svarer 
Morten Bødskov

Skatteudvalget spørger skatteministeren, Morten Bødskov, om kommentar til henvendelse af 13/1-20 fra Business Danmark om forslag til tilpasninger af lovforslaget ved overgang til de nye regler

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 91, Spørgsmål 6
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 13. januar 2020 fra Business Danmark om forslag til tilpasninger af lovforslaget ved overgang til de nye regler, jf. L 91 - bilag 4.

Svar fra mandag den 20. januar 2020
Business Danmark foreslår, at overgangsreglerne ændres, så leasingaftaler indgået før 1. februar 2020 friholdes, eventuelt suppleret med en sidste frist på 1. indregistrering på fx 1. juli 2020.

Business Danmark anfører, at forslaget om genberegning af leasede firmabiler kan medføre en skatteforhøjelse på 60.000-70.000 kr. over tre år, såfremt en bil, der efter gældende regler har en beskattet værdi på 450.000 kr., med forslaget som følge af genberegningen får fastsat værdien til 700.000 kr.

Business Danmark foreslår, at beskatningsgrundlaget for fri bil fremadrettet tager udgangspunkt i de anmeldte listepriser, og at beskatningsprocenten tilsvarende nedsættes, så det passer med regeringens forventede provenu. Der henvises bl.a. til, at virksomheder og leasingselskaber herved kan undgå genberegning, ligesom brugerne vil få mulighed for at gennemskue den forventede beskatning.

Hertil bemærkes, at der med lovforslagets virkningstidspunkt er fastlagt en relativt klar og entydig afgrænsning af, hvem forslaget omfatter. Særlige overgangsregler - fx baseret på bestillingstidspunktet - vil således indebære øget behov for dokumentation, fortolkning m.v. i flere år fremover, ligesom visse persongrupper, fx ansatte hovedaktionærer, vil have mulighed for at planlægge leasing af biler til levering lang tid ud i fremtiden, jf. også min besvarelse af L 91 – spm. 5, hvortil jeg kan henvise.

Med hensyn til Business Danmarks beskatningseksempel bemærkes, at det vurderes kun at være i få tilfælde, at genberegningen fører til en forhøjelse af beskatningsgrundlaget i den angivne størrelsesorden. Det skønnes, at den gennemsnitlige værdiforhøjelse er ca. 27.000 kr., og at værdien kun i 5 pct. af tilfældene vil forhøjes med mere end 100.000 kr.

I forhold til det anførte om indførelse af et listeprissystem til brug for beskatning af fri bil bemærkes, at der bør anvendes samme værdiansættelse ved beregning af registreringsafgift og ved beskatning af fri bil. Indførelse af et særligt listeprissystem kun til brug for beskatning af fri bil vil medføre to parallelle systemer til værdifastsættelse, hvilket ikke er hensigtsmæssigt – og ville i øvrigt kræve nærmere regulering af, hvordan listepriser fastsættes og anvendes.

Med lovforslaget vil en genberegnet værdi efter registreringsafgiftsreglerne også skulle anvendes ved beskatningen af fri bil. Den foreslåede beskatning af fri bil, der genberegnes, afspejler dermed afgrænsningerne anvendt i registreringsafgiftsreglerne.

En mere grundlæggende omlægning af registreringsafgiftsreglerne og firmabilbeskatningen indgår ikke i aftalen om finansloven for 2020, men vil kunne indgå i de kommende overvejelser om den fremtidige indretning af bilbeskatningen på baggrund af anbefalingerne fra kommissionen for grøn omstilling af personbiler.

0:000:00