ædelt princip, men den måde, princippet forvaltes på, sikrer ikke den enkelte kommune fuld kompensation. Det er en følge af, at DUT-midlerne fordeles blandt alle kommuner efter "objektive" fordelingsnøgler, såsom befolkningstal og lignende.

Kommuner og regioner bliver tabere
Det betyder, at nogle kommuner underkompenseres i den konkrete situation, mens andre overkompenseres. Argumentet for denne metode har hidtil været, at summen af en række "DUT-ninger" på lang sigt udjævner de enkelte skævheder, men det holder bare ikke i den nuværende situation.

Med den intensive bustrafik i hovedstadsområdet ligger det i kortene, at hovedstadsområdets kommuner og region bliver tabere, hver gang der skal "duttes" på bustrafikområdet, fordi det ikke er trafikale nøgletal, der ligger til grund for fordelingen.

Generel underkompensation
Her kun få måneder efter kommunalreformens ikrafttræden vånder kommunerne sig stadig over en generel underkompensation på området kollektiv trafik. Alene kommunerne i Østdanmark måtte således tåle en underkompensation på 200 mio. kr., men hertil kommer for enkelte kommuner en yderligere underdækning som følge af fordelingsmetoden.

Det vil derfor være klart for enhver, at hvis de samme kommuner igen må lide en udefra påtvunget merudgift, som de ikke kompenseres for, vil det være nærliggende for dem at skære ned på den kollektive bustrafik. Den sabelraslen har vi hørt fra flere kommuners side allerede før de nye afgiftsinitiativer, og jeg frygter, at det ikke bliver ved en raslen.

Det vil være ødelæggende for den kollektive trafik, som i stedet har behov for understøttende initiativer. En af bustrafikkens store opgaver i hovedstadsområdet er netop at nyttiggøre de store investeringer i den skinnebårne trafik ved at fungere som fødelinjer til togene, men hvis man samtidig indskrænker kommunernes muligheder for at finansiere busdriften, kan busserne ikke løse opgaven.

Individuel DUT
Det kan umuligt være meningen med regelændringerne, at den kollektive trafik, som de fleste er enige om er af stor samfundsmæssig betydning, gang på gang skal undgælde for beregningsmæssige tilfældigheder.

Vi er nu nede på et så lille antal kommuner i Danmark, at det må være muligt at beregne dutten individuelt og konkret i den enkelte situation uden det helt store besvær, således at hver enkelt kommune og region kan være sikre på, at der er finansiel dækning for regelændringer.

Det forekommer både unødvendigt og utidssvarende at fortsætte med at lade tilfældighederne råde.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johannes Sloth

Fhv. adm. direktør, Movia, fhv. formand, City-Trafik, i bestyrelsen for Odense Letbane, direktør for Jos-Consult
cand.polyt. (DTU 1968), HD (CBS 1974)

0:000:00