Markedsgørelse og individualisering

Presset på folkeskolen kommer imidlertid ikke kun fra boligmarkedet, integrationsproblemerne og privatskolerne.

Nok så vigtig er en række kulturelle ændringer, der præger skolen og samfundet. Ændringer, der kan sammenfattes i to ord - markedsgørelse og individualisering.

Markedsgørelsen er i hovedsagen et resultat af politiske tiltag fra den borgerlige regering - især i dens første år.

Da Venstre og Konservative overtog regeringsmagten i 2001, havde især Venstre vidtrækkende forestillinger om en mere efterspørgselsstyret offentlig sektor. Uddannelse, sygehuse, børnepasning og andet skulle styres af brugernes efterspørgsel. Det var tanker der oprindelig kom fra den amerikanske liberalistiske teoretiker, Milton Friedman.

I løbet af 1990erne udviklede Venstre modeller for, hvordan »pengene følger brugeren« indenfor off entlig service. I praksis blev ændringerne mere pragmatiske, men ganske systematiske. Siden regeringsskift et i 2001 er der for eksempel på sundhedsområdet sket et boom i private forsikringer, ligesom patienter efter en måned har ret til behandling på et privathospital, betalt af det offentlige.

På skoleområdet kommer markedsgørelsen især til udtryk i to ændringer: Det første var beslutningen i 2002 om, at skolerne skal offentliggøre deres karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve. Karaktererne skal gøre det muligt for forældrene at vælge, og vi har siden været vidne til et hav af mediehistorier, med overskrift er som »her finder du den bedste skole«.

I virkeligheden er det spil for galleriet. Flere undersøgelser viser, at karaktergennemsnittet i stor udstrækning afspejler forældrenes sociale baggrund. Samtidig svinger det fra år til år - de fleste skoler har dygtige årgange et år og mindre dygtige det næste, måske på grund af kvalitetsforskelle mellem lærerne.

En analyse fra AKF viser således, at hvis der tages højde for forældrenes sociale baggrund, er det kun omkring 1 procent af landets 1600 skoler, der fem år i træk ligger tydeligt over gennemsnittet. Disse skoler kan være god inspiration for resten af uddannelsessystemet, men karaktergennemsnittet kan ikke bruges til meget af forældre, der skal vælge mellem et par lokale skoler.

Chancen for at være i nærheden af disse ganske få skoler er lille - i langt de fleste tilfælde er karaktererne mest udtryk for social baggrund eller tilfældige svingninger. Ikke desto mindre har regeringen også gennemført et andet og mere dramatisk skridt, nemlig det udvidede frie skolevalg. Her skal det huskes, at mange kommuner - for eksempel København - i årtier har haft frit valg, hvis forældre og skoler kunne fi nde sammen.

Og det kan der være gode grunde til. Hvis familien ikke kan med den lokale skole, skal det være muligt at fi nde noget andet. Problemet med det udvidede frie valg er, at det nu er en ret for forældrene. Hvis der er ledig plads i en klasse, kan skolen ikke sige nej - uanset de lokale forhold. Hvis en klasse for eksempel består af fem piger og femten drenge, kan skolen ikke sige nej til yderligere to drenge, der vil ind.

En plads i klassen er simpelthen en ret for drengene. Med det udvidede frie valg er ethvert hensyn til helheden blevet umulig. I forbindelse med foredrag og debatter har jeg hørt mange beretninger om konsekvenserne. Nogle steder præges klasser af konstant gennemtræk, der gør det svært at skabe et ordentligt fagligt og socialt miljø. Andre steder forstærkes den sociale polarisering, fordi de velstillede søger sammen på bestemte skoler.

Endelig fortæller skolefolk om såkaldte »nomadefamilier«, hvor elever med sociale eller personlige problemer flyttes til en anden skole, så snart skolen begynder at stille krav. Med denne form for frit valg sendes et politisk signal om, at forældrene ikke er borgere, men forbrugere af skoleydelser. Den enkelte familie skal kun tænke på deres egen ret. Helheden og fællesskabet med de andre i klassen - pyt med det.

