Cepos: Skolesammenlægninger spild af penge

Folketinget arbejder heftigt på at få vedtaget en ny grundskolereform - selv om det ikke er længe siden, at Tinget sidst ændrede skolen. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at den altafgørende ændring af skolen skabes af helt andre faktorer end Folketingets stadige lovændringer.

Siden den kommunale strukturreform i 2007 er der investeret mange milliarder kroner i nye skolebygninger, og kommunerne har ændret skolestrukturen historisk kraftigt med fjernelse af hver femte skole i løbet af det seneste årti.

Vi har fået nye større skoler, og hvad der er afgørende: Vi - og det vil sige politikere, pædagogiske eksperter og bureaukrater - har troet på, at vi dermed også har fået skoler, som kan noget andet og mere end de gamle skoler.

Ligeledes har vi fået bedre uddannet personale på skolerne. Der er i dag knap den skoleleder, som ikke har en mastergrad eller anden form for lederuddannelse. Det er vidensamfundet, som nu rykker ind i skolerne. Lærerne er på vej til at blive specialister, som samler sig om at undervise inden for de felter, hvor de så er særligt kvalificerede. Det forventes at give en bedre undervisning, men det kræver netop de store skoler, så specialiseringen kan gennemføres på en økonomisk måde.

Folkeskolen er blevet klart dyrere i de kommuner, hvor der er gennemført ændringer af skolestruktur med samling af undervisningen på færre, men større skoler, sammenlignet med landets øvrige kommuner.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Sammenlægninger gør folkeskolen dyrere
Selv om vi taler om store milliardinvesteringer på skoleområdet, så er der ikke nogen, som har set til undervejs, om skolerne nu også i virkelighedens verden bliver billigere at drive og kommer til at levere bedre resultater. Alle kræfterne bliver tilsyneladende brugt på at diskutere ideologiske principper i skolelovgivningen. Den politiske verden passer sit, og virkelighedens verden passer sit.

Derfor har jeg netop gennemført en undersøgelse af, hvad der indtil nu er kommet ud af milliardinvesteringerne og de mange skolenedlæggelser. Svaret kan udtrykkes tydeligt og meget enkelt: Folkeskolen er blevet klart dyrere i de kommuner, hvor der er gennemført ændringer af skolestruktur med samling af undervisningen på færre men større skoler, sammenlignet med landets øvrige kommuner.

Ydermere er der en tendens til, at evnen til at løfte eleverne fagligt set i forhold til de elevpræstationer, som ud fra elevernes sociale baggrund skulle ventes, er blevet svækket i forhold til de øvrige kommuners skoler. Og hertil kommer, at flugten til privatskolerne har været klart stærkere i de kommuner, som har reduceret antallet af folkeskoler.

Det er en katastrofe
Det er intet mindre end en katastrofe, som der her tegner sig konturerne af. Vi har et skrigende behov for at få bedre service for færre penge i dette velfærdssamfund, hvis vores samfund skal blive ved med at være et velfærdssamfund. Men på et af de mest afgørende punkter, og hvor vi satser betydelige milliardinvesteringer, så går det for øjeblikket stik modsat.

Jeg håber, at disse resultater trods alt ikke er så afskrækkende, at vores beslutningstagere opgiver at at se dem i øjnene og nøjes med at forholde sig til ideologien. I første omgang har vores undervisningsminister afstået fra at kommentere dem. Den slags berøringsangst over for virkeligheden er utrolig vigtig at få overvundet, ellers er skolen ilde faren.

Nu kan forholdene jo nå at blive vendt i de kommende år, og måske er der håb. Vi ved ikke nok til, at vi fuldt kan forklare, hvorfor resultaterne af investeringerne og strukturændringerne i første omgang er negative. Men en betydende forklaring kan meget vel være, at arbejdsformerne på skolerne ikke har forandret sig sammen med, at skolerne er blevet udbygget. Livet på skolerne har hidtil været bundet af en konservativ tjenestetidsaftale, som har blokeret for vidensamfundet, og som er udtryk for en kultur, hvor ansvar er noget man påtager sig efter minutbetaling.

Under alle omstændigheder er skolerne nu blevet fri for tjenestetidsaftalen.

Skoler skal følges langt nøjere
Kortlægningen af de hidtidige dårlige resultater af skoleinvesteringerne tilsiger, at det er om at komme i gang i kommunerne og på skolerne med at få omsat de nye frihedsgrader i skoler, som anderledes reelt går ind i vidensamfundet.

Og så fortæller denne historie også, at skolernes præstationer fremover skal følges og vurderes langt nøjere, end det hidtil har været tilfældet. Investeringer og strukturreformer er noget, man foretager sig for at få et afkast i fremtiden. Det bør selvfølgelig også gælde, når det er kommuner, der investerer. Så kommunerne må have nogle klarere mål for de resultatforbedringer, som de skal opnå med deres skoleinvesteringer. Hvorefter Undervisningsministeriet og kommunerne løbende må måle efter, om resultatforbedringerne også bliver opnået.

Hvis Folketinget, kommunalbestyrelserne og fagforeningerne så ellers tør overlade de stadig mere professionelle skoler et tilstrækkeligt frihedsrum til at finde nye skoleformer, der bedre får udnyttet skolernes potentialer, så kan det være, at tingene kan drejes i en mere fornuftig retning.