Strid om milliarder sætter metrobyggeri i stå
CITYRINGEN: Metrobyggeriet i København er flere steder gået i stå på grund af uenighed om milliardbeløb.
Cecilie Gormsen
RedaktionschefDet københavnske metrobyggeri risikerer at blive forsinket, efter arbejdet ved flere stationer er gået i stå.
Det skriver Berlingske Business på baggrund af en redegørelse, som Metroselskabet har afleveret til Folketinget.
Sagen drejer sig om den samlede betaling, som Copenhagen Metro Team (CMT) med italienske Salini i spidsen skal have. Beløbet lød oprindeligt på 18,1 milliarder kroner, og blev siden hævet til 22,2 milliarder kroner. Men nu kræver CMT tre milliarder yderligere.
Det skyldes blandt andet en tvist mellem CMT og underentreprenøren MT Højgaard om arbejdet med at indrette de nye stationer.
”Metroselskabet har desuden konstateret, at arbejdet vedrørende færdiggørelsen af stationerne (AF-arbejderne) reelt er gået i stå, idet der øjensynligt er opstået en tvist mellem CMT og den pågældende underentreprenør, MT Højgaard. Den opståede tvist risikerer at forsinke færdiggørelsen af stationerne og dermed Cityringens åbningstidspunkt,” står der blandt andet i redegørelsen til Folketinget.
Her fremgår det også, at CMT er så økonomisk presset, at Metroselskabet har lånt sin entreprenør godt en milliard kroner for at sikre, at metroarbejdet ikke gik helt i stå ved årsskiftet.
Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen fortæller, at han desværre ikke er chokeret over, at metroen endnu en gang kan blive forsinket.
”Det er jo irriterende, at vi gang på gang skal interviewes om de endeløse rækker af problemer i metroen, som nu er oppe i en økonomi, der er voldsom, og hvis der så kommer et krav om yderligere tre milliarder kroner oveni, så taler vi om ganske mange penge – især i en tid, hvor vi kunne bruge pengene på andre projekter,” siger Kim Christiansen til TV 2.
Fortsætter arbejdet med at blive forsinket, skal der findes flere penge til byggeriet, mener DF-ordføreren.
Metroselskabet oplyser ifølge TV 2, at man er i intense forhandlinger med CMT og i tæt dialog med selskabets ejere for at finde en løsning på problemet.