I sommeren 2008 kom det frem, at forældre i betydeligt omfang er begyndt at hyre advokater ved konfl ikter med deres barns skole. I en rundspørge oplyste ni procent af skolelederne, at de har oplevet forældre med advokatbistand. Da tallene kom frem, kaldte undervisningsminister Bertel Haarder det for »en meget kedelig udvikling«.

I virkeligheden er der ikke så meget at beklage. Forældrene eft erlever blot de signaler, som regeringen selv har udsendt. Samtidig spiller markedsgørelsen sammen med en bredere individualisering, der for alvor er slået igennem i de seneste femten år.

Der er blevet langt mere fokus på det enkelte barn - både i familien og skolen. Et skifte, der kommer til udtryk i helt nye ord - »projektbørn« eller »curlingbørn«, hvor far og mor fjerner hver en sten eller snefnug på barnets vej. De nye kulturmønstre blandt elever og forældre blev kortlagt i en analyse, som vi på Ugebrevet A4 gennemførte i samarbejde med bladet Folkeskolen. 800 lærere blev bedt om at sammenligne dagens elever med børnene for femten år siden.

Udover spørgeskemaet kunne lærerne komme med personlige kommentarer, som satte kød og blod på - og det benyttede mange sig heldigvis af. Ifølge lærerne er eleverne mere selvstændige end før - både på godt og ondt. De er mere kritiske og nogle tillige mere engagerede, men mange er også mere selvcentrerede og rodløse.

Samtidig oplever det store fl ertal af lærerne, at undervisningen er blevet sværere på grund af manglende respekt. Og to tredjedele vurderer, at der er fl ere problembørn end for femten år siden. Lærerne udfordres især af to problematiske elevtyper:

Det store antal »projektbørn« og drenge med indvandrerbaggrund. Den største udfordring til folkeskolens selvforståelse er imidlertid et andet resultat i undersøgelsen: Næsten to tredjedele af lærerne vurderer, at elevernes sociale færdigheder er mindre end tidligere. Noget af forklaringen er nye kulturmønstre blandt forældrene. Næsten alle lærerne gav udtryk for, at forældrene i dag har mere snævert fokus på deres eget barn. Men hvad med skolen selv?

I virkeligheden har folkeskolen også sin del af ansvaret. Skolens svar på individualiseringen blandt børn og forældre har været - endnu mere individualisering. Det påvises blandt andet i Stefan Hermans Magt og Oplysning, som afdækker forestillingerne bag folkeskolens undervisningsformer fra 1950erne til i dag.

Stefan Herman beskriver, hvordan Den blå Betænkning allerede fra 1960 var med til at skabe de kvaliteter ved folkeskolen, som de fl este i dag betragter som positivt fælles gods. For eksempel at skolen ikke bare skal formidle kundskaber, men også udvikle børnene til borgere og »hele mennesker« - og at elevernes lyst til at lære er afgørende.

I 1990erne sker der imidlertid en markant drejning mod det individuelle og personlige. Undervisning bliver til læring, hvor den enkelte skal udvikle sig gennem sin personlige proces - blandt andet udtrykt med slagord som »ansvar for egen læring«, »læreren som konsulent« eller læreren som »mervidende rammesætter«, som det hed i en fælles vejledning fra Danmarks Lærerforening, KL og Undervisningsministeriet.

Når læreren svækkes som autoritet, og læring i stigende grad betragtes som noget personligt, opstår der også et andet syn på problembørn og adfærdsvanskelige elever: »Med et generaliseret læringsperspektiv bliver adfærd, der tidligere kunne tolkes som uro, transformeret til overskud af kropslige ressourcer eller intelligenser, læreren ikke har magtet at stimulere i et rigtigt læringsmiljø,« lyder Stefan Hermans spidse diagnose.

En del af dette er forestillingen om »den rummelige folkeskole«. Konceptet blev i sin tid skabt ud fra den sympatiske tanke, at en normal skoleklasse også måtte rumme børn med handicap eller indlæringsvanskeligheder - med den slet skjulte bagtanke at spare på den stadig dyrere specialundervisning. I den daglige skolepraksis er »rummelighed« imidlertid ofte blevet et kodeord for bredere forestillinger om tolerance og anerkendende pædagogik - tæt på det grænseløse.

