Cepos: Overlærerne har talt med folkeskolereformen

Henrik Christoffersen
Forskningschef i Cepos

Det går ikke godt for den danske folkeskole.

Den er dyr, og præstationerne er mildest talt jævne, både når vi ser på de faglige resultater, når eleverne forlader skolen, og når vi ser på, om eleverne gøres i stand til at komme videre i uddannelsessystemet. Og hvad der måske på sigt er ved at være det værste:

Befolkningens tillid til folkeskolen er klart vigende. Stadig flere foretrækker at betale ganske mange penge for i stedet at benytte et privatskoletilbud, selv om privatskolerne har væsentligt færre penge at gøre godt med end folkeskolerne.

Så for folkeskolen er der god grund til at rebe sejlene. Folketinget er i sidste ende ansvarlig, og nu har vi så set Tingets valg at strategi.

En time mere dansk, en time mere matematik. Lidt idræt og sprog samt flytning af et par fag. Indespærring af børnene plus lidt mere. Og så en tro på, at mindre tid til forberedelse og mere specialisering af lærerne vil styrke undervisningen.

Bygger på tro og løsagtigt grundlag
Herved lægger Folketinget en stærk tro på den direkte sammenhæng mellem skoleskema og resultater for dagen. Danmarks Lærerforening står ikke med en voldsom stærk troværdighed efter lærerkonflikten, men Bondo har jo ret i, at denne tro hviler på et særdeles løsagtigt grundlag.

Det er simpelthen uklart, om Folketingets skolereform vil give det betydende løft til skolens resultater, som forligspartierne postulerer.

Forestillingen om den direkte sammenhæng mellem input målt i kroner eller i timer og output målt i kvalitet og nytte for borgerne er umådelig gammeldags og aldeles forældet. Sådan fungerer vores velfærdssektor ikke ude i virkelighedens verden.

Realiteten er, at der er ganske mange folkeskoler, som leverer flotte og helt tilfredsstillende resultater, når vi ser på, hvor godt skolen løfter eleverne fagligt målt i forhold til det forventede givet elevernes sociale baggrund. Desværre er der også en del skoler, som ikke gør det særligt godt. Dette på trods af, at der også i dag gælder meget detaljerede love og øvrige forskrifter for, hvorledes folkeskoler skal drives.

Og politikerne i Folketinget har aldeles ingen klar viden om, hvad det er, som gør de gode skoler, og hvorfor nogle skoler er dårlige. Det er kun borgerne og et frit samfund, som kan skille de gode fra de dårlige. Men den indsigt kan folketingspolitikerne ikke leve med, for så er der jo ikke basis for centralstyring af samfundslivet.

Centralplanlægning kan ikke redde skolen
I Cepos har jeg gennem nogle år udarbejdet mål for, hvor gode hver enkelt skole er til at løfte eleverne fagligt. Den forrige regering overtog vores opgørelser af disse mål i 2010, og den nuværende regering videreførte opgørelserne i 2011. Det er imidlertid slut nu.

Undervisningsministeren har udtrykkeligt lovet, at den slags viden om, hvor godt skolerne fungerer, skal holdes tilbage for fremtiden.

Det understreger, hvorledes regeringen og Folketinget har givet sig hen til en blind tro på, at folkeskolen skal reddes ved mere centralplanlægning. Folketinget lægger skemaet, og familierne skal afskæres fra informationer om, hvor gode de enkelte skoler er.

Staten styrer, og borgerne har at blive tilfredse og indse, hvor god en skole staten stiller til rådighed for deres børn.

Når skolepolitikken nu drives i denne retning, er det bagvedliggende afgørende reelle argument, at velfungerende børn ved tvang skal gøres til statens redskab i en indsats for integrering af mindre velfungerende børn. Jeg tror, at der i den danske befolkning er en ganske udbredt solidaritet og social forståelse. Men jeg er også overbevist om, at der i den danske befolkning er en udtalt aversion mod tvangsmæssig centralplanlægning af familiernes liv.

Flugt til privatskoler fortsætter
Derfor ser vi flugten til privatskolerne.

Den vil blive forstærket nu, så den næste skolereform kommer meget muligt til at handle om at gøre det dyrere og mere besværligt for borgerne at træffe egne valg om skole. Ellers kan folkeskolen nærliggende komme til at stå over for en egentlig nedsmeltning som folkets skole.

Kommunerne er også stærkt optaget af forestillingen om centralplanlægning. Blot i løbet af det seneste årti er omkring hver femte folkeskole forsvundet til fordel for større skoler i et centraliseret skolesystem, hvor familiernes frie skolevalg i stadig højere grad bliver en illusion.

Jeg offentliggjorde i forrige måned en undersøgelse af, hvad der foreløbigt er kommet ud af den udvikling. I de kommuner, som har reduceret antallet af skoler, er udgifterne per elev vokset særlig stærkt, hvorimod der er en tendens til, at skolernes evne til at løfte eleverne fagligt har udviklet sig særlig dårligt. Det er en foruroligende udvikling. Men det ser ikke ud til, at nogen har taget notits af den og gør noget for at dreje disse resultater i en mere positiv retning.

Slip skolerne fri
Skolepolitikken i dette land hviler på en stærk ideologisk forestilling om statsstyring af det sociale liv til fremme af lighed og ensartethed, og det fører skolepolitikken aldeles i hegnet.

Den frigør sig markant fra at basere sig på viden, og den frigør sig markant fra befolkningens opbakning. Skolepolitikerne spiller rollen som overlærere i folkeskolen, og borgerne er på vej over i privatskolerne.

Hvis vi ønsker en velfungerende folkeskole, er det nødvendigt at gå den modsatte vej - og slippe skolerne fri, gå fra centralstyre til selveje og lade skoleledelsen lede og planlægge undervisningen og skoledagen med ansvar over for forældre og elever.