Debat

Professionshøjskolen UCC siger ja til bederum og flæskesteg

DEBAT: Fremtidens lærere, sygeplejersker og pædagoger skal kunne agere i et multikulturelt samfund, og derfor skal professionshøjskolerne indrettes, så flere studerende med indvandrerbaggrund tiltrækkes, skriver Laust Joen Jakobsen, formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Laust Joen Jakobsen
Formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium og rektor på Professionshøjskolen UCC

Professionshøjskolerne i Danmark skal sørge for, at viden kommer videre end elfenbenstårnet. Fx er der masser af brugbar viden og erfaringer om integration, der trænger til at blive sat i spil i en ofte skarp og følelsesladet debat.

Uddannelse og integration hænger sammen, og kan vi få flere studerende af anden etnisk herkomst, lever professionshøjskolerne op til sit samfundsmæssige ansvar ved at være med til at løse nogle af de udfordringer, Danmark står overfor. Tal fra Danmarks Statistik forudsiger, at indvandrere og efterkommere i 2050 vil udgøre 13,6 pct. af den danske befolkning mod 9,1 pct. i dag. Procentdelen vil være højest i hovedstadsregionen, men over hele landet skal professionshøjskolerne sikre mangfoldighed i uddannelserne og efterfølgende i udbuddet af arbejdskraft.

Professionshøjskolerne har stor succes med at uddanne studerende af anden etnisk herkomst, både til sundhedssektoren og til de pædagogiske professioner. Vi har oplevet en markant stigning i optaget på bioanalytiker- og radiografuddannelsen de sidste 10 år, og mange indvandrere vil også gerne være socialrådgivere. Professionshøjskolen UCC gør fx en særlig indsats for at tiltrække unge af anden etnisk herkomst til lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen, og bl.a. er Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS blevet fremhævet som et godt eksempel i ny OECD rapport. UCC afholder desuden en konference om integration til september for at dele viden og praktisk erfaring fra området.

Vi skal indrette vores uddannelser til fremtidens børn, unge og arbejdsmarked. At UCC har indrettet et stillerum, der kan bruges til bederum på Læreruddannelsen Blaagaard i København, samtidig med at vi spiser flæskesteg til julefrokosten, er derfor naturligt og pragmatisk.

Professionshøjskolerne skal være på forkant
Samfundsdebatten om indvandrere og integration bliver nogle gange skarp og følelsesladet. Professionshøjskolerne skal derfor være på forkant med, hvordan vi skaber de praktiske løsninger på vores uddannelser og i professionerne. Fremtidens lærere og pædagoger skal kunne agere og arbejde i skoler og institutioner, der bliver mere og mere globale og multikulturelle. Personalet på landets sygehuse og i sundhedssektoren generelt skal kunne agere i en kontekst, hvor der skal tages hensyn til andre normer og kulturer.

I det hele taget er det godt med mangfoldighed, også i den private sektor, for det bringer ny viden med sig og åbner perspektiverne for andre måder at løse opgaverne på. Vi har alle brug for kompetencer, der gør, at vi kan agere i et multikulturelt samfund, uanset om vi vil være lærer, ingeniør, sygeplejerske eller socialrådgiver.

Vi skal derfor indrette vores uddannelser til fremtidens børn, unge, patienter og klienter. Det er ikke altid nemt, og der er svære spørgsmål og balancer.

Professionshøjskolerne bygger bro mellem praksis, forskning, uddannelse
Den 28. september afholdes en konference på Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS om UCCs viden og praktiske erfaring på området. UCCs arbejde på området er et rigtigt godt eksempel på, hvor vigtigt det er, at professionshøjskolerne i Danmark får midler og opbakning til at udvikle og formidle praksisnær viden. UCC har også netop udgivet et magasin om vores viden om integration.

Såvel forskning som erfaringerne i professionerne viser, at viden ikke uden videre kan omsættes fra én sammenhæng til en anden. Viden skal sættes i spil, og her er professionshøjskolernes rolle at bygge bro mellem forskning, uddannelse og praksis. På den måde skal vi sørge for, at viden kommer videre end elfenbenstårnet og for, at erfaringer fra praksis indgår i vores uddannelser og udvikling af viden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Laust Joen Jakobsen

Fhv. programleder, Københavns Professionshøjskole , fhv. rektor, Professionshøjskolen UCC
lærer (Emdrupborg Statsseminarium. 1974), MPA (Handelshøjskolen i København. 1996)

0:000:00