De individualistiske modeord har lydt fint i højstemte taler - fra Folketinget til DPU. Men de har bygget på overdrevne forestillinger om, hvad lærere, elever og forældre i en helt almindelig skoleklasse kan magte. I flere undersøgelser har lærerne udtrykt skepsis overfor »rummeligheden« - især fordi mål og ressourcer ikke hænger sammen. Samtidig tilkendegiver det store flertal af forældrene, at et stort antal problematiske elever får dem til at overveje et skifte til privatskoler eller en anden folkeskole.

I august 2008 off entliggjorde dagbladet Information en meningsmåling med et bekymrende tal: 61 procent af forældrene gav udtryk for, at der skal gennemføres mere niveaudeling i centrale fag som dansk og matematik. Holdningen hænger givetvis sammen med, at der ifølge forældrene er for lidt disciplin og for mange problembørn.

Niveaudeling handler ikke bare om faglig opdeling af eleverne, men formentlig nok så meget om at slippe for ballademagerne. Ikke desto mindre er perspektivet skræmmende. Det er tidligere i bogen beskrevet, hvordan enhedsskolen i 1960erne voksede frem »nedefra« i kraft af hundredvis af forældreafgørelser om udelte klasser.

I de kommende år risikerer vi det modsatte: At enhedsskolen svækkes som følge af pres fra forældrene. Overdrevne forestillinger om individualisering og »rummelighed« er simpelthen ved at tage livet af den udelte skole. Mange steder sker der heldigvis nu en opstramning, hvor skolerne lægger mere vægt på de fælles rammer.

Nogle steder udformer lærere og elever i fællesskab nogle klasseregler for, hvordan man opfører sig overfor hinanden. Andre steder indfører skoler en mere håndfast linje, hvor asocial adfærd får konsekvenser og fører til hurtig inddragelse af forældrene. Alt sammen på høje tid.

Individualiseringen er et stykke af vejen et vilkår i det moderne samfund, men det er trods alt ingen naturlov. Det er op til forældrene, om deres børn skal opdrages som »curlingbørn«. Og det er op til skolen, om den vil løbe eft er individualismen - eller stå for noget andet ved at insistere på en vis grad af fællesskab.

I virkeligheden handler det om en gammel debat, der er beskrevet i bogens første del. Allerede i 1920erne advarede en af arbejderbevægelsens førende intellektuelle, Hartvig Frisch, imod de mest individualistiske sider af reformpædagogikken. Frisch pegede på, at undervisningsformer, hvor der lægges overdreven vægt på den enkeltes luner, og læreren reduceres til en slags konsulent, fører bort fra det nødvendige fælles præg i skolen.

Og dette er »i direkte modstrid med demokratiets indre krav«, hvor den enkelte lærer at indgå i samfundet. Heri havde Frisch ret. Skoleklassen er et vigtigt omdrejningspunkt i børn og unges demokratiske dannelse. Det er hér, den enkelte skal lære at indgå i et fællesskab - også med nogle, der er anderledes end en selv.

Det er denne demokratiske dannelse, der udfordres af individualisering og markedsgørelse. Politikerne lokker med privatskoler og udvidet frit skolevalg, mens folkeskolen er havnet i et krydspres mellem forskellige konsekvenser af individualiseringen: På den ene side har især mange højtuddannede forældre en lavere tærskel for, hvad deres børn skal udsættes for - enhver barriere skal fj ernes fra »curlingbarnets« vej.

På den anden side har den toneangivende pædagogik paradoksalt nok hævet tærsklen for, hvad lærere, elever og forældre skal håndtere i »den rummelige folkeskole«. At kommunerne mange steder accepterer skoler med massiv overvægt af indvandrer unge bidrager også. Alt i alt betyder det, at afstanden fra forældrenes forestillinger til dagligdagen i skolen bliver stadig større - og for mange for stor.

Se mere: www.sohn.dk